Isaac de Pinto

Isaac de Pinto 1717-1787

Isaac de Pinto (10. april 1717 – 13. august 1787) var en hollandsk købmand og bankmand af portugisisk sefardisk jødisk oprindelse. Hans far havde ifølge skatteopgørelsen i 1743 en årlig indkomst på 28.000 gylden, hvilket gjorde ham til den tredjerigeste portugis-jøde i Amsterdam (Sutcliffe). Isaac de Pinto var en af ​​hovedinvestorerne i det hollandske østindiske kompagni. Han var også en lærd filosof, der i sine filosofiske skrifter beskæftigede sig med emner som jødisk frigørelse og statsgæld. Ifølge historikeren Richard Popkin var Pinto “en af ​​de meget få jøder i det attende århundrede, før Moses Mendelssohn, som var i stand til at operere og udtrykke sig i de store strømninger i europæisk kultur.”

Se Isaac de Pinto – Wikipedia

Isaac de Pinto har betydning for historien om Salomon de Meza, især fordi han skrev det forsvarsskrift om jøderne, som Salomons elev Markus Nyeborg Salomonsen oversatte til dansk. Men også fordi han var en indflydelsesrig person i den portugisisk-jødiske menighed i Amsterdam.  Om Salomon har kendt ham personligt, kan ikke dokumenteres, men der er ingen tvivl om, at han har vidst hvem han var, dengang Salomon var en del af menigheden i Amsterdam.

Isaac de Pintos rolle i menigheden i Amsterdam

Isaac de Pinto var kasserer i den portugisisk-jødiske menighed i Amsterdam. Og han var levende optaget af de strukturelle problemer, som forårsagede den stadigt stigende fattigdom. Først og fremmest de begrænsninger, som trods den relative frihed i Amsterdam stadig blev pålagt jøder mht. hvilke erhverv, de måtte bestride. Og af at få forbedret uddannelsesniveauet blandt de fattige børn i menigheden, se Bernfeld, s 102.

De mange fattige, menigheden skulle tage sig af, var en stor belastning. De Pinto påpegede, at i menigheden var der 400 personer, der betalte til menigheden, og af de penge skulle 800 familier forsørges. Bernfeld s.  144-45.

Isaac de Pinto som politisk økonom

Ifølge Daniel Strum var Isaac de Pinto en af sin tids mest kendte politiske økonomer. Hans værker om økonomi, skrevet på fransk i 1760’erne og 1770’erne har øvet en stor indflydelse på det attende og nittende århundredes økonomiske tænkere, fra Adam Smith til Karl Marx, skriver Strum.

På portugisisk skrev de Pinto i 1748, mens han var menighedens kasserer, skriftet ”Reflexoens Politicas Tocante a Constituição da Nação Judaica” (Political Reflections about the Constitution of the Jewish Nation). Det var, ifølge Strum, det første skrift hvori en jøde bruger videnskabelige redskaber til at undersøge et samfunds økonomiske struktur.

De Pintos ”Traité de la Circulation et du Crédit” blev udgivet i Amsterdam i 1771, og oversat til tysk af Carl August von Struensee (storebror til Johann Friedrich Struensee).

Isaac de Pinto som filosof

Isaac de Pinto var allerede som 21-årig sekretær for et spirende intellektuelt selskab af unge mænd, der ønskede at fremme studiet af filosofi og videnskab blandt de portugisiske jøder i Amsterdam. Det skriver Jonanthan Israel i artiklen “Philosophy, Deism, and the Early Jewish Enlightenment.

Dette lærde selskab eller “akademi” eksisterede i nogle år og var typisk for den slags selskaber i den tidlige oplysningstid, med formelle forelæsninger af høj filosofisk og akademisk standard. De Pinto holdt også selv forelæsninger i begyndelsen af 1740’erne, især om faren ved den ateistiske deisme, der også spredte blandt de portugisiske jøder.

Jeg ved ikke, hvor længe dette selskab eksisterede, og det er rent digt, at Salomon de Meza og hans farbror David har deltaget i nogle af disse samlinger. Men et eller andet sted må Salomon jo have fået sit ret store kendskab til filosofi og klassisk litteratur fra.

Isaac de Pinto og Voltaire

I 1762 skriver de Pinto et forsvarsskrift for den jødiske nation, og sender det til den franske filosof Voltaire, som flere gange har givet udtryk for stærkt anti-jødiske holdninger, bl.a. i  et essay: ”de Juifs” som udkommer i 1756 og gentages i Voltaires ”Dictionnaire Philosophique” fra 1764. Voltaire skriver tilbage og lover at rette i sin tekst, men tonen i hans brev skifter og bliver igen til kraftig kritik af jøderne. Voltaire ændrer aldrig sit skrift. Se Adam Sutcliffe.

Litteratur af og om Isaac de Pinto

Bernfeld, Tirtsah Levie: “Poverty and Welfare among the Portuguese Jews in Early Modern Amsterdam” Oxford, The Littman Library of Jewish Civilisation, 2012

Cardoso, Jose Louis og Nogueira, Antonio: “Isaac de Pinto (1717–1787) and the Jewish problems: Apologetic letters to Voltaire and Diderot” i History of European Ideas 33 (2007) s 476–487

Israel, Jonathan: Philosophy, Deism, and he Early Jewish Enlightenment (1655–1740) s 173 – 201 i Kaplan Dutch Intersection

Kaplan, Yosef: “The Dutch Intersection” Leiden, Boston. Brill 2008

Pinto, Isaac de: “Reflexions Critiques sur le premier chapitre du VII. tome des Œuvres de monsieur de Voltaire, au Sujet des Juifs” 1760

Strum, Daniel  “Isaac de Pinto’s Political Reflections” i “Paths to Modernity – A Tribute to Yosef Kaplan” Leiden 2008

Sutcliffe, Adam: “Can a Jew be a philosophe? Isaac de Pinto, Voltaire, and Jewish Participation in the European Enlightenment”. Indiana University Press, 2000