f. 1723 Wernigerode, d. 7/7 1795 København
Professor Kratzenstein er en virkelig person, og det er korrekt, at han har spillet en rolle i at sikre tilladelserne til at blive promoveret til Justus og Jacob de Meza. Salomon de Meza og professor Kratzenstein har utvivlsomt kendt hinanden, bl.a. gennem det medicinske Selskab, som Kratzenstein var æresmedlem af. De har været nogenlunde jævnaldrende, og er kommet til København omtrent samtidigt. Men at de har været personlige venner, er mit påhit.
Kratzenstein er en meget interessant person, der fortjener sin egen roman, men i denne artikel vil jeg blot nævne de nedslag, der er i romanen og henvise til yderligere læsning.
Der er mange kilder til Kratzensteins liv. Jeg har især brugt Snorrason, 1974, som desværre er skæmmet af nogle fejl. Et vigtigt korrektiv til Snorrason er Splinter, 2006. Gordon Norries bøger har også mange oplysninger om Kratzenstein. Norrie, 1892, 1934, 19937.
Kratzensteins ungdom
Christian Gottlieb Kratzenstein er født i Werningerode 30. Januar 1723. (Snorrason, 1967, s. 14) Hans far, Thomas Kratzenstein, var jurist og gymnasielærer og blev senere rådsherre og borgmester. Desuden havde han et bryghus. (Splinter, 2006, s. 25). Moderen var Marie Elisabeth Mannes. Christian Gottlieb var den næstsidste af 7 søskende; to døde unge.
Christian Gottliebs 6 år ældre storebror, Johan Andreas, kom også til Danmark og var hovmester for Chr. Ditlev Reventlow på Sorø Akademi. Johan Andreas døde i København i 1765. (Snorrason, 1967, side 78, note 12.).
En yngre bror, Johan Heinrich, blev professor jur. og hofråd, og var fortaler for kvinders ret til uddannelse. Se Varela, 2016.
Den unge Christian Gottlieb gik i latinskolen i Werningerode, og begyndte i 1742 på universitetet i Halle. 1746 fik han doktorgraden i medicin med afhandlingen ”Theoria fluxus diabetici eiusque sanandi methodus.” Derefter arbejdede han som privatdocent ved universitetet i Halle. I 1748 blev han kaldt til St. Petersborg som professor i mekanik. Splinter, 2006, s 32.
I juli 1753 døde en af Kratzensteins nære kolleger i Petersborg, Georg Richmann, af et lynnedslag i forbindelse med et forsøg med at måle effekten af lyn. Kratzenstein havde eksperimenteret sammen med ham den dag. Splinter, 2006, s. 36. Kratzenstein obducerede Richmann efter dødsulykken. Splinter, s. 60. Episoden gjorde stort indtryk på Kratzenstein. Se Snorrason, 1974, s. 84. Kort derefter forlod Kratzenstein Petersborg og tiltrådte stillingen som fysik professor i København. Ifølge Splinter, 2006, s. 36, havde han allerede i 1752 skrevet til Holstein (statsminister og patron for Københavns Universitet) og tilbudt sine ydelser.
Kratzenstein som professor i København
Kratzenstein ankom til København i 20. september 1753 og begyndte at undervise på universitet i oktober. Fysik hørte under det medicinske fakultet.
Det var svært for Kratzenstein at finde en bolig, fordi udlejerne var bange for hans eksperimenter. Men det lykkedes ham at leje en bolig hos madam salig Jensen (altså enken efter Jensen) i Skindergade. I 1757 flyttede han til Nørregade, og i 1765 fik han omsider en professorbolig i Studiestræde. (Snorrason, 1974, s. 95.
Da Kratzenstein kom til Københavns universitet, genoprettede han faget fysik, han indførte kemi som praktisk og teoretisk universitetsfag, og underviste desuden i naturhistorie, anatomi, patologi, farmakologi og teoretisk medicin. Hovedsagen for Kratzenstein var at lære de studerende at tænke selv. Snorrason, 1967, s. 55. Kratzenstein var en myreflittig professor og gav flere undervisningstimer end nogen af de andre professorer på det medicinske fakultet. Han holdt ofte 4 forelæsninger om dagen. Se Norrie, 1934, s 42 ff.
I 1769 fik Kratzenstein gennemført at eksaminerne ved Københavns Universitet skulle være offentlige og føres til protokols. Snorrason, 1974, s. 120.
