Spanske og portugisiske jøder, også kaldet vestlige sefardere eller iberiske jøder, er undergruppe af sefardiske jøder. De nedstammer i vid udstrækning fra jøder, der i korte eller længere tid levede som ny-kristne på den iberiske halvø efter at Spanien og Portugal havde tvangsuddrevet de jøder, som ikke ville lade sig døbe. Til forskel fra de iberiske jøder, der blev fordrevne i 1492 og især flyttede til Nordafrika og Osmannerriget, har de portugisiske jøder altså en erfaring fra at have levet som kristne i kortere eller længere tid. Da de i 1600-tallet fik mulighed for at slå sig ned i bl.a. Nederlandene, vendte mange af dem tilbage til jødedommen. Se Spanish and Portuguese Jews – Wikipedia
De portugisiske jøder havde ry for at være gode forretningsmænd, og derfor åbnede Nederlandene og senere England i 1600-tallet op for at portugisiske jøder kunne få lov til at slå sig ned og leve frit som jøder. Også de danske konger bød portugisjøderne velkommen og gav dem privilegier, som de tyske og polske (=ashkenaziske) jøder ikke havde i Danmark. De portugisiske jøder kunne frit rejse ind og bosætte sig i København. Det var derfor klart meget mere attraktivt at være portugisisk jøde end at være tysk eller polsk jøde i Danmark. Se Jøder i Danmark – Wikipedia, den frie encyklopædi
Jøder i København i 1700-tallet
Ud fra en opgørelse fra 1773 (Lausten, 2002, s. 23), anslås det, at der var 655 jøder i København, inkl. tjenestefolk, logerende og børn. Det er uklart, om portugis-jøder er regnet med, men sandsynligvis ikke. I 1785 anslås antallet at være 1149 personer af den ”højtydske Nation”, altså ashkenazere.
Var der portugisiske jøder i København i den periode, min bog omhandler?
Salomon de Meza skrev i november 1769 til Reginas nevø i Haag, Sadik Belinfante: ”Alligevel har jeg besluttet, at til sommer vil jeg forlade danskerne og finde et sted, hvor vores egne er, det vil sige de portugisiske, da tilstedeværelsen af de højtyske altid har kedet mig og bliver mere og mere ubehagelig hver dag, som mine børn vokser op; så de kan og må ikke på nogen måde blive her.”
Så Salomon de Meza har oplevet det, som om der ikke var portugisiske jøder i København – eller i hvert fald kun ganske få. Men på Salomons tid fandtes der ikke mindre end tre ”portugisiske” synagoger, som bestod af personer, som gjorde krav på at være af portugisisk herkomst. Salomon er selv kommet i disse synagoger – hvordan kan han så hævde, at der ikke er nogle portugisiske jøder i København? For at forstå det, må man være klar over, at definitionen på en portugisisk jøde i den portugisiske synagoge i Amsterdam, hvor Salomon kom fra, var meget anderledes end den definition, der praktiseredes i København.
Holdningen i Amsterdam
Holdningen i Amsterdam kan tydeligt aflæses i det citat af Isaac de Pinto, som jeg begynder min bog med:
”Dersom Herr Voltaire i denne lejlighed havde rådført sig med den akkurate tænkemåde, som han ellers gør profession af, så havde han straks begyndt med at gøre forskel imellem de andre jøder, og imellem spanske og portugis-jøder, som aldrig har inkorporeret sig med de andre Jacobs børn. […] Voltaire har været i Holland, og derfor ved han, hvor nøjagtig og strengelig de portugisiske og spanske jøder tage sig i agt for at blande sig med de andre ved giftermål, alliance eller på anden måde. Han ved, at deres synagoger er adskilte, og at de med den samme religion, og de samme trosartikler, ofte har forskellige ceremonier. Portugisernes sæder er ganske forskellige fra de andre jøders.”
