Marcus Salomonsen Nyeborg er en virkelig person, og det er korrekt, at han har været Salomon de Mezas elev. Salomon kalder ham sin ven (i ”Svar til Philaletos”), så derfor fylder han en del i bogen.
Marcus blev født i København i 1733 som søn af Salomon Salomonsen, der var født i Nyborg i 1695. Denne var en velstående tobaksspinder/købmand. Marcus’ mor hed Sara Fürst og var født i Hamborg. Hun døde i 1750. Marcus førte bøger for sin far til han var 17 år. Salomon Salomonsen var meget velhavende, og da han ville gifte sig igen, ragede han uklar med sønnerne Marcus og David, og svigersønnerne Beyfus og Trier. Sønnerne fik i 1760 påbud fra Magistraten om at forlade faderens hus, og faderen giftede sig med sin udkårne, Sara Ruben. Der var efterfølgende nogle indviklede søgsmål og arvesager imellem de forskellige familiemedlemmer, som jeg ikke skal søge at gøre rede for her. Se Fischer: ”Slægten Salomonsen”.
Marcus blev så ansat hos svogeren Levin Salomon Trier, der havde sæbestøberi og lysstøberi. Senere etablerede han sig selv som sæbe- og lysfabrikant.
Marcus Nyeborg som oversætter og filosof
”Hr. doctor de Meza er den mand, som jeg hele min levetid har at takke for, at jeg ikke stedse forblev i den dyrlige tilstand. Han har fortjent samme tak af flere end af mig. Vi som disciple af så vakker en læremester, kan igen give lys fra os til andre, skønt mindre klart, mindre varmende. Så uegennyttig, så ædelmodig, som han har undervist mig, så meget mere har jeg troet mig skyldig til (just da lejligheden selv frembyder sig) at udvise min erkendtlighed og aflægge taksigelse.”
Sådan lyder det fulde citat, hvor Marcus hylder sin lærer i sit svar til Philaletos i ”Forsvarsskrift for den Jødiske Nation”, København 1766.
Præcis hvornår Marcus begyndte at få undervisning hos Salomon de Meza ved jeg ikke. Præcist hvad, Salomon har undervist ham i, ved jeg heller ikke, men fransk og filosofi er et godt gæt. At det var inspirationen fra Moses Mendelssohn, der fik Marcus til at opsøge Salomon er også et gæt, men Marcus nævner Mendelssohn s. 42 i Forsvarsskriftet – kalder ham ”vor store Dessauer” (skriften er utydelig) – Mendelssohn kom fra Dessau. Moses Mendelssohn vandt i 1763 over Immanuel Kant i en prisopgave fra det preussiske videnskabelige akademi. Det var på den tid meget usædvanligt, at ashkenaziske jøder gjorde sig gældende i den videnskabelige verden. Se Moses Mendelssohn – Wikipedia (tysk wikipedia).
At Marcus og Salomon diskuterer jordskælvet i Lissabon, Leibniz og Voltaire er også et gæt, men det var et af tidens store spørgsmål, se bl.a. ”Oplysningens Verden”, s 45 ff.
Men sikkert er det, at Marcus oversatte de Pintos ”Forsvarsskrift for den Jødiske Nation” i 1765, og at han selv skriver et tillæg, hvori han taler de ashkenasiske jøders sag. (Måske er nødvendigt her at understrege, at med ”Nation” mentes ”Folk” – ikke ”Stat”.) Isaac de Pinto var en hollandsk portugisisk jøde, som i 1762 skrev forsvarsskriftet, der er henvendt til Voltaire, og som i høj grad understreger, de fortrin de portugisiske jøder har i forhold til de ashkenaziske. Marcus’ oversættelse kom altså allerede tre år efter de Pintos skrift. Der er næppe nogen tvivl om, at Salomon de Meza har kendt de Pinto i Amsterdam. (Se også artiklen om Isaac de Pinto).
Marcus annoncerer skriftet i Adresseavisen 7. oktober 1765. ”Fra Pressen er udkommet et Forsvars Skrift for Jøderne, oversat på Dansk ved Marcus Salomonsen Nyeborg af den jødiske Nation, og af Oversætteren continueret med et curieux Anhang.” Skriftet kunne købes på den kongelig privilegerede sæbe- og lysfabrik på hjørnet af Badstuestræde og Vimmelskaftet, og ikke andre steder. Dette har formentlig også været Marcus’ bolig. Det kostede 24 skilling.