Han var rektor i disse perioder: 1765-66, 1771-72, 1779-80, 1785-86. Rektorhvervet gik på skift mellem universitets professorer og man var rektor et år ad gangen, vist fra 1. maj til 30, april. Se Rektorer 1537-1850 – Københavns Universitet
Kratzensteins undervisning, som Jacob de Meza oplever den i oktober 1778, er inspireret af Kratzensteins egen udgivelse: ”Forelæsninger over eksperimentalfysikken”, s. 1-15.
Eksperimentet med centrifugen og fløden er bl.a. beskrevet i Norrie: ”To 200-års jubilarer” s. 15.
En af Kratzensteins elever, J. B. Møller, skrev: ”Kratzensteins forelæsninger er var det modsatte af den grundige og alvorlige Kall’s. Her var der ofte skønne rariteter at se, og der forekom løjer og hanswursteri. Jeg forsømte derfor ikke gerne hans timer.” Snorrason, 1967, s 57. Selv fornemme damer dukkede af og til op for at blive underholdt. (Splinter, 2006, s. 84.) Flødeeksperimentet og tanken om en menneskecentrifuge er beskrevet i Snorrason, 1967, s. 58.
I adresseavisen 8/9 1778 annoncerer Kratzenstein sine private forelæsninger og at han vil vise de himmelske legemer igennem gennem et meget stort teleskop. Dette har næppe været teleskopet i Rundetårn, men et han havde i egen bolig. Luxdorph nævner dette i sin dagbog. Luxdorph, 1 s. 140 (1761).
Der er ikke noget, der tyder på, at Kratzenstein havde privat lægepraksis, men han tog sig af og til af syge studerende. Snorrason, 1974, s. 120.
Kratzensteins rolle i sagen om Justus og Jacob de Mezas tilladelse til at blive promoveret
Det er korrekt, at Kratzenstein har været involveret i sagen om at give Salomon de Mezas sønner lov til at få den medicinske doktorgrad. Men at han har været så personligt engageret i sagen, som jeg hævder i romanen, er opdigtet.
Kratzenstein var rektor, da Justus og Abraham blev immatrikuleret i hhv. juni 1771 og april 1772, og immatrikulationen sker på Kratzensteins anbefaling. Og Kratzenstein er ifølge Norrie, 1892, forfatteren til det medicinske fakultets forespørgsel til kancelliet 28/5 1775, om det kan tillades Justus at blive promoveret.
Snorrason citerer Kratzenstein for, i forbindelse med sagen om at give Justus de Meza lov til at blive promoveret i 1775, at skulle have sagt, at hvis man giver jøder lov til at sy støvler og sko og være med i andre laug, så bør de også kunne blive eksaminerede og tage doktorgrad ved Universitetet. Snorrason, 1967, s. 71, Snorrason, 1974, s. 122. Jeg har ledt og ledt i de kilder, Snorrason angiver, og også i de andre kilder i forbindelse med Justus’ sag, og jeg kan ikke finde udtalelsen nogen steder. Det virker også meget mystisk, at Kratzenstein skulle have sagt dette i 1775, da jøder først i 1788 fik tilladelse til at komme i lære hos en håndværksmester og siden blive optaget i et laug. Lausten, 2002, side 128. Mit gæt er, at det er en mundtlig overlevering i Kratzenstein-familien. Snorrason skriver s. 68 i Snorrason, 1967, at det er ”et smukt eksempel, blandt talrige andre i familietraditionen”. En hypotese kunne være, at Snorrason, der blev uddannet læge i 1940, havde talt med medicinhistorikeren Gordon Norrie, der var gift med en efterkommer af Kratzenstein. Gordon Norrie, der har skrevet ”Jødernes Kamp” for retten til at få akademiske grader, døde i 1941, så det er muligt, at Snorrason har kendt ham eller hans hustru. Se Snorrason, 1974, s 165.
Da Jacob de Meza i 1783 fik sin dansk doktorgrad, var det Kratzenstein, der satte doktorhatten på hans hoved. Jacob skriver i sine erindringer, Mit medicinske Levned: ”… efter 3 til 4 timers strid og kamp fik jeg doktorhatten på ved oldingen Kratzensteins hånd.”
Kratzenstein som videnskabsmand
I januar 1754 annoncerede Kratzenstein sine eksperimenter med elektrificermaskinen i avisen, men det vides ikke, hvor mange af disse han foretog. Måske stoppede han med dem i løbet af et år eller to. Snorrason, 1974, s. 107.
Beskrivelsen i romanen af elektrificermaskinen og dens virkning er kraftigt inspireret af Norrie, 1929, s. 163-164. At det kunne være en slankekur står i Snorrason, 1974, s 24 og det med at det kan erstatte åreladning står smst. s. 35-36.
