Mordechai Italiaender er den eneste person i København, som Salomon de Meza omtaler i sin brevveksling med Sadik Belinfante i Haag. Salomon kalder Mordechai for sin ven. Derfor har Italiaenders naturligvis en ret fremtrædende plads i bogen. Det ser også ud til, at Mordechai har hjulpet med at ledsage Moses Belinfante hjem til Haag efter det famøse ophold hos Salomon de Meza. Se nedenfor.
Denne artikel behandler også tobaksproduktionens historie i Danmark, og Italiaenders tobaksfabrik.
Familien Italiaender er i høj grad en undtagelse fra reglen om, at portugisiske jøder ikke ville/måtte gifte sig med ashkenasiske. (Se artiklen om portugisiske jøder i København). Familiens mange efterkommere stammer fra et ægteskab mellem en sefardisk (venetiansk) mand og en ashkenasisk kvinde, og deres fire sønner blev alle gift med ashkenasiske kvinder. Blandt efterkommerne har der været indgået adskillige fætter-kusine-ægteskaber af første og anden grad, så det ”portugisiske” islæt har været begrænset. Jeg nævner dette, ikke for at afgøre hvem der er ægte portugiser, men for at begrunde Salomons og Reginas forvirring over i København at møde såkaldt ”portugisiske” jøder, der ikke talte portugisisk indbyrdes.
Da det er svært at vide noget om især kvindernes tilknytning til de portugisiske (sefardiske) riter, har jeg i høj grad brugt sproget som identitetsmarkør – var der nogen af kvinderne, som Regina mon kunne tale portugisisk med? (Om hvorvidt det overhovedet giver mening at tale om portugisisk som Reginas modersmål, se artikel om sprog.)
Men tilknytningen til Holland har været helt klar, og derfor må denne familie have været det tætteste, Salomon og Regina har været på nogen af samme baggrund som dem selv.
I 1743 fik ”Jakob Italiaender Benjamin & Gebroeder” tilladelse til at anlægge en tobaksfabrik på Christianshavn og i Aalborg og dermed etableredes familien Italiaender i København. Se nedenfor for mere information om dette firma; her indledningsvist skal vi præsentere de familiemedlemmer, Salomon og Regina mødte i København.
Jacob og Mariana Italiaender
Jacob Benjamin Italiaender blev født ca. 1704 i Amsterdam, voksede sandsynligvis op i Amersfort og kom til København nogenlunde samtidig med tilladelsen til at etablere en fabrik.
Mariana Isaac Levi Vitoria Italiaender, Jacob Italiaenders hustru, var født 1702 Amsterdam.
Jacob og Mariana fik ingen børn, og det vides ikke hvor og hvornår de døde – de er ikke begravet i København.
Jacob og Mariana er fætter og kusine. Deres fædre, brødrene Benjamin og Isaac, flyttede omkring 1710 til Amersfort og drev tobakshandel dér. Så Jacob og Mariana må være vokset op i Amersfort.
Jacob Italiaenders far var Benjamin Abraham Levi Vitoria Italiaender og hans mor var Judith (Gitche) Jacob Littau. Hvem hendes forældre var vides ikke, men man kan jo gætte på, at moderen kom fra Litauen. Jacob er altså søn af et ’blandet’ sefardisk-ashkenasisk ægteskab. Hans far, Benjamin Italiaender, var også søn af et blandet ægteskab, da hans mor Rebecca Hammelburg var ashkenasisk jøde, jf. Falks artikel, se nedefor.
Marianas far var Isaac Abraham Levi Vitoria Italiaender. Hendes mor var Reina Malka Aron Joseph Moznum f. 1677, i Amsterdam, d. 1735, i Amsterdam, og begravet på den ashkenasiske begravelsesplads i Amsterdam, Muiderberg. Reina Moznums forældre hed Aron Moznum og Rebecca Swaab. De er begge fra Tyskland, så næppe sefardere. Deraf har jeg sluttet, at portugisisk ikke har været Marianas moders- eller mormodersmål.
Jacob og Marianas ægteskab er registeret som ashkenasisk i DutchJewry.org, men jeg er usikker på, hvad man skal lægge i det.
Den Benjamin Italiaender, som også arbejdede på tobaksfabrikken på Christianshavn, var Jacobs nevø. Søn af Jacobs bror Abraham Benjamin Levi Vitoria Italiaender, f. 1701 – som var ham der var med til at oprette den blandede synagoge i Amersfort. Benjamin var ugift og døde i København i 1760.
