Karen Ørsløw (somme tider stavet Ørslev) var ledende jordemoder på Accouchementshuset, mens Jacob de Meza arbejdede der. Før hun blev gift hed hun Karen Lynov. Jacob omtaler hende med stor veneration i sine erindringer ”Mit medicinske Levned”.
Jeg har i bogen konsekvent kaldt stedet for Accouchementshuset. Det gør jeg for at skelne det fra det senere Fødselsstiftelsen. Man har muligvis brugt begge navne i flæng, men mens Jacob arbejdede der, hørte det til i en pavillon på Frederiks Hospital, som det var en del af. I 1787 flyttede man til en selvstændig bygning i Amaliegade ved siden af Frederiks Hospital, og Fødselsstiftelsen fik sin egen ledelse.
Karen Ørsløw var gift med Abraham Ørsløw, der døde 1789, 65 år gammel. Parret fik to døtre, Inger og Anne Johanne. Desuden havde de et fosterbarn, Carl Ludvig Rogert. Abraham Ørsløw var klædehandler og forfalden til druk. Efter hans død blev Karen i 1790 gift med kaptajn Kasper Frederik Brueneck og flyttede til Norge, hvor hun døde i 1809.
Karen Ørsløw havde ifølge Zakarias Nielsen en talefejl, så hun ikke kunne sige ”L”, og i stedet sagde ”N”. Hun skal således have kaldt sin fostersøn for ”min ninne Nudvig”.
I 1771 blev Karen Ørsløw ansat på Accouchementshuset som ledende jordemoder. Hun fik tildelt en lejlighed i huset, hvor hun boede med sin familie. Hun har utvivlsomt været meget dygtig og anerkendt. Dr. J. W. Gulbrand (1744-1809) kaldte hende en næsten mageløs jordemoder, iflg Ingerslev.
Karen Ørsløw blev også brugt af Kongehuset. Hun har assisteret ved fødslen af Arveprins Frederik og Sophie Frederikkes barn 19/9 1781, en lille pige, der døde ved fødslen. Sandsynligvis også ved prinsesse Sophie næste to fødsler, også dødfødte piger, 17/2 1783 og 3/5 1784. Og ved den kommende kong Christian 8’s fødsel 4/9 1786, og endelig prinsesse Juliane Sophies fødsel 18/2 1786. Se Ingerslev, s. 142. Men jeg kan altså ikke med sikkerhed sige, at hun blev ”kandt op på snottet” i februar 1783.
Ifølge Holger Hansen blev Karen Ørslews drikfældige mand, Abraham, forvist fra Accouchementshuset, fordi han udspejdede hvem der kom kørende til hospitalet og ikke holdt denne viden hemmelig. Han boede derefter på Kultorvet.
Ifølge Zakarias Nielsen er det begge ægtefæller, der skal flytte – han skriver at madam Ørsløw blev rasende ved at modtaget en opsigelse til at flyttede ud af stiftelsen. Hun siger: ”Jeg ved nok hvorfor. Det er Abraham, der går og fortænner folk om de fornemme damer, der hemmeni bniver kørt herind”. Derefter bor parret på Hauserplads, ifølge Nielsen.
Karen Ørsløw tog sin afsked efter at være blevet gift anden gang i 1790. hvorefter hun flyttede til Norge med sin nye mand.
Jacob skriver om hende i sine erindringer om den første svære tid på Accouchementshuset:
”Alligevel blev alle disse bitterheder forsødede ved den moderlige Ørsløws blide og kærlige Omhyggelig¬ hed; hvor ofte opmuntrede hun ikke mit vaklende Mod i besværlige Forretninger, hvor tit trøstede hun mig ikke, når jeg kom hjem bleg af Angst over de mange Lidelser, som de stakkels Fødende måtte udstå under den Operation, jeg var nødt at udøve. Hvor tit vederkvægede og oplivede hun mine synkende Kræfter med en styrkende og læskende Drik, hvor megen Hjælp og Omsorg ydede hun mig ikke, når Sygdom fængslede mig til Sengen! Dog, det vilde være et lige så forgæves Arbejde at afmale hendes ædle Venskab, som det vilde være forgæves med Ord at udtrykke min Erkendtlighed for de af hende modtagne Veldædigheder. Held hende derfor, hvor hun står og går, til den sildigste Alder!”
Det er korrekt, at Ørsløw serverede champagne for Jacob, den dag han skulle til eksamen. Det fremgår af Jacobs erindringer.
Da Jacob kom i modvind, fordi han havde tilegnet Madam Øsløw et latinsk skrift, bliver han bl.a. beskyldt for at have villet gøre nar af hende. Se klip fra Adresseavisen, hvori Jacob siger, at Ørsløw til den beskyldning siger, at hun ”foragter beskyldningen såvel som beskylderen.”
De vigtigste kilder til Karen Ørslews liv er
Ingerslev, E: ”Matthias Saxtorph og hans Samtid” København, 1923
Nielsen, Zakarias: ”Provsten i Højelse” Lindhardt og Ringhof 2017 (først udgivet 1915)
Hansen, Holger: ”Slægten Kruuse af Højelse”, Odense, 1818