Forsvarsskriftet kan downloades fra Det Kongelige Bibliotek. Denne udgave indeholder både Forsvarsskriftet og debatten med Philaletos.
Oversættelsen anmeldes i Kiøbenhavnske nye Tidender om lærde Sager nr. 47, 21/11 1765. Det er en positiv omtale, som primært koncentrerer sig om skriftets indhold, men giver Marcus følgende skudsmål: ”Når man undtager nogle franske ord, i hvis sted man kunne have brugt danske, er oversættelsen vel geråden, og viser hr. Nyeborgs indsigt både i det danske og franske sprog.”
Den 16. juli 1766 annonceres det i Adresseavisen, at en person, der kalder sig Philaletos, har skrevet et brev til Marcus, og at dette kan købes i Akkermanns boglade. Dette svar indgår i det skrift, der kan downloades fra det kongelige bibliotek, se ovenfor. Philaletos er venlig og høflig i sit svar, men mener, at da de danske jøder nu lever i sådan en kultiveret stat som Danmark, kunne de godt lægge sig efter videnskaber og håndværk, og ikke kun sælge pjalter. Og så kunne de i øvrigt rage skægget og se mere normale ud. Han slutter: ”I vore Lænder [dvs. Danmark, Norge og Hertugdømmerne] har sandelig Jøderne ej Aarsage at klage over Fortrykkelse; thi det lille Antall her findes, nyder all Borgerlig Fordeel.”
Dette udsagn får Salomon de Meza til at fare i flint, og han indrykker få dage efter, 22/7 1766, et læserbrev i Adresseavisen.
Marcus svarer også Philalethos, og det er i dette svar, at Marcus omtaler sin læremester Salomon de Meza meget rosende. Den præcise dato for dette svar findes ikke. Men ’Lærde Sager’ omtaler Philalethos’ brev 11/9 og Marcus’ svar 18/11 1766. ’Lærde Sager’ gengiver bare kort indholdet i korrespondancen.
I Lærde Sager 25/9 gengives et brev fra Johan Christian Berling og Georg Christopher Berling, som må være sønnerne til Ernst Berling, der grundlagde Berlingske Tidende og ”Kiøbenhavnske nye Tidender om lærde Sager”. De kritiserer ”Lærde Sager” for at have gengivet noget Marcus har skrevet om apostlen Peter, som kunne forstås som kritisk. Censuren – som vist hørte til på teologisk fakultet – havde gjort opmærksom på sagen. Men ”Lærde Sager” forsvarer Marcus’ redelighed.
Ca. 1/10 1766 svarer Philalethos på Marcus’ brev. Han skriver blandt andet, at han har svært ved at tro, at det skulle være forbudt at oplære jøderne i forskellige professioner, og han kritiserer laugene, som ikke vil optage jøder. Jøderne er jo statens indbyggere, lige så vel som de kristne. Men han spørger også, om jøderne mon ikke selv ville lægge deres børn hindringer i vejen, hvis de kunne få en læreplads? Ville de spise mad, der ikke var kosher, og arbejde om lørdagen? Philaletos skriver også et kort og mere skarpt svar til Salomons indlæg i avisen.
Både Salomon og Marcus svarer på dette andet brev fra Philetos. Heri giver Marcus bl.a. udtryk for sin mening om, hvad der egentlig kan forstås ved en ”sleben nation”. ”Førend modersmålet dyrkes i et land, kan jeg aldrig holde nationen for sleben. Et Land kan i almindelighed godt være i mærkelig grad uvidende, skønt det blandt nogle millioner indvånere har nogle dusin mennesker, der gør græske vers og latinske disputatser. Man kan først vente noget stort af en nation, når man ikke behøver andet end modersmålet for at lære videnskaberne, i det mindste en stor del deraf. Min Herre regne nu selv, hvor længe det danske sprog har været til. De ved, Holberg var den første, som dristede sig til at bruge det. Fra hans bøger i almindelighed, og fra hans vittighedsfulde skuespil i særdeleshed, regner jeg det danske folks slebne alder.”
Philaletos svarer også – dato kendes ikke, men det må være i slutningen af 1766. I Philaletos’ tredje brev giver han først og fremmest udtryk for sin enighed med Marcus i, at det er vigtigt at fremme det danske sprog.
