Christian Bastholm er en virkelig person, og det er korrekt, at han har døbt Jacob, Rachel og Salomon de Meza. Men det er opdigtet, at enkedronning Juliane Marie beder ham opsøge Meza-familien for at overtale Jacob til at blive døbt.
Christian Bastholm er en svær person at greje, fordi han skifter standpunkt flere gange i løbet at sit liv, og det er vanskeligt at vide, hvad han egentlig selv mener, og hvad han skriver, fordi det er opportunt.
Christian Bastholm blev født i København 2. november 1740. Han tog teologisk embedseksamen i 1761. 1768-1771 var han præst for den tyske menighed i Smyrna (det nuværende Izmir). Efter sin hjemkomst blev han 1772 præst ved Citadellet, og han giftede sig da med Ingeborg Foss Rosenstand Goiske. Da hun var død 1777, levede han 12 år som enkemand, og giftede sig så i 1789 med Karen Margrethe Rothe.
I 1777 blev han sognepræst til Sankt Olai Kirke i Helsingør, 1778 første hofprædikant og 1782 kongelig konfessionarius. I året 1800 tog han på grund af svagelighed sin afsked og levede hos sin søn, Hans Bastholm, der var præst i Slagelse. I 1810 flyttede Bastholm tilbage til København.
Nedenstående er ikke en fyldig biografi over Bastholm, men blot en oversigt over hvorfra jeg har hentet mine beskrivelser af ham.
Kapitel 46
Som præst tiltrak Bastholm sig især opmærksomhed som prædikant, og han udgav 1775 en bog om den gejstlige talekunst. Kornerup, Bind V, 1951 s. 366.
Om sit ophold i Smyrna skriver Bastholm i sin selvbiografi, 1806 (s. 19-24). På rejsen derud blev skibet forfulgt af sørøvere. I Smyrna var der pest hvert år, to gange jordskælv, et blodigt oprør, hvor tyrkerne truede med at dræbe alle kristne. Desuden udbrød der krig mellem tyrkerne og russerne. Bastholm fandt ro i den stoiske skæbnelære, skriver han i selvbiografien s. 21.
Baggrunden for scenen i dette kapitel er, at Bastholm udgav en ny oversættelse af det Nye Testamente. Denne udkom i løbet af 1780. Hans oversættelse af Johannesevangeliet kapitel 1 vers 1. vakte forargelse, og gehejmekabinetssekretær Guldberg brokkede sig i en sådan grad, at Bastholm måtte forklare sig, hvilket han gjorde ved at skrive et lille skrift om Kristi guddom. Bolle Luxdorf skrev i sin dagbog, at det var 20/10 1780, at Guldberg brokkede sig, og at han selv læste Bastholms Kristi Guddom 4. november 1780. Om denne sag se også Kornerup, 1951, s. 367-68.
Bastholm skriver i sin selvbiografi, at bryderierne fik ham til at rejse til Sverige et par uger, hvor han også samlede kræfter til at skrive det tredje bind at sin jødiske historie.
De holdninger, jeg lader Bastholm give udtryk for i kapitel 46, har jeg fra 1. bind af Bastholms jødiske historie, s. 132, hvor han skriver: ”Saaledes haver Guds Viisdom i de ældre Tider nedladet sig til den menneskelige Svaghed, indtil Fornuften ved Videnskaberne var bleven saa meget dyrket, at den nogenledes kunde ophøie sig over Sanserne, og ikke mere behøvede deres Hielp for at fatte Sandheden.”
”Hvad Kristus kræver, overstiger ikke menneskers kræfter, bare de bliver tilstrækkeligt oplyste!” Se Neiendam, s. 328 ff.
At almuen ikke måtte stødes har jeg fra fx Neiendam s 169 og 183. Og at Guldberg ikke måtte stødes fremgår af Bastholms hurtige retræte på Guldbergs kritik.
Kapitel 48
Bastholm meldte sig ind i Landhusholdningsselskabet i 1779 ifølge selvbiografien. Salomon de Meza var blevet medlem i 1775 ifølge Carøe. Så de to mænd kan have truffet hinanden der.
Det tredje bind af Bastholms jødiske historie udkommer i december 1782, ifølge Posttidende 6/12. Jeg har ingen dokumentation for, at Salomon de Meza har læst Bastholms Jødiske Historie, men det ville da være mærkeligt, hvis han ikke har.
Citatet om jøderne og lægekunsten står side 407 i dette bind.
Citatet om at de fornuftige og velsindede jøder er bedre sindede end mange kristne har været i fordums tider, da de lærer, at alle dydige, har det evige liv, står side 337. Og side 392: ”Ingen jøde forskydes, fordi han ikke er kristen, men fordi han ikke har levet efter sin kundskab og den lov, han anser for guddommelig.”
”Jo slettere kristne, jo større jødehadere” står side 229.
Ikke en god idé at give timelige fordele til jøder, for at de skal lade sig døbe. Dette står side 422.
”Skulle jøderne derfor nogen Tid bevæges til at antage den kristelige religion, så vilde det uden tvivl være et bekvemt middel, at man opvakte Lysten til videnskaber hos dem ved at åbne dem en frie adgang tillige med de kristne til alle verdslige betjeninger og æresposter, og deres opdragelses fordomme ville da aftage, ligesom videnskaber og indsigter iblandt dem tiltog.” (side 407)
Side 414 skriver Bastholm at jøderne bør gives tilladelse til at blive indlemmet i laug.