Isaac de Pinto: Forsvarsskrift for den jødiske nation. 1762
I det portugis-jødiske samfund i Amsterdam praktiseredes en høj grad af eksklusivitet over for de tyske og polske jøder. I 1670 blev polske og tyske jøder blev udelukket fra at få fattighjælp fra den portugisiske menighed, og dette blev skærpet flere gange, i 1687, 1723, 1742, 1747/8 og 1750. Se Bernfeld: Poverty and Welfare” s 149.
Se også artiklen om Amsterdam-menigheden, hvor portugis-jødernes holdning til de ashkenaziske jøder er beskrevet.
Et dansk citat kan underbygge holdningen i Amsterdam: Fra Julius Salomon ”Bidrag til Dansk-Jødisk Historie” København, Lybeckers Forlag, 1918, side 29-30, hvor der citeres fra etatsråd Jacob Heinrich Morescos ”Minder fra mit liv og min tid”. Jacob Morescos far, Maximillian Morescovar født i Holland i 1791 og kom til Danmark i 1824. Sønnen skriver: ”Fader hørte til de portugisiske jøder og kunne derfor efter sin anskuelse ikke gå i den højtyske synagoge her i byen. I Holland har jeg som voksen lært forskellen mellem portugisiske og højtyske jøder at kende og fra flere sider hørt udtale, at den portugisiske jøde foretrækker at gifte sig med en kristen pige fremfor med en tysk jødepige. Kun deraf kan jeg forstå, at fader lod os børn deltage i de kristne religionstimer i skolen.”
De portugisiske jøder i Amsterdam var altså ekstremt eksklusive. Jeg siger ikke, at Salomon de Meza nødvendigvis har abonneret på denne forestilling, blot at det må have påvirket hans opfattelse af, at der ikke var nogle af ”hans egne” i København.
Hvordan man blev anerkendt som portugis-jøde i Danmark
I Danmark praktiserede man en anden definition af portugis-jøder. Som nævnt ovenfor gav det nogle privilegier i Danmark at være portugisisk jøde, og derfor har nogle jøder, som måske egentlig har haft flere ashkenaziske rødder end portugisiske, søgt at blive anerkendt af de danske myndigheder som ”portugisisk” jøde. I Danmark har det tilsyneladende været tilstrækkeligt at kunne dokumentere, at en forfader eller formoder har været portugisisk jøde, selvom ”blodet” senere er blevet blandt med tyske og polske jøder. Her kan for eksempel nævnes Dr. Israel Meyer, som optræder i bogen, og som bliver anerkendt som portugisisk jøde ved at påberåbe sig slægtskab med den portugisiske hofjøde Michel Hinrichsen, som hans mormor var datter af. Se særskilt artikel om Israel Meyer her på hjemmesiden.
Der har uden tvivl har været ”ægte” portugisjøder i Danmark i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet (fx Isac Granada, Moses Abenzur, Jacob Franco), men i midten af 1700-tallet var der nærmest ingen ”fuldblodsportugisere” i København. Jeg har ikke undersøgt forholdene i fx Fredericia eller andre byer.
M. L. Nathanson er i sin ”Historisk Fremstilling af Jødernes Forhold og Stilling i Danmark, navnlig i København”, København 1860, hård i sin fremstilling af de ”portugisiske” jøder (side 32-34):
”Vi må dvæle lidt ved de såkaldt portugisiske jøder. Vi har allerede bemærket, at alle, som har udgivet sig for at tilhøre de portugisiske menigheder, i virkeligheden ikke gjorde det, men antog portugisiske navne og søgte sig derved at forskaffe sig flere friheder, som loven indrømmede de portugisiske jøder, og større lethed til at erhverve lejde og tilladelse til at bosætte sig her. Dette er også tilfældet med flere familier, som flyttede hertil i tidsrummet 1747-1750. […] Således finder jeg f.eks. 3 brødre, som flyttede hertil fra Nakskov, hvoraf hver tillagde sig et andet tilnavn; den ene kaldte sig nemlig Henriques, den anden Philipsen, og det tredje Herz eller Valentin. Som sagt altså, mange udgave sig for at være portugisiske jøder uden at være det. De dannede på hin tid egne menigheder, dvs. for så vidt gudstjenesten angik, og de havde således særskilte menigheder eller synagoger. På én tid (1784) var der tre sådanne, nemlig den Italianderske, den Henriqueske, og den Warburgske. For efter den jødiske ritus at danne en fuld forsamling fordres 10 mænd, og for at få disse samlet måtte man ty til hovedmenigheden, til de såkaldt tyske jøder, og tog i almindelighed fattige folk, som endog fik betaling for at samles i de portugisiske synagoger.”