På 3. sal i sin bolig i Studiestræde etablerede han undervisnings- og eksperimentalrum. Her havde han til sine 650 eksperimenter et støberi, smedje, snedkeri, drejeri, urmageri. Desuden havde han et naturaliekabinet. Han havde også en fastansat finmekaniker. Splinter 2006, s. 41 og 127.
Kratzenstein blev i 1777 så syg af at indånde alle de giftige dampe i den kolde og fugtige kælder, at han måtte holde op med disse eksperimenter, og laboratoriet blev i 1778 flyttet til botanisk have i Krystalgade. Fra 1778 lå kemilaboratoriet i Skidenstræde, hvor Zoologisk Museum havde sit nordvestlige hjørne. Snorrason, 1967 s. 45 og 65; Snorrason 1974, s. 118.
Det er sandsynligvis korrekt, at det var professor Kratzenstein, der som den første opdagede sammenhængen med vulkanen og vejrforholdene i Europa allerede i sommeren 1783. Se Holm, 1784, side 67. Splinter, 2006, s. 188, og flere andre steder. Se særskilt artikel om Laki-udbruddet.
Kratzenstein kom galt afsted i 1783 ved at acceptere muligheden af at vennen Cappel havde forvandlet sølv til guld ved hjælp af arsenik. Derved mistede han sin videnskabelige troværdighed se bl.a. Bostrup, 1976, s. 41-60. Kragh, 2003, s. 62-64. Og Rasmussen, 2018, s. 117.
Kratzenstein som privatperson
8. maj 1754 blev Christian Gottlieb Kratzenstein gift med Anne Margrethe Hagen, f. 1733. Det har altså været ret kort tid efter, han flyttede til København. Hun var datter af til ejeren af Kong Salomons apotek i Østergade 58 i København, Bernhard Hagen, der dog var død i 1747, og det var nu sønnen Matthias, der var ejer. Se snorrasson, 1974, s. 133. Men det var Joachim Dietrich Cappel, der bestyrede apoteket. Cappel, der er født i Wismar, kom i 1742 til Kong Salomons Apotek, og bestyrede det efter hans død, indtil 1758, hvor han blev apoteker på Frederiks Apotek. Cappel og Kratzenstein blev gode venner.
Kratzenstein og hans hustru fik 4 børn.
En søn, Carl, f 12.2 1755. Han døde 11 år gammel i 1764. Inflammation iflg. kirkebogen, men Splinter skriver s. 41, at han faldt ned ad en trappe iflg. Begravet 17/10 1764 Skt. Petri kirkebog.
Datteren Louise bliver født 4/4 1757. Se særskilt artikel om Louise Kratzenstein.
En datter, Frederikke, blev født september 1761, men døde i 1763, to år gammel. Begravet 14. juni.
En tredje datter, Henriette, født i 1771, døde i 1788. Ifølge Snorrason, 1974 s. 134 var hun meget smuk.
Anne Margrethe Kratzenstein var ”en af byens mest udmærkede damer”. Snorrason, 1974, s. 133. Ægteskabet var lykkeligt, Snorrason, 1974, s. 133.
Det er opdigtet, at fru Kratzenstein opsøger Regina de Meza, og det er også opdigtet, at Rachel de Meza og Louise Kratzenstein bliver veninder.
Kratzenstein var ”En lille og væver mand, en gemytlig og underholdende forelæser helt op i de sene år […] man indtages af denne oplysningsmand, hos hvem der boede både alvor og humor.” skriver F.J. Billeskov Jansen i ”Liv og Lærdom”. I selskab var han meget munter og underholdende. Snorrason, 1967 s. 67, som citerer Suhm. Norrie, 2024, skriver s. 34 at han let kom i opposition og var stædig og brugte kraftige udtryk.
At Kratzensteins var venner med Niebuhr ved jeg fra ”Athene. Et Maanedsskrift” udgivet af Christian Molbech, Bind 8, 1817. Side 1 til 37: Carsten Niebuhrs Levnet, skrevet af dennes søn, geheimestatsråd B. G. Niebuhr. S. 37 står der: ”Hans egne kæreste og nærmeste venner var professor Kratzenstein og dennes fortræffelige første hustru.” Det fremgår af Splinter, 2006, s 46, at Niebuhr var fadder til et af Kratzensteins børn.
Men det er opdigtet, at Kratzenstein pga. Niebuhrs hjembragte dokumenter etablerer kontakt mellem Kall og Salomon de Meza, og at Kratzenstein og Kall sidder i Mezas stue, da Justus beslutter at oversætte Kalls artikel om jødiske læger.