Mordechai (Marcus) Italiaender f. 1736 i Nijkerk, d. 1806 i København.
Mordechais forældre var Jacob Mordechai Levi Vitoria Italiaender og Rebecca Benjamin Levi Vitoria Italiaender.
Mordechais farfar og farmor var Mordechai Abraham Levi Vitoria Italiaender og Alida (Edil) Abraham van Rees. Alida er begravet på den ashkenasiske gravplads i Amsterdam.
Mordechais morforældre var ovennævnte Benjamin Abraham Levi Vitoria Italiaender og Judith Littau.
Reina Italiaender f. 1734, d. København 1791.
Reinas forældre var Abraham Benjamin Levi Vitoria Italiaender, f. 1701, i Amsterdam, d. 1761, i Amersfoort, Tobaksspinder og købmand, og Anna Hindele Isaac Levi Vitoria Italiaender, f. 1699, i Amsterdam, d. 24 maj 1751, i Amersfoort, begr. i Amersfoort. Hun er altså søster til den ovennævnte Benjamin Italiaender, der flyttede til København sammen med Jacob og Mariana og arbejdede på fabrikken.
Reinas morfar og mormor var de ovennævnte Isaac Abraham Levi Vitoria Italiaender og Reina Malka Aron Joseph Moznum. Jeg har gættet på, at Reina Italiaenders portugisisk også har været begrænset, men det er naturligvis rent gætværk.
Mordechai og Reina blev gift i København 22/6 1763, og de fik to børn: Jacob 1763-1804 og Abraham (1765-1827)
Desuden skal nævnes:
Eva Abraham Levi Vitoria Italiaender, f. 1727, var Benjamin Italiaenders søster. Hun blev gift i København i 1758 med Joel Wessely. Eva havde en søster, Rebekka, som blev gift med Moses Moresco i Amersfort og fik datteren Anna Moresco, 1754-1825, som kom og boede hos Eva i København.
Mariana Italiaender, (Mordechais søster) f. 1730 . d 1794 gift med Joseph Levin Wessely. Jeg ved ikke hvornår de blev gift, men hendes første barn, Henriette blev født 1761. I bogen hævder jeg, at Henriette Wessely bliver Rachel de Mezas veninde.
Da Salomon de Meza sender Reginas grandnevø, Moses Belinfante, hjem til Haag, får Moses følgeskab af Ephraim Levy Vitoria og hans nevø. (Brev fra Joseph de Lemos til Sadik Belinfante, 30. august 1776). Jeg tror det må være Ephraim Benjamin Levi Vitoria Italiaender 1715-1783 (bror til Jacob). Og nevøen er så Mordechai.
Meijer oversætter til ”din nevø” (sei primo), men når jeg ser på den portugisiske håndskrevne original tror jeg at der står ”seu primo (hans nevø), altså Mordechai. Ellers skulle det have været Sadiks nevø – og det giver ikke rigtigt mening.
Italiaender-familiens sefardiske tilhørsforhold
Familien Italiaenders ”stamfar” kom fra Venedig og hed Abraham Levy Vitoria. Han var tobakshandler og flyttede til Amsterdam omkring 1660. De italienske jøder opfattedes som tættere på de portugisiske, og Abraham Levy Vitoria har tilsyneladende ikke haft nogen problemer med at blive anerkendt som ”portugis-jøde” af menigheden i Amsterdam. I 1673 bliver han gift i Amsterdam med Rebekka Hammelburg, som var ashkenasisk jøde. Ægteparret får fire sønner og fire døtre. Da Rebekka dør i 1688, bliver hun begravet på den ashkenasiske begravelsesplads. Abraham gifter sig derpå med en ”rigtig” portugisk jøde, Gracia de Campos, født 1657 i Amsterdam. Abraham og Gracia fik to børn, men der er tilsyneladende ingen efterkommere af disse.
Jeg vil ikke opremse hele den temmelig komplicerede række af efterkommere fra Abraham Levy Vitorias ægteskaber, men blot henvise til Allan Falk, som skriver at ”der i slægten Italiaender indgået adskillige fætter-kusine-ægteskaber af første og anden grad”, og at det ”portugisiske” islæt har været begrænset. Ikke for at afgøre hvem der er ægte portugiser, men for at begrunde Salomons og Reginas forvirring over i København at møde ”portugisiske” jøder, der ikke talte portugisisk indbyrdes.