I slutningen af 1766 udgiver Marcus ”Voltaires Tillæg til Zadig, oversat af M. S. Nyeborg”. (Kan downloades fra det Kongelige Bibliotek). Selvom Marcus lader som om han har oversat et værk af Voltaire, er det ingen tvivl om, at dette er Marcus’ eget værk. Skriftet handler om hvordan Zadig, efter at han er kommet til magten, indretter styret i Babylon, så alle får lige rettigheder, også uanset religion.
Marcus’ ”Tillæg til Zadig” får en overstrømmende positiv modtagelse i oktober 1767 i ” Maanedlige Tillæg til Adressecontoirets Efterretninger om Bøger og Skrifter”. (Det som senere blev til Kritisk Journal). Anmelderen nævner først Forsvarsskriftet og debatten herom, og giver så Marcus Nyeborg følgende skudsmål:
”Men at der i Dannemark på den Tid, da Landets egne Børn endnu ikke ganske havde glemt de Stridigheder, som opvaktes for at bestemme Videnskabernes Rang, da den Patriotiske Tilskuers Tænkemåde endnu hemmelig fandt sine Modstandere, da Landets Sprog endnu gjorde langsomme Erobringer hos Landets Store og Lærde; at der på denne Tid skulde findes en Hebræer iblandt os, som om Dagen sydede Sæbe for om Natten for at læse Tilskueren, som besad både Indsigt og Frimodighed nok til at forsvare sit Folks forkrænkede Rettigheder, besad så megen Kundskab om vort Lands Sæder og Indretninger, at han kunde opdage vore Fejl og Misbrug, så megen Styrke i Landets Sprog , at han kunde sige os dem i vort Modersmål, så meget Mod, at han turde sige os dem, og endelig så megen Smag og Politesse, at han kunde sige os dem på en anstændig og sømmelig Måde: det var en Sag, som vi næppe skulle have troet, dersom ikke Hr. Salomonsen Nyborg ved den Samling, vi have for os, havde overbevist os derom.”
Om selve tillægget til Zadig skriver anmelderen i det samme nummer af Kritisk Journal: ”Voltaires Tillæg til Zadig, som Forfatteren udgiver for en Oversættelse af det Franske, ses uden Møje at være et Originalarbejde af Hr. Nyborg selv, og kan det ikke allevegne sættes ved Siden af Voltaires Zadig, så har det dog meget smukke Steder, som vise, at Forf. ikke skulde blive uheldig i kompositioner af den orientalske Smag, ifald han vilde forsøge endnu flere, som han synes at give os Håb om.” Derpå gengiver Kritisk Journal to kapitler fra Tillæg til Zadig.
Det har sandsynligvis været Jacob Baden, der har anmeldt Marcus’ skriverier. Se artiklen om Jacob Baden. Jacob Baden skrev under trykkefriheden (iflg Grov Konfækt) under pseudonymet Philalethes, men det har nok ikke været samme mand som Philaletos, da Baden er kritisk over for Philaletos’ kommentarer i sine anmeldelser af Marcus’ to skrifter i Kritisk Journal.
I 1767 flyttede Marcus til Fredericia for at undgå sine kreditorer – i Fredericia kunne folk, der var blevet erklæret konkurs, få 10 års frihed til at få en forretning op at stå. Men han klarede sig heller ikke i Fredericia, og flyttede til København igen i 1769. I 1768 havde Marcus arvet 244 rigsdaler efter sin far – det har måske sat ham i stand til at betale nogle kreditorer og vende tilbage til København. Men Marcus klagede til Magistraten over arvens størrelse – hans storebror havde arvet et større beløb. Hvordan Magistraten reagerede på klagen ved jeg ikke.
Marcus’ dåb
Den 3. marts 1769 får Marcus udsættelse på indfrielse af en veksel-obligation, og 31. marts 1769 bliver han ved kgl. Bevilling antaget til undervisning i kristendom. 18/10 1769 bliver han døbt i Holmens Kirke og får navnet Ludvig Jørgen Nyeborg. Hans faddere var J.C. Kall (se artiklen om familien Kall), foruden biskop Ludvig Harboe, historikeren P.F. Suhm, assessor Andreas Graah, professor Peder Holm og rådmand H. N. Nissen – altså en ret respektabel forsamling.
I forbindelse med sin dåb udgiver Marcus sin trosbekendelse: ”Bevægende Aarsager hvorfor han har forladt den jødiske Religion og antaget Jesu Christi Lærdom og alene saliggiørende Lærdom”. Den kan downloades fra det kongelige bibliotek. Marcus’ trosbekendelse behandles udførligt i Lausten, 2002, s. 571-575.
