Portugis-jødernes sprog
Jamen, talte de sefardiske jøder ikke ladino? Jo og nej – spørgsmålet om sefardernes sprog er meget kompliceret og kræver snarere en doktorafhandling end en lille artikel på en hjemmeside. Men det følgende er begrundelsen for de valg, jeg har truffet i bogen mht. sprog. Meget forenklet fortalt er ladino eller judæo-spansk det sprog, som de jøder talte, der var blevet udvist fra Spanien i 1492 og havde slået sig ned i Osmannerriget. Portugisisk eller judæo-portugisisk var det sprog, som de jøder talte, der havde boet i Portugal som nykristne i en generation eller flere, og derefter var flygtet til Nederlandene, England, Tyskland og Caribien.
Amsterdams portugisiske jøder talte primært portugisisk, skriver Swetschinski, 2000, side 278. Alle menighedens optegnelser og journaler var på portugisisk. Kun meget få portugisiske jøder synes at have foretrukket spansk – typisk de, der havde forbindelser til Spanien. Ladino, den spansk-jødiske dialekt, blev ikke talt i Amsterdam.
Ved en gudstjeneste i den portugisiske esnoga i Amsterdam, har der naturligvis været tekstlæsning, sang og bøn på hebraisk – der har været bønnebøger oversat til spansk, så kvinderne har kunnet følge med i liturgien. Spansk var et mere ”helligt” sprog. Castilliansk (spansk) blev tidligt i menigheden til det sprog, som man oversatte bibelske, liturgiske og rabbinske tekster til, skriver Bodian, 1997, s. 95. Den religiøse litteratur var skrevet på hebraisk eller spansk.
Nogle jødiske kvinder i Amsterdam ejede bønnebøger på hebraisk, spansk, ladino eller portugisisk. Bernfeld s. 74 i “Religious Life among Portuguese Women in Amsterdam’s Golden Age”. (Kaplan & Michman, 2017.)
Om Hamborg skriver Studemund i ”Biographisches Lexicon”, s.12, at portugisisk var omgangssproget i den portugisisk-jødiske menighed. Der blev prædiket og ført protokol på portugisisk. Spansk var det halvsakrale sprog, som blev brugt i liturgien. Fremgår også af Studemund, ”Die Sefarden in Hamburg”, s. 155.
Portugisisk var det sprog, Abraham de Meza prædikede på i synagogen i Amsterdam, portugisisk var det sprog, Salomon de Meza skrev sin ”Institutos Divinos” på. Jacob Belinfante skrev sin Minhagim bog på portugisisk og hebraisk. Latinske-portugisiske stiløvelser var det, Salomons sønner måtte kæmpe med under deres fars diktat, portugisisk var det sprog, Salomon prøvede at banke ind i den unge Moses Belinfante, og portugisisk var det sprog, han skrev breve til familien på. Det har utvivlsomt været det sprog, der blev talt i familien de Mezas hjem i København. Og, som professor Tychsen skrev til sin ven, Carl Christian Cornelius, da han havde truffet Justus de Meza: ”Denne jøde er fra København, en meget veluddannet ung mand, med hvem jeg lykkelig praktiserer det portugisisk, jeg engang har lært.”
Det kan diskuteres, om portugisisk virkelig var Reginas modersmål. Hendes mor var født i Amsterdam, men moderens familie kom fra Persien, og Reginas far var født i Beograd, hvor sefardernes sprog måske snarere var judeo-spansk/ladino. Men da portugisisk var hele menighedens sprog, er det mest sandsynlige, at Regina er vokset op med at kunne tale portugisisk. Men for at anerkende hendes østlige herkomst, har jeg ladet hende synge en ladino godnatsang for den lille Jacob: ”Durme, Durme”. Desværre ingen oplysninger om, hvornår den er fra, der står bare, at den er blevet sunget ”i generationer”. Den kan findes i forskellige indspilninger på Youtube, og teksten er her: “Durme, Durme”, a Ladino Lullaby
Ordlyden af Reginas portugisiske velsignelser har jeg taget fra Menasse Ben Israel: ”Thesouro dos Dinim” 1710. s. 174-178
Salomon og Regina de Meza har givetvis også kunnet tale hollandsk for at kunne klare sig i dagligdagen i Amsterdam. Swetschinski skriver, at de portugisiske jøder har været nødt til at lære noget hollandsk, både at tale og skrive det, og at dette kan også ses af den måde, hvorpå man staver de hebraiske navne med latinske bogstaver (en af forklaringerne på, hvorfor mine personers navne kan staves på så mange forskellige måde).
Moses Belinfante, hvis portugisisk Salomon de Meza havde kæmpet bravt for at forbedre, blev på sine ældre dage en forkæmper for bevarelsen og udbredelsen af portugisisk blandt portugisis-jøder i Holland, hvor sproget var ved at uddø. I 1816 udgav han to portugisiske læsebøger, henvendt til de sefardiske skoler. Se artiklen om Moses Cohen Belinfante.
Judæo-portugisisk
Judæo-portugisisk er i dag et uddødt sprog. Det var en dialekt af det galicisk-portugisisk, der blev talt af jøderne i Portugal før uddrivelsen. Dets skriftlige form var enten skrevet med latinske eller hebraiske bogstaver.