Abraham Levy Vitoria og Rebekka Hammelburgs sønner Isac og Benjamin flyttede omkring 1710 til Amersfort og drev tobakshandel, og deres to andre brødre, Mordechai og Jacob flyttede til Nijkerk og drev også tobakshandel og -fabrikation. Jacob og Mariana Italiaender, som Salomon og Regina de Meza møder i København, er børn af hhv. Benjamin og Abraham.
Fra “De Joden van Nijkerk” har jeg hentet følgende:
”Den faktiske storhedstid for både Nijkerk og det jødiske samfund begyndte med ankomsten af Mordechay og Jacob Italiaender, der bosatte sig der i 1709 med en lang række familiemedlemmer og personale. Deres tobak blev solgt og sendt til de nordlige lande og lande omkring Østersøen.
De ejede store tobaksmarker og lader omkring Nijkerk og Amersfoort samt lagre i Amsterdam. Velstanden manifesterede sig i opførelsen af huse i Amsterdams stil med store kældre og høje fortove. Derudover byggedes solide lagre, hvoraf den mest berømte var Groot Kattenburg. I dette rummelige pakhus havde Italiaenderfamilien oprettet en synagoge.[…] Gudstjenesterne blev holdt til sefardisk ritual, for selv om Italiaenders kom fra Italien, havde de forbindelse til jøderne fra Spanien og Portugal, som kaldes sefardiske jøder.
Fra deres hjemland bragte Italiaenders med sig en sjælden og meget dyrebar Torarulle, som efter Anden Verdenskrig fandt en plads i synagogen i Amersfoort. Den gade, hvor Groot Kattenburg lå, blev hurtigt kaldt Jodenbreestraat, fordi de mænd, der deltog i gudstjenesten, brugte bønnekåbe, bønnebælter og bønnebøger, og det stod selvfølgelig ud i gadebilledet. I løbet af ugen kom ingen kvinder til tjenesterne; kun på lørdage, sabbat og jødiske helligdage”
Mayer-Hirsch,N., “De Joden van Nijkerk, archief Nijkerk, fundet her: DE JODEN VAN NIJKERK
Så i Nijkerk har de to brødre altså oprettet en sefardisk (portugisisk) synagoge, hvor de sefardiske ritualer blev benyttet.
Den gren af familien, der flyttede til i Amersfort, valgte en anden løsning. Benjamin Italiaenders søn Abraham (1701-1761) (bror til Jacob og far til Benjamin i København) var i 1727 med til at etablere en fælles synagoge for sefardiske og ashkenasiske jøder. Se bl.a.:
Synagoge (Amersfoort) – Wikipedia
De synagoge – Stichting Vrienden van synagoge Amersfoort
Det er altså i tråd med familietraditionen, at Italiaenders også opretter en portugisiske synagoge i København (på fabrikkens ejendom). Jeg ved ikke hvornår dette er sket – om det er Jacob eller Mordechai, der har taget initiativet. I min bog siger jeg Mordechai, men det er altså mit eget påhit.
Der er derfor næppe nogen grund til at betvivle Italiaender-familiens tilknytning til de sefardiske riter – i hvert fald for mændenes vedkommende. Hvad det har betydet for familiens kvinder melder historien selvsagt ikke noget om.
Tobakkens historie i Danmark
I 1665 startede den første danske tobaksproduktion med enten importerede eller hjemmeavlede tobaksblade. Fremstillingen blev benævnt tobaksspinderi, fordi såvel pibe- som snus- og skråtobak blev spundet til en streng og solgt alen- eller rullevis, hvorefter forbrugeren selv findelte tobakken vha. en kniv eller en rasp.
Tobak blev hurtigt meget populært i Danmark. I 1759 antog man, at 4/5 af landets mandlige befolkning røg tobak. (Bruun bind 3 s 79). Salomon de Meza var ikke begejstret for tobak; han skrev i 1794 i ”Om de Aarsager, som giøre Nervesygdomme hyppigere i vore Dage”: Ligeledes forholder det sig med Røgtobak, hvilken Tissot fordømmer som Aarsag til Slagflod, og han tager ikke i Betænkning at forsikre, at han aldrig har seet nogen Tobaks Røgere blive gammel.
Også Justus de Meza beskæftigede sig med tobakkens virkning; han skrev i 1775 ”Tentamen Medicum de Nicotianae” om nikotinens nyttige og skadelige virkninger. Jeg har ikke fået oversat denne latinske bog til dansk, så jeg ved ikke præcist hvad han mente om det.
