Dette er ikke en biografi om Salomon de Meza, men en gennemgang af de kilder, jeg har brugt i min beskrivelse af hans liv i bogen Jødedoktoren. Hvis du ikke har læst bogen endnu, håber jeg du får lyst til det ved at læse artiklerne her på hjemmesiden.
Se venligst litteraturlisten på hjemmesiden for detaljerede oplysninger om de bøger, jeg nævner.
Om Salomons families baggrund, læs artiklen om Meza-slægten.
Salomons fødselsdato, 4/9 1727, fremgår bl.a. af Dansk Biografisk leksikon. Salomon er ældste søn af Abraham de Jacob de Meza – se artiklen om Mezaslægten.
Navne kan og bliver skrevet på mange måder. Salomon, Selomoh, Shlomo etc. Jeg har konsekvent kaldt ham Salomon, undtagen i breve, hvor navnet er skrevet anderledes.
Kapitel 1-2:
Salomons uddannelse
Ifølge ”Forsøg til et Lexicon over danske, norske og islandske lærde mænd, 1784” – altså en samtidig kilde – studerede Salomon i sin ungdom jødisk litteratur og hebraisk poesi, men begyndte som 13-årig læse medicin hos sin farbror, David de Meza. Jeg gætter på at Salomon har læst teologi på Ets Haim akademiet i Amsterdam, hvor hans far var lærer, men jeg har ikke kilder til at underbygge dette.
Salomon fik sin doktorgrad ved universitetet i Utrecht 10. juni 1749. Han har muligvis skullet tage en egentlig eksamen i Utrecht før selve disputatsen – Det gjorde de medicinstuderende i Leiden, se Kaplan: ”An alternative Path to Modernity” 2000, s. 205-6: ”Sephardi students at the university of Leiden”. En examen rigorosum, ligesom man gjorde ved Københavns Universitet.
Salomons afhandling kan ses her: Dissertatio medica inauguralis de menstruis – Google Books
Den er oversat for mig af Chr. Gorm Tortzen, Kristian Purreskov og Frederik Hasager.
Jeg har generelt ikke set mig kaldet til at sætte mig til doms over den tids medicinske videnskab. Det synes jeg vil være ahistorisk. Så derfor tager jeg de fleste af deres udsagn for gode varer. Salomon lægger selv lidt afstand til tidligere tiders meninger om menstruation – det har jeg naturligvis taget fat i, men hans viden om menstruation vil stadig, med moderne øjne, være forkert.
Afhandlingen dedikerer Salomon til sin far, Abraham de Jacob de Meza og sin farbror David de Jacob de Meza, men også til David de Salomon de Meza, som må have været en fjernere slægtning. (Jeg har ikke kunnet verificere slægtsforholdet). Denne blev doktor i Utrecht i 1722 på afhandlingen ”de Diabete”. Se ”Het Aandeel der Joden in de Natuurwetenschappen in de Nederlanden”, side 661.
Afhandlingen afsluttes med et hyldestdigt på latin af en Jacob Leonis. Denne var en jødisk læge, se ”Heet Andeel” s. 662. Desuden er der et hollandsk digt, skrevet af en Jacob d’Andrade. Ham er jeg ikke sikker på hvem er, men jeg har fundet et andet digt af ham her. De eigenzinnige, blyspel – Philippe Néricault Destouches – Google Bøger . Andrade har også skrevet et digt på endnu en fjern slægtnings afhandling – Jacob de David de Mezas afhandling ”De peripneuma” i 1751. Så han må have været en ven af Meza-familien.
At jøder ikke måtte overnatte i Utrecht, har jeg herfra: History of the Jews in the Netherlands – Wikipedia
At de jødiske læger var var mere praktisk orienterede end de kristne har jeg fra Studemund, Biographisches Lexicon, s. 39.
At de jødiske læger i Holland måtte behandle kristne patienter har jeg fra ”Het Aandeel der Joden in de Natuurwetenschappen in de Nederlanden”, s. 651.
Om Isaac de Pintos lærde selskab, se artiklen om Isaac de Pinto. Det er opdigtet, at Salomon har været med til nogle af møderne dér.
At Salomon er optaget af John Locke er mit påhit, men Salomon nævner Locke i sin bog om børneopdragelse.
Om Lockes gravsten, se her: John Locke’s grave plaque, High Laver, Essex, United Kingdom – Project Vox
Om Spinoza, se her: Baruch de Spinoza – Wikipedia, den frie encyklopædi
Om Marssen og jøder, se History of the Jews in the Netherlands – Wikipedia
At der var mange portugisjødiske læger i Amsterdam fremgår af Bernfeld: Poverty and Welfare s. 110.
Se også Bernfeld, 2024: ”A Wealth of goods in times of need” side 22, hvor hun skriver: “Medical personnel brought pawns as well. Doctors, who were overrepresented among the Portuguese, did not have an easy time in Amsterdam. Their salaries were not very high, sometimes far below the poverty line of ƒ 300. One example is Dr Salomon (de Jacob) de Meza. As a doctor of the hevra (society for charitable, educational, and religious purposes) Bikur Holim to assist the poor, he was in receipt of a yearly salary that varied from ƒ 100 to ƒ 200. Even though he assisted private clients, he apparently still needed to use the pawn bank.” Det har været 1694.