Kratzenstein blev aldrig god til dansk. Se fx Splinter, 2006 s. 52-53. I juni 1776 fik han dansk statsborgerskab. 1776. Rigsarkivet, Danske Kancelli, Naturalisationspatenter. Norrie skriver i to jubilarer s. 36, at han fik den 28/1 76, men det må være en fejl.
24. december 1783 døde Kratzensteins hustru, Anne Margrethe, altså samme år som Regina. Men hun var 20 år yngre end Regina. Ifølge Skt. Petri kirkebog døde hun af ”Steckfluss” – da. stik stingflåd. Se ordnet: Stærk slimafsondring, der kan kvæle patienten; også: lungeapopleksi. Så det kunne godt være symptomer, som kunne passe på følgesygdomme fra askeskyen fra vulkanudbruddet på Island, men det kan jeg naturligvis umuligt vide. Se artiklen om Laki-udbruddet.
Det er korrekt, at Kratzenstein temmelig kort efter sin hustrus død bad venner i Tyskland finde ham en ny hustru. Historien kan læses i Splinter, 2006, s 42 ff. Kratzenstein havde bedt venner i Berlin finde sig en brud, og havde nøje kriterier for denne. Men den første udkårne ville ikke have ham. Frustreret rejste han fra Berlin til Hamborg, traf Anna Maria Thuun ( 1753-1827) gennem venner dér, friede meget hurtigt, blev gift 26/9 1784 i Hamborg og de rejste til Danmark sammen. Han var tilsyneladende godt tilfreds med hende, hun skrev ”næsten lige så gode breve som hans afdøde hustru, sang som en nattergal” osv.
Snorrason, 1967, s. 72, og 1974, s. 133-34, beskriver Anna Maria Thuun meget negativt – hun var ”forvokset, lidet smuk, intrigant, forlystelsessyg. Ifølge Snorrason var ægteskabet ikke lykkeligt. Kratzenstein installerede hende efter et stykke tid i en lejlighed i stueetagen i sin bolig i Studiestræde, og besøgte hende én gang om året – på hendes fødselsdag. Snorrason angiver ingen kilde til dette. Men se også Norrie, 1937, s. 93. Om dette også var en del af ”familietraditionen” – se ovenfor – ved jeg ikke. Men Splinter er enig i, at ægteskabet nok ikke var lykkeligt, baseret på en tilføjelse til hans testamente i 1792, så hun får mindst muligt. Snorrason, 1974, s. 134. Han mente, hun var skyld i hans fremskyndede død, fordi hun havde lagt sag an mod ham. Men han døde dog først 3 år senere.
Kratzenstein og religion
Kratzensteins fødeby, Werningerode, universitetsbyen var pietistiske højborg, hvorfra der udgik en omfattende missionsaktivitet. Den pietistiske tilgang på Halle universitet betød en moderne, metodisk sikret empiri, skriver medicinhistorikeren professor. dr. med. Hans-Uwe Lammel. Lammel, 2019, s. 247.
Kratzenstein var i brevforbindelse med missionærer i Indien om indsamling af naturalier og astronomiske iagttagelser. Splinter. 2006, s.47 og 68.
Splinter giver pietismen en større rolle i Kratzensteins liv end Snorrason gør. Hun skriver s. 103, at Kratzensteins interesse i, hvordan viden anvendes, også kan forklares med den pietistiske indflydelse i hans opdragelse.
”Kratzenstein var overhovedet en ægte akademiker fra Halle, pietismens og Stahlianismens fødeby,” skriver Billeskov Jansen.
Kratzenstein var en trofast kirkegænger i Skt. Petri tyske kirke. Snorrason, 1974, s. 113. Snorrason mener, at Kratzenstein var blevet omvendt fra pietismen til en mere rationalistisk tilgang, men han giver ingen kilder til dette, så det er måske hans egen fortolkning.
Kilde til det Kratzenstein i romanen siger til Salomon de Meza om Münter i den tyske kirke er fra Lausten, 2002, s. 153 ff.
Kratzenstein var en oplysnings-videnskabsmand, men han var også under indflydelse af okkulte og spirituelle tanker, nemlig Rosenkreutzerne, og det samme var vennen Cappel, iflg Kragh, 2003, s. 62 ff. Splinter problematiser dog dette lidt, s. 179.
Københavns brand og Kratzensteins død
Ved Københavns brand i juni 1795 går de fleste af Kratzensteins instrumenter tabt, da hans hus brænder; kun nogle få ting er bevaret (iflg Snorrason, 1974 s.135) på teknisk museum i Helsingør, men jeg har ikke kunnet bekræfte det. Han flyttede ind i Haabet på Frederiksberg, det nuværende Lorry. Hvad han gjorde med hustruen melder historien ikke noget om.