En kongelig forordning i 1688 forbød indvandrede jøder fra Tyskland at spinde og handle med tobak i Danmark, med mindre det foregik på Christianshavn. Tobaksspinderi var den eneste industrigren, som ikke var indsnævret af laugsartikler og lukket for jøderme; den tilbød tillige den fordel, at den også gav anledning til handel med tobak, som blev importeret fra udlandet. (se ”Slægten Salomonsen” s X-XV).
I 1750 fik tobakspinderne (altså de selvstændige håndværkere) deres eget laug med regler om, hvor mange ansatte man måtte have (Carl Bruun, del III kapitel 1). Dette laug var ligesom andre laug lukket for jøder, men fabrikkerne var undtaget disse, og kunne derfor godt ansætte jøder.
Med sin merkantilistiske politik ønskede den danske regering at mest muligt tobak blev ikke blot forarbejdet, men også dyrket i Danmark. Meget tobak er naturligvis blevet indført til Danmark, men man må have dyrket tobak i Danmark i hvert fald siden begyndelsen af 1700-tallet, for ifølge Carl Bruun havde man allerede før 1730 haft tobaksplantager i København, på en grund uden for kastellet.
Tobaksmonopolet
I 1757 var indkomsterne af tobak (altså i Danmark totalt, ikke kun Italiaender) fire gange så høje som i de sidste foregående år. Regeringen forsøgte at tjene penge på det voksende forbrug ved at forpagte al tobakshandel til forretningsmanden Henning Bargum i 1760 mod en årlig afgift på 100.000 rigsdaler til staten. Det blev dog ikke Bargum, men en storkøbmand Borre, der blev udnævnt til generaltobaksdirektør og fik monopol på indkøb og salg af al tobak fra kolonierne og de danske tobaksmarker. Kun monopolet måtte indføre tobak, rå eller fabrikeret. Rundt om i landet blev tobakken opmagasineret i såkaldte hovedmagasiner for at sikre, at der altid var tobak nok til de trængende kunder. Ingen måtte producere eller handle med tobak, med mindre bladene var købt i magasinet. Prisen på tobak blev lagt fast, og forhandlerne måtte lægge en fortjeneste på ca. 20 % til, når de solgte til slutbrugerne. Landets egne plantager skulde sælge deres blade til generaldirektøren.
Tobakkerne skulle for fremtiden mærkes med et eget stempel. Generaldirektøren tillodes at anstille husinkvisition og ligeledes på skibe. – Med hensyn til denne anordning blev det nu nødvendigt at føje nogle foranstaltninger, så at hverken publikum eller tobaksfabrikanterne fik anledning til at besvære sig. Hertil hørte, at de, som fabrikerede og forhandlede røgtobak, ikke tillige måtte fabrikere og forhandle snustobak og omvendt.
Monopolet fungerede ikke særlig godt og blev afskaffet i 1778 til fordel for frihandel Den 23de Marts 1778 udkom derfor den store Forordning om Tobaksforarbejdningen og Tobakshandelen, ved hvilken den hidtilværende Generaladministration ophævedes, og Magasinet afskaffedes.
I 1778 pålagde regeringen så tobaksspinderierne at drive tobaksplantager. I de år blev København nærmest omkranset af tobaksmarker. Der blev anlagt tobaksplantager udenfor Nørre- og Østerport, og på området mellem Vester- og Østerport.
Italiaenders tobaksfabrik
Som nævnt fik i 1743 ”Jakob Italiaender Benjamin & Gebroeder” tilladelse til at anlægge en tobaksfabrik på Christianshavn og i Aalborg. Det var Jacob Italiaender og hans nevø Benjamin der flyttede til København – firmanavnet ”& Gebroeder” henviser nok til det udvidede familie.
Tobaksfabrikken lå på det, der i dag er Strandgade 28 på Christianshavn, og bygningen ligger der endnu.
Nedenstående beskrivelse er en sammenskrivning af Carl Bruun og Rawert ”Kongeriget Danmarks industrielle forhold fra de ældste tider”. Jeg gætter på Bruuns kilde er Rawert.
Trods støtte fra den danske regering gik det dårligt økonomisk i starten, men familien fortsatte produktionen helt frem til 1828 med værksteder på 2.etage. Ifølge ”kongeriget Danmarks industrielle forhold fra de ældste tider” s 35 havde Italiaenders fabrik i 1749 100 ansatte og i 1753 90 ansatte. Fabrikken i Aalborg lukkede forholdsvist hurtigt igen (uvist hvornår).
Italiaenders fremstillede “sort Prestobak”, i Holland kendt under navnet Giesenbecks, og Italiaenders påstod, at de havde det særlige ukendte stof, der skulle bruges til at fremstille denne type tobak – noget ellers kun Giensenbeck i Holland besad. Italiaenders ved ankomsten søgt om told- og konsumptionsfrihed på 20,000 pund tobaksblade om året i 10 år, men det fik de ikke; derimod blev de lovet et tilskud i rede penge. Fabrikken gik dårligt, og den ville ifølge Carl Bruun være standset kort efter Christian den Sjettes død, hvis den ikke regeringen havde holdt hænderne under den.
Italiaenders fabrik var ”en evig kilde til sorger og udgifter for regeringen”, skriver Bruun. Indtil 1747 var dette firma blevet hjulpet med 4.700 rigsdaler, men herefter blev det rent galt. I en lang årrække overvældedes Kommercekollegiet af ansøgninger fra Italiaenders forskud, pengelån, kautioner og gaver, og de blev som oftest bønhørt, fordi man anså det for nødvendigt “at soutenere en Fabrique, der var Landet tjenlig og kunde underholde og forskaffe mange fattige Mennesker Brød.” Dette motiv kan dog næppe have været det eneste, mener Bruun og giver udtryk for at Italiaenders må have haft meget formående venner.
I 1747 ansøgte de om et lån på 10.000 rigsdaler, men ved kongl. Resolution af 24 april samme år bestemtes, at de en gang for alle skulle godtgøres 1200 rigsdaler i stedet for den lovede dusør, og at kommerce-kollegiet skulle gå i borgen for dem for et lån i banken på 3000 rigsdaler, mod underpant i 20.000 pund spundet tobak eller mere, hvis nødvendigt. Såfremt banken ikke hermed blev skadesløs, sagde kongen god for det manglende.
Regeringen pålagde direktionen for det islandsk-færøske kompagni at aftage Italiaenders prestobak. Direktionen søgte på alle måder at unddrage sig herfor, og købte derimod af Giesenbecks, som den påstod var bedre. I 1747 ville kompagniet sende 585 kasser af denne sort til Island, men den 29. maj befalede kongen, at den straks foreløbigt skulle modtage 80 kasser fra Italiaender, og for fremtiden kun skulle købe i Danmark forfærdiget tobak. Da direktion alligevel vedblev at være uvillig dertil, på grund af at Italiaenders prestobak ikke skulle være så god som den hollandske og usælgelig i Island, sendte kommercekollegiet nogle forseglede kasser med Giesenbecks og nogle med Italiaenders tobak til Island, hvorfra den lod det komme tilbage og undersøge. Afgørelse var, at den danske tobak var god.
– Af en skrivelse af 10. maj 1748 fremgår, at den kongelige kasse havde hjulpet Italieanders med 4700 rigsdaler. De ansøgte nu om at to dem tilhørende huse måtte tages til pant for denne sum; at nogle juveler, de havde pantsat for en borgen til banken måtte blive indløst og til udleveret til dem, og at banken måtte give dem et forskud på tobak, som var leveret til det islandske kompagni til en værdi af 5224 rigsdaler. Herpå faldt den 24. maj 1748 den resolution, at kommercekollegiet skulle sige god for dem i banken for et lån på 2300 rigsdaler, og at brødrene Italiaender kunne få de pantsatte juveler tilbage. Samme år fik de yderligere to lån. Indtil november måned havde de i alt modtaget i lån 11.769 rigsdaler og 64 skilling, hvorfor de havde stillet sikkerhed. 18. september 1750 fik de ydereligere et lån på 2000 rigsdaler, og ved en kongelig resolution af 8 oktober 1751 en diskonto i det almindelige magasin på 10.000 rigsdaler på varer afsatte til de handlende i provinsen.
Kommercekollegiet giver i 1753 Italiaenders følgende opsang med på vejen: “Lige siden de kom fra Holland, har de bestandig klynket og klaget. Man troede, at de var velhavende Folk, men snart mærkede man, at det var ganske anderledes. Pengemanglen begyndte straks, og deres ansøgninger om assistance indløb uophørligt. I 1747 og 1748 blev de forstrakt med 11.769 rdl. 64 sk. i rede penge; endvidere have de fået en diskonto i det almindelige Magasin på 10,000 rdl, tilskud der beløber sig til 3.200 rdl. foruden adskillige privilegier, told- og konsumptionsbegunstigelser i stor målestok fremfor andre tobaksspindere i Byen.”