De enkelte familier
Nogle af familierne er grundigere behandlet andetsteds på hjemmesiden, her skal blot deres ”portugisiskhed” diskuteres.
Jeg vil meget nødigt fornærme nogen, som mener, at de er af portugis-jødisk oprindelse. Jeg beskæftiger mig kun med perioden 1753-1783, som er den periode, de Meza-familien levede som jøder i København. Der har været andre portugisiske jøder, både før og siden. Jeg er mig naturligvis bevidst, at selve det at bruge afstamning som indikator for hvem man identificerer sig med, er højst problematisk. Men min pointe har været, at sådan har man altså anskuet det på Salomon de Mezas tid.
Hvordan har jeg undersøgt, hvilke portugisiske jøder der befandt sig i København i den undersøgte periode? Jeg har primært benyttet mig, dels af dansk-jødisk genealogisk database, hvor jeg har søgt på ”portugisisk-klingende” navne, og dels af de to eneste lister, der mig bekendt findes over personer, der er kommet i de portugisiske synagoger i København. Den portugisiske menigheds skifteprotokol for perioden 1782 til 1800 ligger på rigsarkivet, men jeg har ikke fundet navne, der er relevante for min tidsperiode.
På grund af kvinders begrænsede rolle i synagogen dengang, og på grund af det problematiske i at afgøre hvem der var ”fuldblodsportugiser”, har jeg i bogen i høj grad valgt at bruge sprog som identitetsmarkør, snarere end teologi og ritualer. Jeg tænker, at det mest har været Regina, der har haft et behov for at få nogle veninder, der talte portugisisk, da Salomon har mestret 6 sprog og haft en mere udadrettet hverdag. Så jeg har stillet spørgsmålet, om hvem af kvinderne, der mon talte portugisisk, og for at besvare det har jeg set på hvor de er vokset op, og hvem deres mor har været – for altså at finde modersmålet. Jeg har brugt Dansk-Jødisk Genealogisk Database til dette. Jeg må understrege, at min metode på ingen måde er skudsikker, men det giver i det mindste en indikation. Se i øvrigt artiklen om sprog og også artiklen om Regina, hvor jeg diskuterer hvilket sprog, der i virkeligheden var hendes modersmål.
Der findes som nævnt to lister over personer, der er kommet i de portugisiske synagoger. Det er dels en liste over medlemmer af Italiaenders synagoge i 1785 (som er gengivet i Rambam nr. 28, 2019, side 69), og dels en liste fra 1811. Denne står i ”Tidsskrift for Jødisk Historie og Literatur”, Bind 3, 1922, og er en artikel af Josef Fischer: ”Medlemmer af den portugisiske Menighed i 1811”. Den baserer sig en liste, som den portugisiske menigheds forstandere, M.R. Henriques, David Davidsen og Samuel Isaac Abarbnel indsendte til Københavns politimester i 1811. Samme liste står i Frosell, s. 34, men er, formentlig fejlagtigt, dateret 1822. Den har altså ikke for alvor relevans for min periode. Josef Fischer noterer sig følgende om denne liste: ”Når man har gennemgået hele listen, må man forundres over, så få virkelige portugisere, der var i hele menigheden. Med sikkerhed kan kun Abarbanel regnes til dem.”
Samuel Abarbanel er født i Holland ca. 1744. Det vides ikke hvornår han er flyttet til København, men han optræder i Folketællingen i 1787. Så han er lidt for ung til at kunne have haft betydning for Meza-familien.
På listen står også Monies – Samsom Monies er ifølge djgd født i Amsterdam i 1763 og er blevet gift dér i den portugisiske menighed i 1787. Han må altså også antages at være portugis-jøde. Men han flyttede til København ca. 1806, så ikke relevant for min periode.
