Hvad ved man om de portugisiske synagoger i København på de Mezas tid? Hvor var det, hvem deltog, og hvad foregik der?
Desværre er det meget lidt, der vides om dette. Hovedværket er P. Hampton Frosells ”Københavnske synagoger gennem 300 år”. Desværre nævner Frosell ikke alle sine kilder. I min bog har jeg desuden bygget på hvad jeg kunne finde i tidens aviser, og de to lister, der er overleveret om hvem der kom der. På rigsarkivet har jeg intet kunnet finde af relevans, bortset fra portugisjødernes skifteprotokol. Om noget er gået tabt ved branden i 1795, hvor den ashkenaziske synagoge brændte, ved jeg ikke, men hvorfor skulle de have haft noget om portugiserne?
Se også artiklen om portugisiske jøder i København
Portugisiske synagoger ifølge Frosell
De højtyske fik deres første synagoge i 1684, hvor der blev givet kongelig tilladelse til, at der måtte holdes synagoge i Meyer Goldschmidts bolig. Først mange år senere (1766) fik de tyske jøder lov til at have en egentlig synagogebygning. Se artiklen om synagogen i Læderstræde.
Men portugisiske jøder var der kun få af i København i begyndelsen af 1700-tallet. Der var en strid om gravpladser, hvor to portugis-jødiske navne nævnes, Isak Granada og Jacob Franco. Franco døde i 1718, og Granada i 1731. Man ved ikke, hvor de holdt synagoge, men formentlig i Granadas hjem i Brolæggerstræde. Portugiserne og de højtyske havde hver deres begravelsesplads – først i 1748 besluttede man at lægge de to gravpladser sammen. Om der har været holdt portugisiske gudstjenester siden Granadas død vides ikke.
I 1750 ”genoprettede” brødrene Henriques den portugisiske menighed, som nu kaldtes ”Den portugisiske Nakskauer Menighed”, skriver Frosell, og omkring 1784 var der ifølge Frosell tre portugisiske synagoger:
Henriques’ synagoge, som må have ligget Snaregade, matr. 12/1752, hvor Marcus Valentin, Jacob Moses Magnus, Samuel Fraenkel og Moses Bendix Schiff boede. (men de boede der ikke fra 1750, se senere)
Italiaenderssynagoge, som har ligget i Strandgade på Christianshavn (husk den artikel du har om den) og hvor Isaac Wessely også boede.
Warburgs synagoge, som har ligget i Store Færgestræde, matr. 41/1756. Her boede i 1787 Aron Warburg og hans svigerfar J. Moses Wessely.
Da København brændte i 1795 gik det også ud over synagogerne. Dels brændte den store højtyske synagoge i Læderstræde, og desuden brændte både Warburgs og Henriques ejendomme. De højtyske jøder ønskede at genopbygge synagogen, men planerne lod vente på sig, og i mellemtiden opstod en række mindre menigheder, både højtyske og en portugisisk, som skal have ligget på Gammel Mønt. Men nu er vi uden for den tidsramme, som min bog om Salomon de Meza omfatter.
Også M. L. Nathansen nævner de portugisiske synagoger i sin ””Historisk fremstilling af Jødernes Forhold og Stilling i Danmark, navnlig Kjobenhavn” fra 1860 s. 32-34:
”Som sagt altså, mange udgave sig for at være portugisiske jøder uden at være det. De dannede på hin tid egne menigheder, dvs. for så vidt gudstjenesten angik, og de havde således særskilte menigheder eller synagoger. På én tid (1784) var der tre sådanne, nemlig den Italianderske, den Henriqueske, og den Warburgske. For efter den jødiske ritus at danne en fuld forsamling fordres 10 mænd, og for at få disse samlet måtte man ty til hovedmenigheden, til de såkaldt tyske jøder, og tog i almindelighed fattige folk, som endog fik betaling for at samles i de portugisiske synagoger. Således forholdt det sig med de portugisiske jøder.”
Andre kilder til portugisiske synagoger i København
Hvilke synagoger der har været, og hvor de har ligget i de mellemliggende godt 30 år fra 1750 til 1784, som jo er den periode, hvor Salomon de Meza har frekventeret de portugisiske synagoger, skriver Frosell ikke noget om. Men ud fra periodens aviser kan man udlede en del.
Periodens københavnske aviser nævner kun sjældent noget om synagoger, og de portugisiske synagoger omtales oftere end de højtyske. Sandsynligvis har de højtyske ingen interesse haft i at gøre opmærksom på sig selv, og det viser sig, at det er de såkaldt nakskovske portugisere, der oftest bliver nævnt – mit gæt er, at det er på deres eget initiativ.
Adresseavisen 2/11 1759 :
”Sidstleden løverdag 27. oktober forefaldt i den portugisiske jødiske Jøde-Synagoge en høytidelig ceremonie, i Anledning af et nyt Udskrift af de 10 Bud-Ord blev overgivet til samme Synagoge, som denne dag blev indviet.” Ingen adresse nævnt. Et nyt udskrift af de ti bud fejres, der er orkester på, og der er opstillet 3 politibetjente foran døren, ”for at hindre alt for stort tilløb”
Adresseavisen 20/10 1760:
Enevældsjubilæet fejres. Om morgenen forsamledes man i synagogen på Gammel Mønt til ordinær gudstjeneste. Det nævnes, at Marcus Moses Valentin er ældste, og at han og hans brødre (dvs. Bendix Moses Henriques og Magnus Moses Valentin) bærer sorg over deres mor, men alligevel har højtidstøj på. Kl. 11 mødtes man igen, der var musik og de Meza havde komponeret og sang. Magnus Moses Valentin har også komponeret. Der synges en poesi af Herz Bernd Wessly (givetvis Hartwig Wessely). Kl. 16 mødtes man igen til bøn, og derefter begav man sig til den anden synagoge, i Pilestræde, hvor der også var musik, og så mødtes man igen kl. 20.
Adresseavisen 22/11 1762:
Det nævnes at de tyske jøders synagoge er i Læderstræde, og at de nakskovske portugiseres synagoge er i Silkegade.
Adreseavisen 11/4 1763:
En ny torah-rulle blev indviet i de portugisiske jøders synagoge i Silkegade. Der er orkester. Magnus Moses Valentin og de Meza synger.
Posttidende 3/9 1764:
Gudstjeneste i Silkegade i anledning af Prinsesse Wilhemine Carolines bryllup. Magnus Moses Valentin nævnes.
Adresseavisen 21/1 1765:
Kronprinsens forlovelse fejres i den portugisiske synagoge i Silkegade. Ældste er Marcus Moses Valentin. Der synges en poesi forfattet af Sr. Israel Moses Israel.
Adresseavisen 30/8 1765:
Ny synagoge hos Marcus Moses Valentin i Snaregade indvies.
Adresseavisen 27/5 1766:
St. Bededags indførelse. Ekstraordinær gudstjeneste hos Marcus Moses Valentin i Snaregade
Adresseavisen 1/9 1766:
Prins Carl bliver gift med prinsesse Louise. Dette fejrer de portugisiske jøder i Snaregade. Ældste er Marcus Moses Valentin.
Adresseavisen 17/11 1766:
Caroline Mathildes og Chr. 7 bryllup 8. november 1766 bliver højtideligholdt med en kort velsignelse over kongehuset i synagogen i Snaregaden hos ældste Marcus Moses Valentin. 11/11 afholdes der en stor festlig gudstjeneste med musik sammesteds.
(Bemærk, at jeg intet har kunne finde i avisen om den højtyske synagoge, der indvies 8/11 1766!)
Posttidende 31/1 1772:
Takkegudstjeneste for Struensees fald i synagogen i Snaregade
Adresseavisen 31/1 1772:
Kongens fødselsdag og Struensees fald fejres. Hartwig Wessely taler i den portugisiske synagoge i Pilestræde.