At Salomon rejste til Harderwijk og Hamborg fremgår af ”Forsøg til et Lexicon over danske, norske og islandske lærde mænd, 1784”
At jøder ikke måtte læse jura, se: History of the Jews in the Netherlands – Wikipedia
At Salomon elskede musik og havde en violin er opdigtet.
Salomons diskussion med sin far om nogle regler er opdigtet, men kilden til historien om Curacao er Manuskript EH 47 C 44 fra 1745 på EtsHaim Manuscripts.
Citatet fra rabbi Hillel, se Hillel the Elder – Wikipedia
Citatet fra Rabbi Akviva Love Your Neighbor
Det fremgår af ægteskabsregistreringen, at Abraham de Meza boede i Rapenburgerstraat, da han i 1722 blev gift med Rachel Cohen de Lara. Jeg ved ikke om han stadig boede der i 1749, så det har jeg gættet.
Jeg ved intet om hvorfor Salomon og Regina blev gift. Se også artiklen om Regina.
Det er selvfølgelig fuldstændigt opdigtet, at Salomon og Regina taler om menstruation ved deres første møde. Salomons meninger om menstruation har jeg taget, dels fra hans afhandling, og dels fra hans håndskrift ”Institutos Divinos”, der ligger på det kongelige bibliotek. Salomons latinske doktorafhandling har jeg fået oversat, ”Institutos Divinos”, der er på portugisisk med hebraisk iblandet, har jeg kun fået oversat nogle få afsnit af.
Som nævnt er det vigtigt at for mig understrege, at selvom Salomons meninger lyder helt forkerte i dag, var han stort set i overensstemmelse med sin tid om disse ting, og somme tider noget på forkant. For eksempel afviser han den holdning, at kvinders menstruation alene styres af månens faser. Hans mening om at generne ved menstruation i nogen grad kan afhjælpes fremgår af paragraf XXff i afhandlingen, hvor der er nogle formler for medicin.
I samtalen med Regina siger Salomon, at blodet tjener til at ernære fosteret – det fremgår af afhandlingen. For eksempel står der i hans afhandling paragraf I at blodet tjener til at ernære fosteret, når menstruationen er ophørt under graviditeten.
Og i ”Institutos Divinos” skriver Salomon, at den menstruerende kvinde er meget udsat for aborter, og den menstruerende kvinde er ude af stand til at undfange, fordi sæden bliver skyllet ud med blodstrømmen. Og i samme skrift skriver Salomon: ”Lad mig hertil tilføje, at denne adskillelse fra hustruen forøger kærligheden og får begæret efter hende til at vokse. ”
At rabbinere har ment at kunne skelne mellem 60 typer blod har jeg fra ”Women and Water” side 133.
At de religiøse ledere var imod at mænd ragede skægget af, har jeg bl.a. fra Reluctant Cosmopolitans, s 311. Og Kaplan, The Portuguese Community of Amsterdam in the 17th Century between tradition and Change 1991, side 158. Det samme gjorde sig gældende i Hamborg, se Studemund, 2000: ”Biographisches Lexicon”, s. 35.
Kapitel 3
Jeg kan ikke dokumentere, at Regina faktisk boede i Amsterdam, da hun mødte Salomon de Meza. Og jeg har heller ikke kunnet finde ud af, hvor Salomon og Regina blev gift. Dette er det største mysterium i denne historie. Ægteskabet er hverken at finde i arkiverne i Amsterdam eller Haag eller Hamborg, eller i det, der er tilgængeligt i London. Arkiverne i Amsterdam er særdeles omfattende, så når de ikke er at finde dér, tror jeg ikke at de blev gift i Amsterdam. Jeg har også fået et kopi af ketubot-bogen fra den portugisiske menighed i Hamborg – dér er de heller ikke. I Hamborg blev ægteskaberne ikke registreret af myndighederne på samme måde som de gjorde i Holland, så der er kun ketubotbogen.
Er de blevet gift i Altona? Så vidt jeg ved, stod den sefardiske synagoge dér under Hamborg. Men i hvert fald er der ingen ehevertragbücher for den portugiske gemeinde i Altona i Hamborg stadsarkiv. Glückstadt? Det burde vel have været til at finde på Rigsarkivet eller i dansk jødisk genealogisk database. Men heller ikke dér står de. At de slet ikke har været gift, forekommer mig totalt usandsynligt.
Så at de er blevet gift i Hamborg er min udokumenterede påstand, men det forekommer mig alligevel det mest oplagte sted. Det kan jo være, at visse af menighedens bøger er gået tabt i forbindelse med nazismen. Det kan også være, at de ikke fandt det nødvendigt med en ægteskabskontrakt?