Desuden nævnes Delbanco, som jeg vender tilbage til nedenfor.
Så det er kun listen fra 1785 der for alvor har relevans for den periode, jeg undersøger, nemlig 1753-1783.
På listen over medlemmer af Italiaenders synagoge i 1785 står følgende navne:
Mordechai Italiaender
Jacob Italiaender (Mordechais søn)
Abraham Italiaender (Mordechais søn)
Joel Wessely
Joseph Levin Wessely
Isaac Wessely
Moses Wessely junior
Joseph Berendt Wessely
Bernhard Wessely
Ephraim Moresco
Berent Israel (synagogebetjent)
Abraham Schaap (synagogebetjent)
Michael Juda (ansat på fabrikken)
Berent Michael (ansat på fabrikken)
Hartwig Levin (ansat på fabrikken)
Af disse er de fem sidste næppe portugisere, men er ansat af fabrikken eller synagogen. Så vi har altså tre ”portugisiske” familier her: Italiaender, Wessely og Moresco.
Italiaender
Jeg har behandlet Italiaender-familien i en særskilt artikel her på hjemmesiden. Deres rødder var en blanding af sefardisk og ashkenazisk, og den ville næppe være blevet ”godkendt” som portugisisk i Amsterdam, men der er dog næppe tvivl om, at i hvert fald familiens mandlige medlemmer har følt sig knyttet til de sefardiske traditioner og riter.
Wessely
Wessely familien var en ”rent” ashkenasisk familie, men det interessante her er, at Berend Wesselys far, våbenfabrikanten Moses Wessely (1656-1736) slog sig ned i Glückstadt i slutningen af 1600-tallet og fik portugisiske privilegier. Hvordan han har opnået dette ved jeg ikke, men det gik allerede på det tidspunkt lidt sløvt med at få ”portugisere” til at slå sig ned i Glückstadt, og man har sikkert været glad for at få denne velhavende fabrikant til byen. I 1732 boede der ikke længere nogle af de gamle portugisiske familier i Glückstadt. Moses Wessely var parnas for menigheden ifølge Studemund – jeg formoder, at der dermed menes den portugisiske menighed.
Moses Wesselys far, Josef Reis Wesel havde slået sig ned i Amsterdam og havde været med til at ansøge myndighederne om at de ashkenasiske jøder kunne bygge en synagoge. Denne blev indviet i 1671. Hans søn Moses blev født i Amsterdam, og sammen stiftede far og søn bekendtskab med de sefardiske riter og traditioner, som familien i 150 år vedblev med at være forbundne med, uden nogensinde at blive medlemmer af en sefardisk menighed. De blev en slags „æresportugisere” og et par af dem blev begravet på den portugisiske begravelsesplads i Hamborg. Se Studemund-Halevy: „Moses Wessely, ein aufklärer aus Altona“ side 9-15.
Se særskilt artikel om familien Wessely og om Hartwig Wessely, og særskilt artikel om de portugisiske synagoger i København.
Moresco
Se ovenstående citat af Jacob Moresco.
I ”min periode” optræder kun Anna Moresco (1759-1825) som boede hos Eva Italiaender og Joel Wessely. (Se særskilt artikel om Anna Moresco.) Hun var datter af Moses Moresco og Rebecca Abraham Levi Vitoria Italiaender, som begge døde i Haag. Moses Moresco var oldefar til den ovenfor omtalte Maximillian Moresco. Maximilian Moresco blev gift med Adelaide Italiaender, som var Mordechai Italiaenders sønnedatter.
Sadik Belinfante nævner i et brev til sin søn Moses, at der befinder sig en Jacob Moresco i København. Det er nok Jacob Moses Moresco, f 1739 i Haag, d. 1788 Amsterdam. Han er halvbror til Anna Moresco og gift med Alida Italiaender, som var Eva Italiaenders søster. Han må have været på besøg i København på det tidspunkt, Moses Belinfante var på besøg hos familien de Meza.
Annas yngre bror, Ephraim Moresco, nævnes på synagogelisten fra 1785, men ellers er der ingen spor af ham i København i min periode, så han har nok bare været på besøg. Annas øvrige familie boede i Holland. Først i 1824 slog en Moresco-familie sig ned i København. Anna har været den eneste ”fastboende” Moresco i min periode.
Se også Allan Falks artikel ”De sefardiske slægter Italiaender og Moresco i Holland og Danmark” i Rambam, 28/2019, s. 65-77.
Desunden er der nogle andre ”rigtige” portugisiske familier, som ikke optræder i min bog:
Meldola er uden tvivl en portugisisk familie, men de har ikke boet i København i perioden 1750-1780. Raphael Meldola var født i Amsterdam i 1742 og kom til København i 1780’erne, og det samme gjorde hans bror, Samuel Meldola. Begge var tolke i spansk og portugisisk. Der var også en Abraham Meldola, født 1754 i Altona, som var kantor for den portugisisk-jødiske menighed i Altona og blev begravet 1826 i Amsterdam. Så han var heller ikke i København på Salomons tid.
Anderad, som Nathansen nævner i sin bog,har jeg ikke kunnet finde i dansk-jødisk genealogisk database. Det er tænkeligt, at Nathansen tænker på Andrade. I 1791 bor der ifølge avisen en mægler Andrade i Pilestræde, det er sandsynligt, at det er denne, Nathansen tænker på. Jeg har heller ikke fundet ham i dansk-jødisk genealogisk database. Men det er altså også for sent i forhold til min periode.
Seca, som Nathansen nævner, har jeg heller ikke fundet.
Unna. I dette link nævnes Unna som en sefardisk jøde: De danske jøder – Det Jødiske Samfund . Familien er at finde i dansk-jødisk genealogisk database, fx Salomon Joseph Unna, født København 1705, død København 1749. Unna var et fremtrædende medlem af den højtyske menighed ifølge Nathansen s. 20. Han var blandt menighedens ældste, der 1748 erhvervede et nyt stykke jord til begravelsespladsen. Det er ikke lykkedes mig at finde nogle indikationer på at familien Unna nedstammer fra Portugal.
Texiere. Texiére-familien er en kendt portugisjødisk familie. En sefardisk jøde, Diego Texiera de Matos, som var bosat i Hamborg, havde i 1657 lånt Frederik 3. en stor sum penge blandt andet på det vilkår at forholdene for de sefardiske jøder skulle lettes.
I den periode, min bog omhandler, har jeg kun kunnet finde én person fra denne familie i København, nemlig Jacob Baruch Texiére. Han var født i Hamborg og flyttede til København i 1764. Han var tilsyneladende ugift. Lion Warburg og Mordechai Italiaender var skifteforvaltere, da Jacob Texiera døde (Posttidende 22. december 1783), og han er da også ganske kort nævnt i min bog.
De andre fra Texiére-familien, der har været samtidige med Salomon og Regina de Meza, har så vidt jeg kan se boet i Helsingør.
Warburg
Der har været en portugisisk synagoge i familien Warburgs hjem i København omkring 1784, så har Warburgs været en portugisisk familie? Meget tyder på at Warburg- og Delbanco-familien har det samme ophav, og at de stammer fra Venedig. Ifølge min sefardiske gruppe på facebook var de en ashkenasisk familie, men jeg har ikke kunnet verificere det. Der var også mange sefardiske jøder i Italien.
Se særskilt artikel om Warburg-familien på hjemmesiden.
Delbanco
Delbanco-familienoptræder ikke i bogen, men der har været repræsentanter for familien i den periode, bogen omhandler. For eksempel blev Milka Delbanco i 1756 gift med Ruben Moses Henriques. Milka Delbanco var født i Hamborg i 1730. Ifølge slægtshistorien ”Jacob Simonsen og Hustru Rose født Hahn og deres Forfædre var Milka Delbancos far forstander i den portugisiske menighed i Hamborg. Men hendes far, Michel Delbanco Segal ben Elia Wiener Segal ligger begravet på den ashkenasiske gravplads i Altona – han døde 19/01/1771. Så det har næppe været korrekt at han har været forstander i den portugisiske menighed. Og det er usikkert, om de har været portugisere, se ovenfor under Warburg.
Henriques
De medlemmer af familien, der optræder i København midt i 1700-tallet, nedstammer alle fra en ashkenazisk jøde, Nathan Moses, 1590-1675, borger i Altona i 1612. Hans søn, Aron Nathan Cleve, 1630-1697, som altså også var ashkenazer, giftede sig i 1676 med en portugisisk jøde, Esther Henriques. De fik et antal børn, hvoraf to er relevante: sønnen Moses Aron Nathan, 1690-1744, og datteren, Bele Aron Nathan. Esther Henriques giftede sig efter Aron Nathan Cleves død med sin fætter, Moses Joshua Henriques, som var portugisjøde, og hendes børn af første ægteskab: Moses Aron og Bele Aron, blev opdraget sammen med Moses Henriques børn af første ægteskab. Og derfor gjorde de efterfølgende generationer krav på at være portugisiske jøder, selvom de altså stammede fra et ”blandet” ægteskab.
Se også citatet fra Nathansen ovenfor og særskilt artikel om Henriques-familien andetsteds på hjemmesiden.
De Lemos
Isaac de Lemos (1729-1807) er givetvis portugisisk jøde, men han dukkede først op i København i 1782. Det er mit påhit, at Salomon de Meza har kendt ham i Hamborg. Se særskilt artikel om de Lemos.
Curiel
Ifølge Dansk-jødisk genealogisk database har der i Helsingør boet personer med efternavnet Curiel, som givetvis har været sefardere, men de har altså ikke boet i København i min periode.
Portugis-jøder på gennemrejse
Det er naturligvis vigtigt at gøre opmærksom på, at der i perioden kan have været mange portugis-jøder, som har opholdt sig midlertidigt i København og derfor ikke er registeret. Det gælder for eksempel Buzaglo og Sumbel, som Bent Blüdnikow fortæller om i sin bog ”Grænseløse Jøder”.
Sadik Belinfante nævner fx i et brev til sin søn Moses 13. oktober 1775, at der befinder sig en Jacob Moresco i København. Det er nok Jacob Moses Moresco, f 1739 i Haag, d. 1788 Amsterdam. Han er halvbror til Anna Moresco og gift med Alida Italiaender, som var Eva Italiaenders søster. Han må have været på besøg i København på det tidspunkt.
Litteratur:
Bernfeld, Tirtsah Levie: “Poverty and Welfare among the Portuguese Jews in Early Modern Amsterdam” 2012 Oxford The Littman Library of Jewish Civilisation
Blüdnikow, Bent: ”Grænseløse Jøder” 2024 København Gad
Falk, Allan: ”De sefardiske slægter Italiaender og Moresco i Holland og Danmark” i Rambam, 28/2019, s. 65-77.
Fischer, Joseph: ”Medlemmer af den portugisiske menighed 1811” 1922 Tidsskrift for jødisk historie og literatur
Frosell, P.: ”Københavnske Synagoger gennem tre hundrede år” 1987 København Reitzel
M. L. Nathanson er i sin ”Historisk Fremstilling af Jødernes Forhold og Stilling i Danmark, navnlig i København”, København 1860,
Salomon, Julius: ”Bidrag til Dansk-Jødisk Historie” København, Lybeckers Forlag, 1918
Studemund-Halévy, Michael: ”Biographisches Lexikon der Hamburger Sefarden: die Grabinschriften des Purtogiesenfriedholfs an der Königstrasse in Hamburg-Altona” 2000 Hamburg Christians Verlag
Studemund-Halévy, Michael: „Moses Wessely. Ein Aufklärer aus Altona“ 2020 Leipzig Hentrich und Hentrich
Studemund-Halévy, Michael: ”Moses Wessely: Von Aschkenaz nach Serafad” Biographische Skizzen Hamburger Portugiesen, 5. årgang nr. 19