Der var også en taksigelse i den tyske synagoge i Læderstræde
Adresseavisen 25/10 1774:
Arveprinsens bryllup højtideligholdes i synagogen i Snaregade ved Marcus Moses Valentin
Så hvad kan vi udlede deraf, bortset fra at de nakskovske portugisere har været gode til PR? (OBS – husnumrene nedenfor er den tids matrikelnumre. Det er ikke det samme som husnumrene i dag.)
De nakskovske portugiseres ældste Marcus Moses Valentin, boede i 1760 og 1764 på Gammelmønt 168 ifølge djdd. (før 1760 boede han et andet sted i København.) Bendix Moses Henriques boede også Gammelmønt 168 fra 1757-1768, og vi må formode, at det var dér, deres synagoge holdt til. Fra 1762-1765 holdt synagogen til i Silkegade. Her boede Ruben Moses Henriques i 1762, så den har nok været hos ham, indtil Marcus Valentin i 1765 flyttede til Snaregade, hvor deres nye synagoge blev indviet. Marcus’ bror Magnus har også været med. Om deres anden bror, Abraham Henriques også har været med, kan vi ikke se af avisen, men vi må formode det ud fra det, Frosell skriver.
Samtidigt, altså i 1760, har der ifølge avisen været en anden portugisisk synagoge, i Pilestræde. Har det været Warburgs synagoge? Men Lion Warburg boede i 1753 i Kompagnistræde og i 1760 i Brolæggerstræde, og først i 1776 køber Lion Warburg og hans kompagnon og svoger Joseph Moses Wessely ejendommen i St. Færgestræde 42, ifølge avisen. Så Warburgs synagoge i St. Færgestræde, som Frosell omtaler, kan altså først være oprettet det må være efter 1776. Lion Warburg har boet i Pilestræde 85 i perioden 1767-1765, men han har ikke selv ejet denne ejendom, så måske er det ikke så sandsynligt, at han har fået lov til at holde synagoge dér? Derimod ejer Berendt Wessely sin ejendom i Pilestræde 73 fra 1751 til sin død i 1767. Da familierne Warburg og Wessely har været knyttet sammen, både pga. forretning og svogerskab, anser jeg det for sandsynligt, at den ”Warburgske” synagoge har holdt til i Wesselys ejendom i Pilestræde, indtil Warburg og Wessely købte ejendommen i St. Færgestræde. Ejendommen overgår efter Berendts død i 1767 til hans søn Joseph. Hartwig Wessely prædikede i 1772 ved Struensees fald i en portugisisk forsamling i Pilestræde ifølge avisen. Så det er det, jeg er gået ud fra i min bog: at synagogen befandt sig i Wesselys hus i Pilestræde.
Italiaenders synagoge har befundet sig ved fabrikken i Strandgade på Christianshavn. Men det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår den er blevet oprettet. Den er ikke nævnt nogen steder i aviserne.
Lion Warburg og Mordechai Italiaender er skifteforvaltere, da Jacob Texera dør (Posttidende 22. december 1783) så det tyder jo på, at de to synagoger ikke har været konkurrerende. Det har måske blot handlet om plads og geografi.
Hvordan er de portugisiske gudstjenester i København foregået?
Det ved jeg desværre næsten intet om, bortset fra det, der har stået i avisen, men det har jo været særgudstjenester med masser af musik. Der er mig bekendt intet overleveret om selve gudstjenesternes ritualer. Jeg ved desværre heller ikke noget om, hvorvidt man har hængt et forhæng op, så kvinderne har kunnet være med. Det er mit eget gæt i bogen, at det har man.
Så vidt jeg har forstået, har den væsentligste forskel mellem sefardisk og ashkenazisk gudstjeneste været, at der bruges mere musik i den sefardiske. Der er ikke tale om nogle teologiske forskelle. De portugisiske jøder i København har næppe haft en egentlig rabbiner; i aviserne omtales kun forsanger og ældste. Så formentlig har der kun sjældent været en prædiken, og gudstjenesten har nok primært være liturgisk, med bøn og Torah-læsning. Der findes én overleveret prædiken, nemlig den Hartwig Wessely holdt på hebraisk ”i en portugisisk forsamling” i Pilestræde, da Struensee var væltet. Den har han selv oversat til tysk og efterfølgende udgivet.