Og side 409 skriver han om mulighederne for at jøderne kan blive kristne:
”Men aldrig vil dette Maal opnaaes, saa længe der ikke gives dem kraftige Opmuntringer til at lægge sig efter Videnskaberne og Sprogkundskaben. Ved Videnskabernes Tilvækst iblandt dem vilde de opvækkes af den dybe Søvn, i hvilken de nu ligge; det vilde komme til en Gæring iblandt dem, lærde Tvistigheder vilde rejse sig, og ved saadanne Tvistigheder vinder altid Sandheden.” Side 409
At Bastholm opsøger familien de Meza på vegne af kongehuset efter Jacob har fået doktorgraden, er opdigtet. Det er derfor naturligvis også opdigtet at Bastholm beder dem holde dette besøg hemmeligt.
Kapitel 49
Der er ingen tvivl om at det var Bastholm, der døbte Jacob og Rachel, se bl.a. Kiøbenhavns alene Kongelig priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. juli 1783:
”Søndagen den 27. Julii blev den yngre Dr. Meza og hans Søster, ved Hr. Confessionarius Bastholm paa Fredensborg, ved Daaben indlemmede i den Christne Kirke.”
Kapitel 51
Bastholm omtaler ikke Jacob og Rachels dåb i sin selvbiografi. Men Salomons dåb er han stolt af. Han skriver:
”- I samme år meldte den gamle doktor de Meza sig hos mig for at blive indlemmet i den kristne kirke. Denne værdige olding, som i mange år havde læst de kristnes skrifter, og gjort sig fuldkommen bekendt med kirkens lærdomme, kunne ikke behandles som andre rå jøder. […] Denne handling var for mig en af de meget behagelige embedsforretninger i mit liv, da jeg var overbevist om, at ingen uædle hensigter havde bevæget denne lærde, værdige og utrængende mand til dette vigtige skridt.”
Ifølge Vejviseren for 1784 boede Bastholm Gl. Strand 15. Der var ingen vejviser i 1783 pga. agent Holcks død. I 1782 boede Bastholm i Hyskenstræde. Jeg regner det for mest sandsynligt, at han i efteråret 1783, da Salomon opsøger ham, boede Gl. Strand.
Salomons og Bastholms samtale er naturligvis opdigtet, men jeg har ladet mig inspirere af Neiendam, side 328-29 og 367-368. Desuden ”Ved sin ædlere religion” se Den danske kirkes historie, s 464. ”Fornuftens og naturens stemme” se Lausten: ”Kirkens historie i Danmark”, s 69. Jeg foregriber noget at det, Bastholm først officielt mener senere i sin karriere. Noget er også taget fra hans tale til Salomon.
Det er Bastholm, der udgiver Salomons trosbekendelse og sin egen tale til ham. At de overnatter på slotskroen er opdigtet, men et godt gæt.
Kapitel 53
Om kronprinsens konfirmation 4/4 1784 kan man bl.a. læse i Adresseavisen, 9/4 1784. Det efterfølgende statskup er beskrevet i mange historiebøger, se bl.a. Jens Engberg: ”Den standhaftige tinsoldat”, Ulrik Langen: ”Den Afmægtige”. Og Neiendam, s. 236-37.
Gudstjenester annonceredes i Adresseavisen. Så der kan jeg se, at Bastholm jævnligt prædikede i Christiansborg Slotskirke, fx Adresseavisen 10/6 1785.
Kapitel 54
Om Bastholms prædikener, der ændrer sig efter Guldbergs fald, se Neiendam. Bl.a. s. 207, og s. 245 ff.
Bastholms holdning til jøder
Som med alt andet, der angår Bastholm, er det svært at blive klogt på, hvad han egentlig mener om jøder. Men i forbindelse med den litterære jødefejde i 1813 fremstår han så jødefjendsk, at de danske jøder måtte protestere. Læs herom i Lausten, 1998 og 2002.
Kilder:
Bastholm, Christian: Doctor og Kgl. Confessionarius 1806 G.L. Lahde
Bastholm, Christian: Den Jødiske Historie bind 3 1782 København Gyldendal
Bastholm, Christian: Stoikernes tanker om skæbnen og Guds forsyn 1782 København Nicolaus Møller
Bastholm, Christian: Lovtale til Messias
Bastholm, Christian: Den ældre Dr de Mezas Troesbekendelse 1783 København Gyldendal
Kornerup, Bjørn Den Danske Kirkes Historie, Bind V 1951 København Gyldendal
Lausten, Martin Schwarz: Oplysning i kirke og synagoge 2002 København Akademisk Forlag
Lausten, Martin Schwarz: Tolerance and Enlightenment in Denmark. The Theologian Christian Bastholm (1740-1819) and His Attitude toward Judaism 1998 København Nordisk Judaistik vol 19
Luxdorph, Bolle: ”Dagbøger 1745-73 og 1774-88” 1915 København Gad
Neiiendam, Michael: ”Christian Bastholm: Studier over Oplysningens Teologi og Kirke” 1922 København G.E.C. Gad
Se også: