Kall-familien

Johan Christian (I.C.) Kall (24. november 1714 – 6. november 1775) var en tysk filolog i orientalske sprog der havde sit virke i Danmark. Se Johan Christian Kall – Wikipedia, den frie encyklopædi og J.C. Kall – professor i mellemøstlige sprog – Dansk Biografisk Leksikon | Lex. Begge disse artikler har dog overset, at Kall også fik sønnen Marcus, som jeg har udnævnt til at være Justus’ ven. Det fremgår af Carøes Lægestand s. 70 at Marcus var søn af I.C. Kall.

I.C. Kall var rektor for Københavns Universitet i 1753-1754, 1761- 1762 og i 1770-71. Denne post gik på omgang mellem professorerne.

I.C. Kall har været involveret i at samle nogle hebraiske håndskrifter, som bragtes hjem fra den Arabiske Rejse, til brug for den Kennicottske samling. I judaistisk samling ligger der en bibel fra den iberiske halvø fra ca. 1450-1492 – Digitale samlinger Søgeresultater (kb.dk) . Hvis man klikker på beskrivelsen fremgår det at nogle af skrifterne formentlig er hjembragt fra den arabiske rejse.  Se også Kennicott Bible – Wikipedia

Det er på basis af dette, at jeg hævder (i kapitel 18?), at I.C. Kall har konsulteret Salomon de Meza, men det er pure opspind.

Hvad der derimod er rigtigt, er at I. C. Kall skrev den artikel om jødiske læger, som Justus oversatte og fik trykt i Patriotiske Skribenter. Desværre har jeg ikke fundet originalen og ved ikke, om den var skrevet på tysk eller latin. I artiklen nævner I.C. Kall Salomon de Meza som en dygtig jødisk læge i København, så det er endnu en grund til at tro at de to mænd har kendt hinanden.  

”Patriotiske Skribentere” kan downloades fra Det Kongelige Bibliotek. Søg på ”Magazin for patriotiske Skribentere” med Z i Magazin.

I.C. Kall var fadder til Marcus Nyeborg. Se Lausten: Oplysning i Kirke og Synagoge, s.465, note 2.

Marcus Wøldike Kall, Johan Christians Kalls søn, er født i 19/9 1752 og døde 1817. Ifølge Carøe, Lægestand, s. 70, læste hans først filologi og teologi, men på et tidspunkt er han skiftet til medicinstudiet. Han tog eksamen i 1780 og praktiserede i København (uden at have taget doktorgrad). Fra 1784 praktiserede han i Roskilde, hvor han blev distriktslæge i 1789. Blev gift i 1785 med Marie Christiane Frederikke Johanne Bruun.

Præcist hvornår Marcus begyndte på medicinstudiet ved jeg ikke, men han var med i de medicinstuderendes selskab i 1774, så før det tidspunkt. Er næppe blevet kirurg. Se Todes bibliotek, 1775, bind 2, s 152. Her skriver Tode om øvelsesselskabets aktiviteter og nævner ”hr. Kall – ein würdiger Sohn des ächtgelehrten Hrn. Conferenzraths und Professors“. Side 193 i Todes Bibliotek, bind 4, 3. del s. 193:  Marcus Kall fremlagde noget  24/2 1776  i øvelsesselskabet.

Det er mit påfund, at Marcus Kall og Justus de Meza blev venner. Men da de begge har læst medicin og er kommet i det medicinske øvelsesselskab, er det da en naturlig tanke, at de to unge mænd er blevet venner.