På trods af kommercekollegiets udtalelses fik firmaet alligevel “af egne særdeles bevægende Aarsager” en gave på 5.000 rdl af kongen.
En kongelig resolution af 30 oktober 1757 befalede de daværende tobaksforpagtere i Fyn og Jylland årligt at aftage 120.000 pund tobak fra Italiaenders fabrik, ”hvilket dog blev forbundet med mange klager og besværinger fra fabrikanternes side, indtil forpagtningen ophørte i 1760”.
I 1761, da tobaksmonopolet var blevet etableret, fik tobaksspinderne 2 skilling per pund i arbejdsløn for den tobak, som de leverede til magasinet. Brødrene Italiaender beklagede sig over, at de blev stillet lige med disse tobaksspindere, og også over at monopolet gjorde forskel på røg – og snustobakfabrikanter. Italiaenders oprindelige bevilling lød nemlig på at fabrikere al slags tobak. Og en kongelige resolution i 1761 befalede, at de vel ikke skulle have anden eller højere arbejdsløn end tobaksspinderne i København for de fabrikerede tobakker, men i de 3 første år en årlig gave af 1200 rigsdaler, og ifald de producerede for magasinet over 500.000 pund, og denne mængde kunne afsættes, skulle de endvidere have 500 rigsdaler for hvert 100.000 pund, som blev mere forarbejdet af dem.
Efter at de 3 år var forbi, hvor ovennævnte bevillinger gjaldt, ansøgte Italiaenders om fornyelse, men dette blev afslået ved kongelig resolution af 8/11 1765, på grund af at de 15 år, hvori de havde haft eneret, for længst var forbi; at de ikke havde bragt fabrikken i Aalborg i stand, og fordi de havde nydt det fortrin frem for andre spinderier, at der årligt var bestilt hos dem 300.000 pund tobak. – Ved kongelig resolution af 9/1 1775 erholdt Italiaender et lån på 5000 rigsdaler, mod at de årligt lod dem afkorte 500 rigsdaler i deres arbejdsløn.
Jeg har ikke tjekket alle disse oplysninger i arkiverne, og det er vanskeligt at gennemskue forløbet. Jeg har ingen idé om, hvem de ”meget formående venner” som Italiaenders skulle have haft, mon har været. Man aner en antijødisk undertone i beskrivelsen af forløbet hos Bruun og Rawert. Det er påfaldende, at de to andre fabrikker ikke får lige så meget omtale.
Ved folketællingen i 1787 omtaltes Mordechai Italiender (1836-1806) blot som ”arbeids entriepreneur” med sine to sønner som hjælpere og en pige til at stå i butikken. Som fuldmægtig var ansat Joseph Levin Wessely ”af den jødiske nation”, der boede tæt på i Sankt Annægade. I samme gade fandtes også Abraham Scharff, der var ansat kantor ved Italienders synagoge i stueetagen i Strandgade 28.
Kilder til tobak:
Bardenfleth, Niels Gustav: ”Fra Tobaksspinder til Maskinoperatør”
Bering Liisberg, H. C.: ”Bidrag til tobakkens historie i Danmark” 1900, København
Bruun, Carl; ”Kiøbenhavn, en illustreret skildring af dens historie” bind 2 og 3
O. J Rawert: ”Kongeriget Danmarks industrielle forhold fra de ældste tider” København 1850
En tidligere tobaksmark blev i 1760 til Assistens kirkegård. Se “Kierkegaard lever!”: Populært gravsted på Assistensen istandsættes – Mit Nørrebro
Tobaksvare – Wikipedia, den frie encyklopædi
Tobakspindere | Christianshavns Lokalhistoriske Forening og Arkiv:
Kilderne til familien Italiaender er bl.a.:
Allan Falk: ”De sefardiske slægter Italiaender og Moresco i Holland og Danmark”. Rambam, nr. 28, 2019, s. 65-77 (kan downloades fra tidsskrift.dk)
Heemstra, Marius: “De familie Levi Vitoria alias Italiaender: Sefardisch tussen Portugees en Hoogduits.” 2016 (upubliseret, kan måske stadig findes på dette link: De familie Levi Vitoria alias Italiaender | Nederlandse Kring voor Joodse Genealogie
Foredrag her: The Italiaender Family (alias Levi Vitoria) of Amsterdam