Beskrivelsen af de ritualer og jødiske skikke, der har været brugt hos familien de Meza, er nok det, jeg har været mest tøvende overfor. Først og fremmest fordi jeg ikke selv er jøde, og derfor meget nødigt vil skrive noget forkert. Læsere, der er bekendt med jødiske skikke, vil sikkert studse over en del af dem og tænke, at jeg har taget fejl. Men jeg har gjort mig temmelig meget umage for at skaffe mig viden om og indsigt i periodens jødiske historie og kultur. Jeg har også søgt at tage Meza-familiens sefardiske baggrund alvorligt. Sefardiske jøders skikke adskiller sig på visse punkter fra de ashkenaziske jøders skikke, som typisk er dem, der praktiseres i Danmark. Derfor vil nogle gengivelser af skikke og ritualer muligvis overraske læseren.
Der er sefardiske samfund over det meste af verden, og de har forskellige udformninger af ritualerne (som, i parentes bemærket, grundlæggende er de samme for alle jøder, men som har fået forskelligt kulturelt udtryk.) Og de har vel også ændret sig lidt gennem tiderne.
Men selvom jeg kan læse mig til nogle sefardiske skikke, er der næsten umuligt at vide, hvordan de har været praktiseret i 1700-tallets København, hvor der næsten ingen sefardiske jøder var, så meget er gætterier.
Jeg har baseret min beskrivelse på forskellige bøger, især Acoca: ”The Sephardic Book of Why” og Dobrinsky: ”A treasury of sephardic laws and custums” (se litteraturlisten nedenfor). Jeg har også søgt at finde ud af hvilke skikke der var i de sefardiske menigheder i Amsterdam og Hamborg i 1700-tallet (se artiklerne om disse). Jeg har også konsulteret denne blog: Shalom Says Hello | A blog of Jewish and (Western) Sephardic Interest. Shalom Morris er rabbiner i den sefardiske Bevis Marks synagoge i London.
Og så har jeg støttet mig på det, Salomon de Meza selv skriver i det ufærdige manuskript ”Institutos Divinos” (se link under Kilder). Herfra har jeg beskrivelsen af tefillin og tallin. Jeg har desværre ikke haft ressourcer til at få tydet og oversat hele det næsten 200 sider lange håndskrift, som er på arkaisk portugisisk iblandet hebraisk mm.; men jeg har fået oversat nogle få passager, hvoraf nogle er citeret i romanen.
Jeg har heller ikke haft mulighed for at få oversat Salomons fars store prædikensamling. Se link til denne under Kilder.
Se også artiklen om portugisiske synagoger i København, og artiklerne om Salomon og Regina. Og se artiklen om Jacob Cohen Belinfante.
Tilsvarende problemer har jeg haft med mad. Der findes sefardiske kogebøger – fx Mirdal, Gretty Mizrahi: ”Det sefardiske køkken gennem 500 år” og Gitlitz og Davidson: ”A drizzle of Honey” – og de har inspireret mig i beskrivelsen af måltiderne i Amsterdam. Men hvordan disse opskrifter har kunnet tilpasses København i 1700-tallet – hvilke ingredienser har de haft adgang til mm. Har været en næsten umulig opgave. Så jeg har begrænset beskrivelsen af mad i København til ”almindelig” mad, som kunne være kosher – fisk, grønsager, grød, brød.
Begravelsen i prologen
Begravelsesritualet i prologen har jeg plukket forskellige steder fra. Hvordan det lige præcist er foregået ved en ”portugisisk” begravelse i København i 1783, har jeg ingen mulighed for at vide.
– Her er pladsen, her er hvilestedet, her er roen, her er arven. Denne ordlyd har jeg fra ”Die Sepharden in Hamburg” s 127-129: Isaac Cassuto: Friedhofsandachten”. Ritual for andagt ved begravelse af kvinder, når kisten sænkes ned: ”Hier ist der Ort, hier die Ruhestätte, hier das Erbe. ”
At Mordechai citerer salme 130 er også noget jeg har fra ”Die Sepharden in Hamburg”, side 127.
Kaddish har jeg fra Den Jødiske Bønnebog, Seder tiflat Yisrael, udgivet af Mosaisk Trossamfund, København 2002. Så vidt jeg kan se, var 29/7 1783 nymånedag. Det skulle betyde, at det er den almindelige sørgendes Kaddish, der siges. Den har jeg fra De sørgendes Kaddish | Jødisk Informationscenter
Skikken med at vaske hænder efter begravelsen har jeg fra Shofetim – Sephardic Burial Customs | Shalom Says Hello (shalommorris.com) .