At Salomon har boet et stykke tid i Hamborg fremgår af ”Forsøg til et Lexicon over danske, norske og islandske lærde mænd, 1784”.
At Salomon møder Isaac de Lemos i Hamborg er opdigtet. Se artiklen om Isaac de Lemos.
Kapitel 4
Det er opdigtet, at Salomon og Regina har boet hos Reginas søster og svoger i Hamborg, men jeg anser det for sandsynligt, at Salomon i ”Institutos Divinos” takker Jacob Belinfante for alt det, han har gjort for ham.
Om Jacob Cohen Belinfante og det skrift, han arbejder på, se artiklen om Jacob Cohen Belinfante.
Det er opdigtet, at det var Jacob Belinfante, der fik sendt Salomon til London.
Kapitel 5
Det fremgår af ”Forsøg til et Lexicon over danske, norske og islandske lærde mænd, 1784” at Salomon har tilbragt et stykke tid i London, jeg ved ikke hvor længe. Hans ældste søn er muligvis født i London – se artiklen om Abraham de Meza den yngre. Det er opdigtet, at Salomon og Regina i London har boet hos Reginas bror Moses Belinfante, men det giver mening, da Salomon senere indleder en brevveksling med Moses’ søn Sadik Belinfante, som kunne have været i London på det tidspunkt. Hvordan skulle Salomon ellers have mødt Sadik? Jeg tror ikke, at Salomon og Regina er blevet gift i London, dertil er de der for kort tid, og jeg har heller ikke fundet nogen dokumentation for at de skulle være blevet gift dér. Så jeg er gået ud fra, at de er blevet gift inden Salomons ophold i London.
Det er opdigtet, at Salomon i sin tid i London arbejdede på Bet Holim hospitalet. Bet Holim hospitalet er virkeligt, se Lieberman, Julia R.: “The founding of the London Bet Holim hospital in 1748 and the secularization of sedaca in the Spanish and Portuguese Jewish community in the eighteenth century” Jewish Historical Studies 2017. Det er også opdigtet, at Salomon har arbejdet sammen med Abraham Ergaz – se artiklen om ham andetsteds her på hjemmesiden.
Om de mere åbne forhold i England, se artiklen om London.
At Salomon begyndte at kalde sig Theophilus, da sønnen Abraham blev født, er opdigtet, men det fremgår af ”Forsøg til et Lexicon over danske, norske og islandske lærde mænd, 1784” at han begyndte at kalde sig Theophilus, da han flyttede til København. Jedidja er den hebraiske udgave af Theophilus. Fx kalder professor Tychsen Salomon Jedidja i et brev. Se evt. Jedediah – Wikipedia
Jeg ved ingenting om, hvorfor Salomon og Regina havner i København. Mødet mellem Salomon og Hartwig Wessely i Hamborg er opdigtet, og det er også opdigtet, at Wesselys far har inviteret Salomon. Se også artiklerne om Wessely-familien.
Men det er ikke usandsynligt, at Jacob Belinfante ville være blevet oprørt over, at Salomon bragte en kristen bog ind i hjemmet. Se fx Studemund: “Biographisches Lexicon”, s 36
Om bandlysning – herem – se artiklen af Kaplan: ”The Place of Herem in the Sephardic Commmunity of Hamburg”, i Studemund: Die Sefarden in Hamburg, s, 63ff.. Som regel varede en bandlysning kun et par uger, men det kunne være op til flere år. Se også Kaplan, Yosef: “The Jews in the Republic until about 1750: Religious, Cultural, and Social Life” side 124 i “The History of the Jews in the Netherlands” 2002, Oxford, Littman.
Kapitel 6
Hvornår flyttede Salomon og Regina til København? Leksikonet siger 1753. Men i et brev til Sadik Belinfante fra 26. september 1775 skriver Salomon, at han gjorde rejsen 18. oktober 23 år før (og at det tog 24 timer). Det vil sige, at han er ankommet oktober 1752. Af samme grund tror jeg, at Salomon og Regina gjorde turen med skib fra Travemünde, ligesom Moses Belinfante gjorde, og ikke rejste op gennem Jylland. Det er selvfølgelig muligt, at Salomon rejste alene til København i 1752 for at undersøge forholdene, og så først senere hentede Regina og Abraham. Det er også muligt, at han først blev registreret hos myndighederne i 1753, men jeg har intet kunnet finde i Københavns borgerskabs og indvandringsprotokoller. I romanen har jeg valgt, at de ankommer sammen i 1752 uden at have været i København før, fordi det er den mest dramatiske mulighed.
Det er selvfølgelig også muligt, at Salomon tæller ”bibelsk” og inkluderer både 1753 og 1775 i optællingen. (jf. at Jesus lå tre dage i graven – fra fredag til søndag). Jeg ved det ikke, men jeg har altså valgt, at de kom i 1752.
Salomon skriver i det citat, der indleder kapitlet, at han og hans familie aldrig har solgt pjalter. Dette er i overensstemmelse med normen blandt portugis-jøder i Amsterdam. Se Bernfeld, Poverty and Welfare, side 200. ”There are no records of Portuguese who drew poor relief dealing in second-hand clothes. This seems to bear out the remark by a leader of the Portuguese community in 1753 that members would rather be on the dole than trade in old rags.“ Ingen portugis-jøder solgte brugt tøj eller marskandiservarer. Det var under deres værdighed – de ville hellere have fattighjælp.
At Salomon bar pungparyk har jeg fra Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 4 (1873 – 1874): ”Danske, især kjøbenhavnske, Tilstande og Stemninger ved og efter Overgangen til det nittende Aarhundrede.” Efterladte Optegnelser af E. C. Werlauff. (Kan findes i dette link: Visning af: Danske, især kjøbenhavnske, Tilstande og Stemninger ved og efter Overgangen til det nittende Aarhundrede. | Historisk Tidsskrift
Her står side 353: ”Ligesom man, naar Jødeagenten omtaltes, altid vidste, at derved betegnedes Henriques, saaledes kjendte man ogsaa under Betegnelsen Jødedoctoren ingen anden, end den gamle Dr. Meza, oprindelig en portugisisk Jøde født i Holland, men som allerede ikke mange Aar efter sin Ankomst til Danmark her antog den kristne Religion og blev døbt; han kaldtes senere endnu bestandig Jødedoctoren, deels fordi han var den eneste Læge her, som havde været Jøde, deels vel ogsaa fordi han var Læge hos de fleste jødiske Familier. Han var en udmærket praktisk Læge og af en høist agtværdig Karakteer; i hans hele Physiognomi kunde den jødiske Typus ikke miskjendes, men han adskilte sig i den Henseende fra sine tidligere Troesfæller, at han altid gik med den saakaldte Paryk med Pung, som aldrig de rette Jøder maatte bære.”
Ashkenaziske (også kaldet tyske eller polske jøder) skulle have lejdebrev for at rejse ind i Danmark, og man måtte ikke som ashkenasisk jøde få lov at opholde sig her, hvis ikke man ejede 1.000 rigsdaler eller ville love at bygge en fabrik.
Sefardiske jøder behøvede ikke lejdebrev. Se fx Kraks Vejviser 1771 s 79-80. Og side 30 i Katz, Per: ”Jøderne i Danmark i det 17. århundrede” 1981 København Reitzels. Selskabet for Jødisk historie.
Det er opdigtet, at Jacob Italiaender tog imod familien de Meza ved ankomsten.
Jeg ved, de boede i Hyskenstræde i 1757 og 1758, for det fremgår af mandtalslisterne. Men jeg ved ikke, om de flyttede dertil straks fra ankomsten.
Om de portugisiske jøder i København, som Salomon bliver modtaget af, se artiklerne om Portugisiske jøder i København og Portugisiske synagoger i København.
Om lægemangel, se Larsen: ”Dødens teater” s 174.
Om at udenlandske læger skulle præsentere sig på fakultetet med deres testimonia promotionis – Se Norrie, Kirurger og Doctores, 1929, s. 27
Kapitel 7
Salomons møde med professor Kratzenstein er opdigtet, men de to mænd har utvivlsomt kendt hinanden. At de har været venner, er mit påhit.
Scenen ved Store Lækkerbisken er opdigtet, men alle sygehistorierne i bogen er baseret på Salomons egne skrifter. Se artiklen om sygehistorier. Om Store Lækkerbisken, se Amagertorv – KEND KØBENHAVN (hovedstadshistorie.dk) og Lækkerbidsken København – Christian IV (chr4.dk). Huset undgik branden i 1728. Endnu i 1775 var der vinstue i kælderen, iflg ”Holbergtidens København.”
Doktor Hansen er en opdigtet person.
Salomons håndskrift, ”Institutos Divinos”, ligger på det kongelige bibliotek. Det er dateret 1755. Jeg har betalt for digitalisering af det, men det ligger nu tilgængeligt for alle. Jeg har kun fået oversat små bidder af dette store værk, der er på en blanding af arkaisk portugisisk og hebraisk. Men jeg kan se, at han citerer Milton et sted. Salomon tilegnede skriftet til Jacob Belinfante, hvorfor jeg har gættet, at Salomon og Regina har boet hos ham i Hamborg. Skriftet er aldrig blevet renskrevet eller trykt; det skriver Salomon til professor Tychsen, 22 oktober 1777.
Den attest, Salomon fik fra dekanen for det medicinske fakultet, Buchwald, er gengivet i Kritisk Journal, nr. 18, 1769, s. 178
Det er et gæt, at Salomon selv har omskåret sine sønner.
Kapitel 8
Vedr. Salomons religiøse opdragelse af sine sønner har jeg brugt afsnit fra hans eget skrift, Institutos Divinos. Her står bl.a. at børnene med tiden kommer til at kende det med deres fornuft. I afsnittet om tzitzit og tallin skriver han: For den, der tror og med sin fornuft får kendskab til den allerførste grund, eller Gud, fortjener i sandhed betegnelsen hellig.
Der er forskellige traditioner om hvornår drenge skal begynde at bære bedesjal. Både mellem sefardere og ashkenasere og mellem sefarderne internt. Jeg har valgt at følge dels det Salomon selv skriver, og så den tradition, der siger at man også starter med bedesjalet fra en ung alder. Se fx Tallit – From What Age? | Aish og Tallit – Wikipedia
Salomon og Regina er flyttet fra Hyskenstræde til Møntergade 116 (nu nr. 6) på et tidspunkt før 1762, ifl. Vagn Schmidt; ”Slægten de Meza” side 97.
Kapitel 9
Jeg kan ikke dokumentere, at Salomon og Regina ikkehar haft kontakt til deres slægtninge, efter de er flyttet til København. Der er ikke bevaret nogen korrespondance andet end den, jeg refererer til senere (efter 1775). Men jeg bygger min formodning om manglende kontakt på det, Salomon skriver til Sadik Belinfante i 1769 – ”uden at have korrespondance med nogen udenfor.” Jeg har dog gået ud fra, at der må have været lidt korrespondance mellem Salomon og hans far og brødre.
Kapitel 10
Beskrivelsen af Salomons opdragelse af børnene (drengene) er inspireret af hans bog om børneopdragelse. Se også artiklen om Abraham de Meza den yngre.
Salomon var ifølge sin yngste søns, Jacobs selvbiografi (Mit medicinske Levned) ”med liv og sjæl hengivet til lægevidenskaben, som han i et halvt århundrede med ros og held udøvede i København. Hans medfødte utrættelige flid og virksomhed gjorde, at han ikke et øjeblik kunne være uden beskæftigelse. Alle hans ledige timer, dvs. dem, hvor han ikke besøgte syge, anvendte han til sønnernes undervisning. Han var heftig, utålmodig, let at bringe i harnisk, fattede let og havde en heldig hukommelse. Hvad han kunne begribe, mente han en anden også måtte kunne forstå og fatte. Den ringeste fejltagelse hos den, han underviste, var ham utålelig, han gerådede i den største vrede, og denne ytrede han i de heftigste udbrud.”
Endvidere skriver Jacob om sin fars indstilling til lægegerningen: ”Den ædle Mand nægtede ingen sin hjælp, rige og fattige havde lige ret til hans kundskab.”
Det er opdigtet, at Salomon har undervist Aron Warburg.
På det kongelige bibliotek ligger Salomons håndskrifter: ”Promptuario Philogico” (filologisk håndbog) og ”Liçoëns Morais” (moralske lektioner), som jeg gætter på, at han har skrevet for at undervise sine sønner.
Mordechai Italiaender er den eneste person i København, som Salomon de Meza omtaler i sin brevveksling med Sadik Belinfante i Haag. Heri kalder Salomon Mordechai Italiaender sin ven. 29. marts 1776.
Kapitel 11
Historien med aborten er opdigtet. Men se artiklen om sygehistorierne.
Salomon er i øvrigt ikke nogen stor tilhænger af åreladning, som det fremgår af kapitel 31, hvor professor Tode i en anmeldelse af Salomons ”Diatribae Medicae Tres” kritiserer Salomons holdning til dette.
Kapitel 12
Om Salomons undervisning af Marcus Nyeborg, se artiklen om denne. Jeg ved ikke præcist hvad, Salomon har undervist Marcus i, men fransk og filosofi er et godt gæt.
Når jeg skriver, at det med kongeslægten kunne Salomon godt selv lide at bryste sig af en gang i mellem, så er det fordi Salomon i et brev til professor Tychsen 1/7 1777 kalder sig: ”ikke rabbiner, dog søn af en rabbiner, ikke konge, dog søn af en konge.” Det er mit gæt at Salomon derved henviser til traditionen om at Iberias jøder nedstammede fra Judas kongeslægt, men det ved jeg naturligvis ikke.
Se Studemund: BIographisches Lexicon, s. 16-17, at allerede længe før fordrivelsen fra Spanien hævdede mange fornemme jøder at nedstamme fra den kongelige Judas stamme.
Se også Sephardi Jews – Wikipedia: Under pkt. 7.1. Early history, står der:
Spanish Jew, Moses de León (ca. 1250 – 1305), mentions a tradition concerning the first Jewish exiles, saying that the vast majority of the first exiles driven away from the land of Israel during the Babylonian captivity refused to return, for they had seen that the Second Temple would be destroyed like the first.[62] In yet another teaching, passed down later by Moses ben Machir in the 16th century, an explicit reference is made to the fact that Jews have lived in Spain since the destruction of the First Temple:[63]
Now, I have heard that this praise, emet weyaṣiv [which is now used by us in the prayer rite] was sent by the exiles who have driven away from Jerusalem and who were not with Ezra in Babylon and that Ezra had sent inquiring after them, but they did not wish to go up [there], replied that since they were destined to go off again into exile a second time, and that the Temple would once again be destroyed, why should we then double our anguish? It is best for us that we remain here in our place and to serve God. Now, I have heard that they are the people of Ṭulayṭulah (Toledo) and those who are near to them. However, that they might not be thought of as wicked men and those who are lacking in fidelity, may God forbid, they wrote down for them this magnanimous praise, etc.