Marcus’ dåb giver ham problemer med hans familie og de andre jøder, se Lausten s 518 ff. Allerede så snart han var antaget til oplæring i den kristne tro søgte han Danske Kancelli om bistand, fordi hans bror havde anlagt sag imod ham. Han fik til sidst en bøde, så et eller andet har han gjort forkert. Derefter søgte Marcus fattighjælp – Beneficium paupertatis – og fik det bevilget.
Det er naturligvis meget nærliggende at tro, at dåben har givet Marcus mulighed for at kunne betale sin gæld. På den anden side bliver Marcus en kapabel forsvarer af den kristne tro.
I 1772 udgiver stiftsprovst Henrik Gerner (1701-1786), som var en temmelig kontroversiel person, sin selvbiografi. Heri er der er afsnit, hvor han beretter om en useriøs jødisk proselytansøger, og det leder ham til at skrive et langt hadefuldt afsnit, hvor han fordømmer jøder i almindelighed og jøder, der søger at blive kristne, i særdeleshed. Dette skrift får Marcus til at skrive et forsvarsskrift for de døbte jøder, rettet mod Gerner. Denne kan downloades fra Det Kongelige Bibliotek. Lausten gennemgår Nyeborgs forsvarsskrift for døbte jøder s. 544-553.
I Forsvarsskriftet skriver Marcus bl.a. at der ingen verdslig vinding er for en jøde ved at blive kristen, tværtimod. Døbte jøder mødes af mistro både fra de kristne og fra jøderne. Side 16-17 svarer han konkret på spørgsmålet om hvorvidt han har fået penge for at blive døbt:
”Alt dette kan nu være det samme, i henseende til min person, som hverken søgte eller havde nødig at søge det allerringeste af verdslig både og fordel, da jeg lod mig angive som proselyt, hvilket de herrer biskoppen og provst Hee, da denne sidste Herre har konfirmeret mig i religionen og døbt mig, til alle tider kan bevidne. Ja, endog efter at jødernes blinde entusiasme havde fået frie og ubundne hænder, for totaliter at ruinere mig, og jeg derudover var gerådet i sørgelige omstændigheder, i henseende til det timelige, tilbød biskoppen mig selv og af egen ædelmodig drift noget anseeligt hvert år som en soulagement i mine daværende kummerlige omstændigheder;— men jeg kunne på ingen måde overtale mig til at tage derimod, at det ikke skulle hedde, at jeg på nogen måde ved min dåb havde haft hensigt til dona gratuita, , skænk, gave, og verdslige fordele. Imidlertid kan jeg ikke nægte, at jeg jo engang efter købmands brug begærede af biskoppen, for at få min fabrik i gang igen, et vist pengelån, hvilket jeg og virkelig kort derefter fik af den dyrebare menneskeven, vor lærde Hr. konferenceråd Suhm, og det på så ædelmodig en måde, på en måde så fuld af grace, at jeg er inderlig glad over, at jeg har fået lejlighed offentlig at takke ham derfor, da jeg og helligen bevidner, at den mig af ham beviste nåde stedse skal erkendes, roses og besynges af mig, så længe jeg ånder, ja, jeg skal lære mine børn efter mig at antænde røgelse for Suhmernes dyder og himmellignende menneskekærlighed.”
Så Marcus benægter altså at have fået penge for at blive døbt, men erkender, at hans fadder, P. F. Suhm, har ydet ham et pengelån. Så jeg kan desværre ikke hverken af- eller bekræfte, at økonomisk hjælp har været afgørende for Marcus’ beslutning for at blive døbt.
Lausten skriver side 550 at det var biskop Hersleb, som havde tilbudt Marcus en gave af egen lomme. Men Peder Hersleb, 1689-1757, dansk teolog, biskop i Oslo Stift 1730 og fra 1737 Sjællands biskop, døde altså i 1757. Så det er nok biskop Ludvig Harboe (16. august 1709 – 15. juni 1783), som Marcus bad om et lån. Denne var biskop over Sjællands stift fra 1757 til sin død. Den provst Hee, Marcus nævner, var Jørgen Hee, præst i Holmens kirke. Han var i øvrigt sammen med den tyske præst Balthazar Münter skriftefar for Struensee inden dennes henrettelse.