Tre år før sin død skrev Kratzenstein en række instruktioner til sin husholderske, om hvordan man skulle forholde sig, når han døde. Han var meget bange for at blive levende begravet (det hændte af og til den gang). Han sluttede instruktionen således: ”og saa ønsker jeg, at man forglemmer mig det snareste ske kand. Da jeg ikke er mig bevidst nogen Tiid at have gjort noget med Forsæt, som jeg kunne formode, at det det vilde mishage Gud, min Skaber, og da jeg med yderste Fliid har søgt at blive og giøre mig nyttig for mine Medmennesker, saa tvivler jeg ikke, at Gud vil antage min Sjæl i Naade, og døer derfor villigt og fornøjet, saa snart min Skaber vil tage mig igjen til sig.” Snorrason, 1967, s. 74
Det er dette udsagn, som jeg tager udgangspunkt i, da jeg beskriver Kratzensteins anfægtelse efter Københavns brand. Men det er opdigtet, at han bliver anfægtet.
Det vides ikke, hvor Kratzenstein blev begravet. Han havde købt et gravsted på Skt. Petri kirkegård, men det er også muligt, at han blev begravet på ”Frederiksberg ældre Kirkegård”. Snorrasson 1967, s 74. og 1974, s. 136-7.
Kilder:
Billeskov Jansen, F. J. : ”Liv og Lærdom. Kapitler af dansk videnskabs historie” 1983, Lindhardt og Ringhof
Bostrup, Ole: ”Dansk Kemi 1770-1807” 1996 København Teknisk forlag
Holm, S, M. „Vom Erdbrande auf Island im Jahr 1783“ 1784 København
Kragh, Helge Phosphor and phosphorus in early Danish Natural History 2003 København Historisk-filosofiske Meddelelser 88 Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab Reitzel
Kratzenstein, C.G, Vorlesungen über den Experimental-physik 1787 København
Lammel, Hans-Uwe 2019 „Warnow-Athen” und mecklenburgisches Jerusalem“. I Marc von der Höh, „Traditionen, Zäsuren, Dynamiken. 600 Jahre Universität Rostock“ Wien, Köln, Weimar, Böhlau Verlag.
Lausten, Martin Schwarz: ”Oplysning i kirke og synagoge” 2002 København Akademisk Forlag
Luxdorph, Bolle: ”Dagbøger 1745-73 og 1774-88” 1915 København Gad
Norrie, Gordon: ”Kirurger og Doctores: et kritisk Bidrag til Lægeuddannelsens historie i Danmark før 1800” 1929 København Levin og Munksgaard
Norrie, Gordon: ”Jødernes kamp for adgangen til universitetet og den medicinske doktorgrad i Danmark” 1892 København Bagge
Norrie, Gordon: ”Medicinsk Fakultet 1750-1779” 1934 København Levin og Munksgaard
Norrie, Gordon: ”Medicinsk Fakultet 1750-1800” 1937 København Levin og Munksgaard
Norrie, Gordon: ”Kirurger og Doctores: et kritisk Bidrag til Lægeuddannelsens historie i Danmark før 1800 1929 København Levin og Munksgaard
Norrie, Gordon: ”To 200-års jubilarer” 1924 København Hospitalstidende
Rasmussen, Brian Traantoft: ”Alle Guldmagere ere Bedragere, og du er en Nar, hahaha! Om holdninger til alkymi i Danmark ca. 1700-1800 ” s 116 i Pan Sophia 2018
Sneedorrff, Hans Christian ”Efterladte digte” 1829, København, Seidelin
Snorrason, Egill: “C.G. Kratzenstein, professor physices experimentalis Petropos et. Havn. and his studies on electricity during the eigteenth century” 1974, Odense University Press
Splinter, Susan: „Zwischen Nütlichkeit und Nachahmung – Eine Biografie des Gelehrten Christian Gottlieb Kratzenstein (1723-1795)“ 2006 Frankfurt am Main Peter Lang
Varela, Laura Beck: “Translating Law for Women? The Institutes du droit civil pour les dames in Eighteenth-Century Helmstedt” Zeitschrift des Max-Planck-Instituts für europäische Rechtsgeschichte, 2016.
Desuden:
Christian Gottlieb Kratzenstein – Wikipedia, den frie encyklopædi
Christian Gottlieb Kratzenstein – Dansk Biografisk Leksikon | Lex