Similarly, Gedaliah ibn Jechia the Spaniard has written:[64]
In [5,]252 anno mundi [1492 CE], the King Ferdinand and his wife, Isabella, made war with the Ishmaelites who were in Granada and took it, and while they returned they commanded the Jews in all of his kingdoms that in but a short time they were to take leave from the countries [they had heretofore possessed], they being Castile, Navarre, Catalonia, Aragón, Granada and Sicily. Then the [Jewish] inhabitants of Ṭulayṭulah (Toledo) answered that they were not present [in the land of Judea] at the time when their Christ was put to death. Apparently, it was written upon a large stone in the city’s street which some very ancient sovereign inscribed and testified that the Jews of Ṭulayṭulah (Toledo) did not depart from there during the building of the Second Temple, and were not involved in putting to death [the man whom they called] Christ. Yet, no apology was of any avail to them, neither unto the rest of the Jews, till at length, six hundred-thousand souls had evacuated from there.
Salomon blander sig i debatten mellem Marcus Nyeborg og den anonyme Philalethos, dels med et indlæg i Adresseavisen, 22. juni 1766 (gengivet i romanen) og dels med et indlæg, der er gengivet i ”Andet svar fra Philethos til Jøden Marcus Nyeborg”, side 5. Det er en diskussion om hvorvidt hebraisk er velegnet til fx skuespil, og om at jøder ikke tillades at blive apotekere i København – og meget andet.
Se linket til forsvarsskriftet under Kilder på hjemmesiden.
Kapitel 13
16/9 1765 meddeler Salomon i Adresseavisen, at han begynder forelæsninger i sit hjem på tysk i medicin, og det koster 10 rigsdaler om året. I modsætning til Simon Polack, som tilbyder undervisning på både tysk og latin, har Salomon altså formentlig været klar over, at det ikke kunne tillades en jøde at holde medicinske kollegier på latin.
Kapitel 14
Jeg ved ikke om Salomon kom til indvielsen af den højtyske synagoge, så det er et gæt.
Kapitel 15
Jeg ved ikke hvorfor Salomon begynder at skrive sin bog om børneopdragelse ”De L’Education des Enfants.” Forordet er dateret 16. juni 1768 og udgivelsesåret er 1769.
Salomon forholder sig til Lockes bog om børnedragelse: John Locke: ”Some Thoughts Concerning Education” 1693. Salomon skriver side 2 i sin bog at Locke ikke har beskrevet det vigtige emne, som selve genereringen af børnene er.
Jacques Ballexserds bog ”Dissertation sur l’éducation physique des enfans, depuis leur naissance jusqu’à l’âge de puberté” er udgivet i 1762.
Kapitel 16
Abrahams stilehæfte, som Jacob kæmper med i dette kapitel, kan findes på Ets Haim biblioteket. Jeg har oversat fra latin. Se artiklen om Abraham de Meza den yngre.
Om den syfilis-syge mand, se artiklen om sygehistorierne.
Kapitel 17
Den kritiske anmeldelse af ”Éducation” samt Salomons indvendinger og anmelderens modsvar kan læses i Kongelig privilegerede Adressecontoirs kritiske journal, 1769, nr. 2 og nr. 18.
Kiøbenhavns kongel. privilegerede Adresse-Contoirs nye kritisk Journal – Google Books
Det er min fortolkning, at det er denne meget negative anmeldelse, der får Salomon til at skrive til Reginas grandnevø i Haag, Sadik Cohen Belinfante. Jeg har sluttet ud fra dette første brev, at Salomon stort set ikke har haft kontakt med familien i alle disse år, fordi han Salomon skriver i dette brev at han er glemt af alle og uden kontakt til nogen udenfor Danmark.
Korrespondancen ligger på Amsterdam Stadsarkiv Inventarissen (de portugisiske originaler). En del er oversat til hollandsk og kan findes i Meijer, Jaap: ”Het Verblijf van Moses Cohen Belinfante te Kopenhagen, 1775-1776.” Maandblad voor de geschiedenis der Joden in Nederland; vol. 1, hft. 2, 1947.
Kapitel 18
Det er opdigtet at professor I.C. Kall har opsøgt Salomon for at få hjælp til nogle hebraiske håndskrifter. Se artiklen om Kall-familien.
Om Abraham, der er blevet sendt til London for at studere, se artiklen om Abraham de Meza den yngre.