Judæo-portugisisk udviklede sig anderledes end judæo-spansk/ladino, til dels på grund af de særlige historiske forhold for jøder i Spanien og Portugal. Mens alle jøder, der nægtede at blive kristne, blev fordrevet fra Spanien i 1492, blev de portugisiske jøder aldrig fordrevet, men konverteret til kristendommen med magt, ved en massedåb dekreret af kong Manuel i 1497. Disse nye kristne, også kaldet conversos eller marranos, fortsatte i hemmelighed med at overholde jødedommens forskrifter i forskellig grad. Portugisiske jøder tilpassede sig de nye forhold og skabte levedygtige former for en krypto-jødedom, der overlevede i århundreder. Emigrationen fra Portugal begyndte blot fire årtier senere med indførelsen af inkvisitionen til Portugal i 1536. Strømmen af emigranter var kontinuerlig fra anden halvdel af det sekstende århundrede og indtil 1778, hvor juridiske skel mellem gamle og nye kristne blev afskaffet i Portugal.
De portugisiske marranos, der emigrerede nogle årtier efter konvertering, havde kun svage bånd til jødedommen. De så ud og opførte sig som kristne og praktiserede kun nogle få tilbageværende traditioner i hemmelighed. Sproget for disse portugisiske marranos udviklede sig på grundlag af flertalsnormerne for standardportugisisk, men det omfattede også elementer af ældre varianter af judæo-portugisisk såvel som judæospansk.
I diasporaen overlevede judæo-portugisisk til slutningen af 1800-tallet/begyndelsen af 1900-tallet. Denne nedgang begyndte, da offentlig skolegang blev introduceret. Sproget blev henvist til hjemmet og siden kun til liturgisk brug.
Judæo-spansk/Judezmo/Ladino
Judæo-spansk er et sprog, der bruges af jøder med oprindelse i Spanien. Det blomstrede i Osmannerriget efter fordrivelsen fra Spanien og fortsatte sin eksistens der. Nogle af de udviste jøder slog sig ned i Nordafrika og brugte den jødisk-spanske variant kendt som hakitia. I begyndelsen af det 21. århundrede er judæo-spansk et truet sprog.
I middelalderens kristne Spanien brugte jøder ibero-romansk som deres hovedsprog. Tilsyneladende blev jødisk-spansk udviklet på det tidspunkt. Jøderne dannede en religiøs etnosociologisk gruppe, der i skikke og tro var anderledes end den ikke-jødiske befolkning. Hebraisk-aramæisk var i vid udstrækning en komponent i deres sprog. De brugte aljamiado (spansk tekst skrevet med hebraiske tegn) tekster, mens de stadig var i Spanien.
Efter fordrivelsen fra Spanien i 1492 udviklede judæo-spansk sig uafhængigt af iberisk spansk. Afstanden fra Spanien og udviklingen af jødisk-spansk resulterede i litterære og sproglige forskelle i det jødisk-spanske i senere århundreder. Folkesprog kom ind i skriftsproget, og mange ord og udtryk fra de lokale sprog (tyrkisk, græsk og balkansprog) blev smeltet sammen på jødisk-spansk.
Bøger på judæo-spansk – spansk skrevet med hebraisk skrift – dukkede op i Levanten kort efter sefardernes ankomst. De østlige sefarderes sprog beholdt mange ord og vendinger, der blev arkaiske i Spanien og erstattede også mange spanske udtryk med låneord fra hebraisk, tyrkisk, græsk og italiensk.
Som i mange andre jødiske og ikke-jødiske sproglige sammenhænge eksisterede der i judæo-spansk et litterært højkultursprog, brugt hovedsageligt af den uddannede, rabbinske og et populært, talt sprog, ofte omtalt som ladino. Dagligsproget var meget mere flydende, og udviklede sig i et dialektisk forhold til de omgivende kulturer, såvel som hebraisk og med den rabbinske elites litterære sprog. Dette fortsatte indtil begyndelsen af den moderne æra.
Hebraisk
Ashkenasiske og sefardiske jøder har forskellig måde at udtale hebraisk på. Om dette, se artiklen om portugisiske synagoger i København.
Kilder:
Attig, Remy: “Did the sephardi jews speak Ladino?” 2012 Bulletin of Spanish Studies, Volume LXXXIX, Number 6,
Benbassa, Esther and Rodrigue, Aron: “Sephardi Jewry: a history of the Judeo-Spanish community, 14th-20th century” 2000 Berkely University of California Press (dem henviser jeg ikke til??)
Bernfeld, Tirtsah Levie: “Religious Life among Portuguese Women in Amsterdam’s Golden Age” i: Yosef Kaplan and Dan Michman (eds.), “The Religious Cultures of Dutch Jewry” (Leiden: Brill, 2017), pp. 57-99.
Bodian, Miriam: “Hebrews of the Portuguese Nation” 1997 Indiana University Press
Israel, Menasse ben: “Thesouro dos Dinim” 1710 Amsterdam
Swetschinski, Daniel M.: “Reluctant Cosmopolitans” 2000 The Littman Library of Jewish Civilisation London
Studemund-Halévy, Michael: “Biographisches Lexikon der Hamburger Sefarden: de Grabinschriften des Purtogiesenfriedholfs an der Königstrasse in Hamburg-Altona” 2000 Hamburg Christians Verlag
Studemund-Halévy, Michael: „Die Sepharden in Hamburg: zur Geschichte einer Minderheit“ Del 1 og 2. 1994 og 1997 Hamburg Helmut Buske
Judeo-Portuguese | Jewish Languages.
Judeo-Spanish/Judezmo/Ladino | Jewish Languages
Ladino’s Lost Sibling. The majority of people in the Turkish… | by Selin Toledo | Medium
Bulletin of Spanish Studies, Volume LXXXIX, Number 6, 2012 Did the Sephardic Jews Speak Ladino? REMY ATTIG University of Ottawa