Ved en gudstjeneste i den portugisiske esnoga i Amsterdam, har der naturligvis været tekstlæsning, sang og bøn på hebraisk – der har vist været bønnebøger oversat til spansk, så kvinderne har kunnet følge med. Spansk var et mere ”helligt” sprog – se artiklen om sprog. Og prædikenen har været på portugisisk. Salomons far, Abraham de Meza, har prædiket på portugisisk og en del af hans prædikener er overleveret.
I artikellen ”Die Sefarden in Hamburg: Der Ritus der portugiesischen Synagoge”, som er at finde side 153-170 i ”Die Sefarden in Hamburg – zur Geschichte einer Minderheit”, udgivet af Michael Studemund-Halvey i 1993, er der en beskrivelse af, hvordan en ashkenasisk jøde oplevede gudstjenesten i den portugisiske synagoge i Hamborg i 1837. På det tidspunkt var portugis-jøderne i Hamborg holdt op med at bruge portugisisk som modersmål – de talte tysk, ikke jiddisch. Men i gudstjenesten brugtes der stadig spansk til bønner og sang. Der blev nu prædiket på tysk – i artiklen står der, at ”tidligere blev der også prædiket på spansk” – uden tidsangivelse. Den anonyme observatør noterer sig forskelle i synagogens indretning, i bedesjalernes udseende og i udtalen af det hebraiske. Der var portugisiske bønnebøger. Der var også visse mindre forskelle i ritualerne, som desværre går lidt hen over mit hoved. Det er meget sandsynligt, at man stadig har brugt den Minhagim, som Jacob Cohen Belinfante lavede – se artiklen om ham.
Der har været brugt meget musik i de sefardiske gudstjenester i Amsterdam og andre steder. Det har været et af særkenderne ved den sefardiske gudstjeneste. Jeg har bl.a. støttet mig til et youtube foredrag af dr. Yehonatan Elazar-De Mota her: Sephardic Traditions – What is different about Portuguese Jews? Se også ”Journal of Synagogue Music, vol. 38 Fall 2013.
I 1783 var der en sag, der involverede de portugisiske jøders særrettigheder. Se Lausten, 2002, s 275-276. Isaac de Lemos var indkaldt som vidne i en retssag, men han ville ikke aflægge ed i den højtyske synagoge, hvad jøder ellers skulle. Af diskussionen fremgår det, at portugiserne har ”forskellig udtale” i forhold til ashkenaserne. Lausten mener, dette handler om at portugiserne ikke talte jiddisch, men det er vel muligt, at det handler om den anderledes udtale af hebraisk. Se også artiklen om Hartwig Wessely, hvoraf det fremgår, at han foretrak den portugisiske udtale af hebraisk. Elazar-De Mota (se ovenfor) nævner også forskellen i udtalen af hebraisk.
Se også Lausten, 2002, side 100, hvor der citeres en udtalelse af Jeremias Henriques i 1795. Her sagde Henriques, at de højtyske og portugiserne kun havde ”præsten og badet og kødudsalget” fælles. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvilke opgaver ”præsten” (som vel er rabbineren) har løst i forbindelse med de portugisiske menigheder. Henriques skriver også, at portugiserne har deres egne gudstjenester, liturgi og sprog og ”kirkebetjente”. Om Henriques med ”eget sprog” mener spansk/portugisisk eller han henviser til de ovennævnte forskelle i udtalen af hebraisk, ved jeg ikke.
Den konflikt, der fik Henriques til at betone de store forskelle mellem portugiserne og de højtyske jøder handlede om penge – portugiserne ville ikke give penge til de mange fattige højtyske. Så måske har Henriques smurt lidt rigeligt tykt på.
Men præcist hvordan de sefardiske gudstjenester i København er foregået, ved jeg som sagt desværre ikke. Jeg ved heller ikke hvor de Torah-ruller, der har været brugt, er blevet af.