Hvad der også gør Marcus’ forsvarsskrift interessant, er hans interessante betragtninger over at det ikke var jøderne, der dræbte Kristus, men at det var hele menneskeheden.:
”Således var det ikke heller Jøderne, der i egentlig Forstand korsfæstede Christum: Alle Mennesker, så vidt Jordens Kreds strekker sig, havde deres Hænder med i alle Jesu Lidelser, og i hans Korsfæstelse; thi det var ikke Mennesker, men det hele menneskelige Kiøns blodige Synder, som tappede Blodet af vores velsignede Forsoner, og naglede ham fast på Korset.”
Lausten giver Marcus’ bog dette skudsmål (s 551): ”Nyeborg havde gode talenter for den litterære polemik. Han var bidende sarkastisk og præcis, men navnlig er hans teologiske synspunkter på den traditionelle anklage fra kristen side, at jøder til alle tider og på alle steder bærer på en kollektiv skyld som ”Kristusmordere” interessant. Det samme gælder hans fremhæven af Jesu guddommelige kultur, af hele menneskehedens ansvar for korsfæstelsen og af jødernes ligestilling med alle andre i muligheden for frelse gennem Jesu forsoningsdød.”
Det er mit påhit i romanen, at Marcus senere fortryder sin tone overfor Gerner.
Marcus’ ægteskab og død
Marcus blev i 1774 gift med Frederikke Josepha Aagaard, der var født 1749. Hun var datter af hyrekusk Anders Rasmussen Aagaard, som var en velstående mand. Tilsyneladende havde Marcus og Josepha en søn, Peter, der var født i ca. 1768 ifølge Dansk-Jødisk Genealogisk Database eller 1770 ifølge folketællingen, altså flere år før de blev gift. Deres andre børn er meget yngre. Gregers Hansen gætter i ”Bispen og Betleren” s. 49 på at Marcus’ og Josepha havde en kærlighedsaffære, der resulterede i det første barn, og at det var årsagen til, at Marcus blev døbt i 1769 – ægteskab mellem en jøde og en kristen var dengang forbudt. Men hvis det er korrekt, er det mærkeligt, at de først gifter sig i 1774. Jeg synes det er mere sandsynligt, at Frederikke har haft et barn i forvejen, som Marcus så har adopteret. Jeg har ikke haft fat i kirkebøgerne for at finde ud af, hvad der står om forældre ved Peters dåb.
Frederikke og Marcus fik ni børn – fire sønner og fem døtre. To af sønnerne blev musikere.
1772-78 boede Marcus i kælderen til en fajancefabrik – Store Kongensgadefabrikken på en ikke længere eksisterende forlængelse af Hindegade mellem Store Kongensgade og Bredgade. Marcus forsøgte sig med en te-handel, men gik igen over til lys og sæbe. I 1778 købte han et hus i Slippen, hvor han boede til sin død. Lysestøberiet lå i baghuset.
Marcus Nyborg gik fallit i 1795. Hans fallitbo findes i Landsover- samt Hof- og Stadsretten, Københavns Skiftekommission.
20 oktober 1796 døde Marcus. Frederikke søgte at drive virksomheden videre. 1. december 1805 fandtes hun død i Børskanalen.
Kilder:
Fischer, Joseph: ”Slægten Salomonsen” 1927 København
Hansen, Gregers: ”Bispen og Betleren” 1981 København
Nyeborg, Marcus Salomonsen: ”Forsvarsskrift for den jødiske nation” 1765 København Nicolaus Møller
Nyeborg, Marcus Salomonsen: ”Bevægende årsager hvorfor han har forladt den jødiske religion” 1769 København
Nyeborg, Marcus Salomonsen: ”Voltaires tillæg til Zadig” 1766 København Schiønning
Nyeborg, Ludvig Jørgen: ”Forsvarsskrift for døbte jøder” 1772 København
Hansen, Gregers: ”Bispen og Betleren” Dansk Historisk Håndbogs Forlag København
Høiris, Ole og Ledet, Thomas (red.): ”Oplysningens Verden” 2007 Århus Universitetsforlag
Lausten, Martin Schwarz: ”Oplysning i Kirke og Synagoge” 2002, Akademisk Forlag, København
Langen, Ulrik m.fl.: ”Grov Konfækt – Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73” 2020 København Gyldendal
”Maanedlige Tillæg til Adressecontoirets Efterretninger om Bøger og Skrifter”. Kan findes på Det Kongelige Bibliotek. Måske også på nedenstående link:
Kiøbenhavns kongel. privilegerede Adresse-Contoirs nye kritisk Journal – Google Books