Kapitel 19
Den positive anmeldelse af Salomons bog om børneopdragelse kan læses i ”Kiøbenhavnske Efterretninger om Lærde Sager”, no. 8. 22/2 1770. s 133 ff. Kan bl.a. findes her: Lærde Efterretninger
Vedr. Holcks skoleprojekt – se artiklen om Hans Holck. Salomon var i en periode var involveret i Holcks skoleprojekt for fattige børn. Skoleprojektet blev oprettet 25/3 1771. Salomon de Meza kommer med 6/5 1771 ifølge Adresseavisen. Salomon er stadig nævnt i avisen 13/1 1772, men efter det tidspunkt står der intet om ham i den forbindelse.
Det er opdigtet, at Holck efter Struensees fald ser sig nødsaget til at smide Salomon ud af projektet, men Salomon optræder ikke længere i avisens omtale af projektet efter Struensees fald, så det er meget muligt, at det er det, der er sket. I sandhedens interesse må jeg dog nævne, at jeg heller ikke har set de andre involverede lægers navne nævnt efter januar 1772.
Historien om skibsreder Petersons kone – se artiklen om sygehistorier.
Kapitel 20
Salomons holdning til henrettelser ved jeg ikke noget om, men det var en normal ting på det tidspunkt, og der er ingen grund til at tænke, at Salomon mente noget andet end flertallet.
I vejviseren for 1772 bor familien i Nybørs 83, så jeg gætter, at de er flyttet fra Møntergade til Nybørs da Abraham vendte hjem.
Beskrivelsen af lejligheden på Nybørs har jeg fra ejendomsvurderingerne, og fra ”Fra Nybørs til Højbroplads” af Steffen Linvald, 1963
Kapitel 21
Det er opdigtet, at Salomon og Mordechai Italiaender samarbejdede om oprettelsen af Italiaenders synagoge. Jeg har ingen kilder til at Salomon har været i en synagoge siden 1763.
Om det medicinske selskab og studenterselskaberne, se artiklen om professor Tode.
Det medicinske selskab blev oprettet 9. september 1772 af doktorerne Tode, Abildggard, Saxtorph, Schönheyder, Callisen og Junge. Ved mødet stemte man om, hvilke udenlands promoverede doktorer kunne være med, og Salomon de Meza modtog en invitation som sådan, sammen dem dr Aaskow og dr. Bang til det første møde, 14. oktober 1772. Men officielt stiftedes selskabet 11/10 1772 (kongens fødselsdag). Se Genner: ”The Medical Society of Copenhagen 1772-1972”, og Larsen: ”Selskabet”.
Det er opdigtet, at familien de Meza får et klaver på dette tidspunkt. Men i avisen 5. januar 1801 annonceres et fortepiano til salg i Farvergade 23. Salomon er død på det tidspunkt, og der har ikke været et klaver i hans boopgørelse. Men klaveret kan jo have stået i Rachels lejlighed, og efter Salomons død er Rachel og hendes mand formentligt nødt til at flytte. Weldinghs adresse er i hvert fald kasernen i 1801 ifølge vejviseren. Men hvilken slags klaver er der tale om? Klaver – Wikipedia, den frie encyklopædi Det har sandsynligvis været et hammerklaver, eller fortepiano, som jeg lader Hartmann kalde det. Men klaver har allerede på denne tid været et almindeligt ord for denne type instrument. Tænk bare på Bach: ”Das wohltemperierte Klavier” fra 1722.
At familien er så musikalske som jeg skriver, bygger jeg på dels, at Moses Belinfante får sin far til at sende nogle noder til Rachel, og dels at Jacobs ældste søn, general de Meza, var meget musikalsk (på det kgl. Bibliotek findes noder af nogle hans kompositioner), og en anden af Jacobs sønner, Carl Vilhelm de Meza, bliver organist i Aalborg. Om Salomon selv har spillet, ved jeg ikke. Salomon skriver sent i sit liv, 1794, (i ”Om de Aarsager, som giøre Nervesygdomme hyppige i vore Dage” s. 315, at langvarig musik gør ham deprimeret, men det kan jo være noget, der er kommet med alderen… I hvert fald er det korrekt, at musik var meget væsentlig i den portugisiske synagoge i Amsterdam.
Hvem, der har været familiens naboer, kan jeg se af husregistrene på Københavns Stadsarkiv Husregistre 1772- 1835 – Københavns Stadsarkiv
Det er korrekt, at Johann Hartmann har boet i sammen hus. Det er opdigtet, at han har tilbudt børnene violinundervisning og inviteret dem med i teatret. Se artiklen om Johan Hartmann.
Teatrets program kan ses her: Dansk Forfatterleksikon. Teatrenes repertoire 1722-1975. 1773 19. maj 1773 spillede man Soliman den Anden af Favart på hofteatret. Det kongelige teater var under ombygning har 1773-74, derfor benyttedes Hofteatret. Det Kongelige Teater – Gyldendals Teaterleksikon | Lex
Kapitel 23
Hartwig Wessely blev en nær ven af Mendelssohn, især efter han flyttede til Berlin – se artiklen om Hartwig Wessely. Det er opdigtet, at Salomon giver Hartwig et af sine egne digte med til Moses Mendelssohn. Men Salomon skriver til professor Tychsen, 22 oktober 1777, at: ”Desuden har jeg en bog med hebraiske rim, undselig både i omfang og kvalitet, som dog er blevet godkendt af den kendte filosof Mendelssohn, der har bedt mig trykke den “til nytte for de oplyste””. Så et eller andet sted må Mendelsohn have fået det digt fra, og have meddelt Salomon sin ros. Men jeg har ikke kunnet finde noget, der tyder på, at de to mænd har været i brevkontakt. Men Mendelssohn havde Salomons bog om børneopdragelse i sit bibliotek. Se artiklen om Mendelssohn.