Kapitel 1
Ordlyden af Reginas portugisiske velsignelser har jeg taget fra Menasse Ben Israel: ”Thesouro dos Dinim” 1710. s. 174-178
Om reglerne omkring indgåelse af ægteskab og om menstruation, se artiklen om Regina.
Der er mange måder at lave ”Adafina” på. Jeg er inspireret af ”A Drizzle of Honey”. En opskrift kan også findes her: Adafina: The Classic Sephardic Sabbath Stew – UW Stroum Center for Jewish Studies
Vedr. traditionen med at hylde husmoderen på sabbatten, se Proverbs 31 – Wikipedia og Eshet Chayil: Meaning, Translation & More
Kapitel 3
Jeg ved ikke om et sefardisk bryllup i Hamborg midt i 1700-tallet ville have fundet sted i synagogen eller i hjemmet. Ifølge min sefardiske facebook-gruppe var det mest normalt, at bryllupper på den tid fandt sted andre steder end i synagogen. Så derfor har jeg ikke hvor det var. Jeg udeladt ritualet, fordi jeg er usikker på, hvordan det mon er foregået. Man kan godt finde sefardiske bryllupsritualer, men de stammer fra en helt anden og nutidig kontekst.
Nogle læsere vil måske tro, at Regina skulle rage sit hår af efter brylluppet, sådan som de sker i visse ortodokse jødiske miljøer. Det er en skik, der opstod i hassidiske samfund i Østeuropa i 1700-tallet, se “Why do women have to cover their hair with a wig or scarf after getting married?” | Jewish Museum Berlin, men det er meget usandsynligt, at dette har været skikken blandt de sefardiske jøder i Amsterdam.
Kapitel 4
At Regina ikke måtte gå tur som kvinde, men at hun nu måtte, fordi hun er blevet gift, har jeg baseret på reglerne for kvinder i den portugisiske menighed i Amsterdam. Se artiklen om menigheden i Amsterdam. Når kvinder gik udenfor, skulle de være ledsaget af en mandlig slægtning. Men det er dog meget tænkeligt, at Regina som fattig kvinde har været vant til at gå på gaden alene af ren og skær nødvendighed.
I Hamborg var portugisernes ældsteråd var meget opmærksomme på, at menighedens medlemmer ikke vakte anstød ved udsvævelser og larmende festligheder, som fx ved Purim. Se Studemund, ”Biographisches Lexicon”, s 132, note 88. Og det kan måske også være grunden til Hannas forargelse over Reginas og Salomons glade spadseretur. Studemand nævner også side 132 ”Spaziergänge in aller Fröhlichkeit”, som noget der skal undgås.
Kapitel 5
Om bandlysning – herem – se artiklen af Kaplan: ”The Place of Herem in the Sephardic Commmunity of Hamburg”, i Studemund: Die Sepharden in Hamburg, s, 63ff. Som regel varede en bandlysning kun et par uger, men det kunne være op til flere år. Se også Kaplan, Yosef: “The Jews in the Republic until about 1750: Religious, Cultural, and Social Life” side 124 i “The History of the Jews in the Netherlands” 2002, Oxford, Littman.
Kapitel 7
Ritualet for omskærelsen har jeg fra Salomon de Mezas ”Institutos Divinos” kapitel 3.
Kapitel 8
Tallit. Der er forskellige traditioner om hvornår drengene skal begynde at bære bedesjal. Både mellem sefardere og ashkenasere og mellem sefarderne internt. Jeg har valgt at følge det Salomon selv skriver i Institutos Divinos, kapitel 5, hvor han skriver at drengene skal være 4-5 år.
Kapitel 9
Regina vidste godt, at det ikke nyttede at bede om et bestemt køn, når først man var blevet gravid. Se: A Prayer in Vain : Daily Halacha Based on the Rulings of Maran Rabbeinu Ovadia Yosef zt”l (halachayomit.co.il)
Kapitel 14
Ritualet om at adskille hala har jeg taget fra Menasse ben Israel, side 178. Her står også at det gælder hvede, byg, havre, spelt og rug. Hala staves i dag oftest Hallah eller Challah.
Ritualet stammer fra 4. mosebog 15:19-21. Man afsætter et lille stykke af dejen, før brødet bages, som en påmindelse om den tiende, der tidligere blev givet til præsterne i Templet. Se også Dough offering – Wikipedia
Vedr. ashkenazernes traditionsrige challah brød: – ifølge Gillitz og Davidson ”A Drizzle of Honey”, spiste jøderne det samme brød som de kristne. Forfatterne har ingen reference fundet i Spanien til det flettede, æggerige challahbrød.
Challah – et brød spækket med symbolik | Jødisk Informationscenter (joediskinfo.dk)
Se også: Challah – Wikipedia
Tefillin: Også her er beskrivelsen taget fra Salomon de Mezas: Institutos Divinos.
Sefarderne binder Tefillin en anden måde end ashkanazerne. Se Dobrinsky, s. 406-7
Kapitel 45
Ritualet for Sukkot er lidt anderledes end det, der praktiseres af ashkenaziske jøder. Ifølge Acoca, Rabbi Ilan: “The Sephardic Book of Why – A Guide to Sephardic Jewish Traditions and Customs” 2016 Mauritius Hakodesh Press side 41, svinger de sefardiske jøder deres lulav i en anden rækkefølge end de ashkenasiske.
Ifølge ”Ritus der Portugiesen” side 164 i ”Die Sefarden in Hamburg”, bandt man kulørte bånd om Lulav.
I dag bruger man vist ofte grangrene i Danmark, men så vidt jeg har kunnet finde ud af, var der ikke grantræer i København i 1700-tallet. Derfor tror jeg, de må have haft en udfordring med at finde grene med løv på.
Kapitel 50
Hvordan Reginas begravelse er foregået, er ikke til præcist at vide. Den jødiske begravelsesplads i Møllegade blev oprettet i 1694. I 1715 købte portugis-jøderne deres egen plads lige ved siden af, men de to gravpladser blev forenet i 1748. (Katz, s. 81-82). Den ashkenaziske menighed oprettede i 1768 et ligfølgeskab, som skulle sørge for at menighedens medlemmer blev begravet efter forskrifterne. At der var et tilbørligt ligfølge og at der nok mænd til en minjan til den efterfølgende shiva i sørgetiden. Man har også sørget for at der var personer, der kunne foretage renselsen af den afdøde – mænd ved mænds dødsfald, og kvinder ved kvinders dødsfald. Se ”Ligfølgeselskabet – Jødisk Broderselskab af 1768” side 10, og ”Det Jødiske Begravelsesselskab 200 år” paragraf 28.
Og Sephardic Jewish Mourning: A Comprehensive Guide to Death and Bereavement | Sephardic U
Så vidt jeg har fundet ud af er ikke normal skik at nære slægtninge udfører tahara (dødevask). Så Rachel ville ikke have været med til at udføre denne, hvis hun stadig havde været jøde på det tidspunkt.
Det ser ud til, at det udelukkende var mænd, der fulgte den afdøde ud til graven. Om der også kan have været kvinder, ved jeg ikke.
Men det er mit påfund, at Salomon frabeder sig, at der siddes shiva, hvilket selskabet ellers var forpligtet til, se ovenfor.
Kilder:
Acoca, Rabbi Ilan: “The Sephardic Book of Why – A Guide to Sephardic Jewish Traditions and Customs” 2016, Mauritius Hakodesh Press
Angel, Mark D.: “Foundations of Sephardic Spirituality” 2009 Woodstock, VT, Jewish Lights Publishing
Dobrinsky, Herbert C.: “A treasury of sephardic laws and custums: The ritual practices of Syrian, Moroocan, Judeo-spanish and Portuguese Jews of North America” 1986 New York Yeshiva University Press
Gitlitz, David M. og Davidson, Linda Kay: “A drizzle of Honey” 1999 New York St. Martin’s Griffin
Israel, Menasse ben: “Thesouro dos Dinim” 1710 Amsterdam
Mirdal, Gretty Mizrahi: ”Det sefardiske køkken gennem 500 år”
Studemund-Halévy, Michael: „Biographisches Lexikon der Hamburger Sefarden: Die Grabinschriften des Portugiesenfriedholfs an der Königstrasse in Hamburg-Altona“ 2000 Hamburg Christians Verlag
Studemund-Halévy, Michael: „Die Sepharden in Hamburg: zur Geschichte einer Minderheit“ 1994 Hamburg Helmut Buske
Den Jødiske Bønnebog, Seder tiflat Yisrael, udgivet af Mosaisk Trossamfund, København 2002.
”Ligfølgeselskabet – Jødisk Broderselskab af 1768. ” København, 1967
”Det Jødiske Begravelsesselskab 200 år” København 2010
Israel, Menasse ben: “Thesouro dos Dinim” 1710 Amsterdam
Our tradition – Portugees-Israëlietische Gemeente
Sephardic law and customs – Wikipedia
Shofetim – Sephardic Burial Customs | Shalom Says Hello (shalommorris.com)
Sephardic Jewish Mourning: A Comprehensive Guide to Death and Bereavement | Sephardic U