Kilden til brevet fra Det Medicinske Selskab til Salomon er Johnsson s. 54. Salomons henvendelse og deres svar fremgår også af selskabets protokol på rigsarkivet, Arkivskaber: Det Kgl. Medicinske Selskab
Arkivserie: Forhandlingsprotokol (1772 – 1872)
Kapitel 25
Der korrekt at Salomon skriver til Reginas nevø Sadik, og at dennes søn Moses Belinfante kommer på besøg. Se artiklen om Moses Cohen Belinfante.
Mht. Kampen om tilladelsen til Justus henvises til artiklen ”Da Justus blev syg og borte.” Men jeg skriver i romanen side 199, at Kratzenstein opfordrede Salomon til at skrive direkte til Kongen. Det gjorde Salomon 5. september 1775, men jeg fik først fat i teksten til dette brev efter at bogen var færdigskrevet, så det kom ikke med. Men det er et ret herligt brev, så det kommer her:
”Da min Søn Justus Zadig de Meza, der baade har den Lykke at være Deres Kongl. Mayts. indfødte Undersaatt, og at have studeret Medicin her ved Academiet, hvor han er immatrikuleret, har i Sinde med Tiden at tage Doctor-Graden og udøve praxin Medicam her i Byen, saa har jeg desangaaende henvendt mig til denne Stads Universitet, men som d’Herrer Theologi holde for, at han ikke, fordi han er af den jødiske portugisiske Religion, i følge Fundatsen kan antages dertil; saa er min allerunderdanigste Ansøgning at Deres Kongelige Majestæt Allernaadigst vilde bevilge og tillade at bemeldte min Søn, naar han her ved Academiet har fuldendt samme Studie og ved de anordnede Examina har beviist sin Dygtighed, maae erholde den frihed at promovere in Doctorem Medicinæ. Jeg gør mig, saa meget større Haab om en allernaadigst Bønhørelse som det ellers overalt, ved andre Universiteter endog i Catholske Lande er enhver, uden Hensigt til forskellen af Religionen tilladt, at adscendere til Academiske Værdigheder, og man endog har forsikret mig om, at det Medicinske Fakultet i Aaret 1771 ved en Kongl. Ordre skal være anbefalet at give enhver, som dertil findes meriteret, Doctor-Hatten, af hvad Religion han end maatte tilhøre, derom ansøger
Salomon Theophilus de Meza, M. D.
(Brevet findes på rigsarkivet: Danske Kancelli Koncepter og indlæg til Sjællandske tegnelser 454)
Så her påberåbte Salomon de Meza sig faktisk Struensees tilladelse fra 1771, og han rev myndighederne i næsen, at selv i katolske lande kunne det lade sig gøre.
Kapitel 28
Kilde til det medicinske selskabs jubilæumsmøde i januar 1776 er Todes Medicinisch-Chirurgisch Bibliothek Bind 3 stk 3 side 196.
Kapitel 29
Balthasar Münters holdninger til jøder, som jeg lader Kratzenstein fortælle Salomon om, har jeg fra Lausten: ”Oplysning i Kirke og Synagoge” side 154. Det var dog ikke altid, at Münter udtalte sig så positivt.
Hele sagen om tilladelsen til Justus kan læses i artiklen ”Da Justus blev syg og borte”.
Kapitel 31
Todes positive anmeldelse af Salomons skrift står side 19 i Todes bibliotek 1777, stykke 1, 1776, side 19: ”Das Übrige zeugt von der Redlichkeit und der Weltkenntniss des Verfassers, und erhälte ein grosses Gewicht von dem guten medicinischen Wandel, den er selbst führt, un wodurch er seine Mitburger längst überzeugt hat, dass man nicht allemal ein Christ zu sin bedürfe, um einem recht nützlichen Arzt abzugeben“.
Kapitel 33
Det er opdigtet, at Salomon opsøger Tode for at få ham til at skifte mening om Justus.
Kapitel 38
Salomons brev til Tychsen 22. oktober 1777: Salomon nævner heri ”Bogen om de menneskelige egenskaber”. Jeg gætter på at det er ”Liçoëns Morais”. Og “Herrens Forskrifter” må være ”Institutos Divinos”. Den bog som indeholder de vise rabbineres lærdom, som er skrevet på hebraisk, som Salomon nævner, ved jeg ikke hvad er. Salomon nævner også ”Lærdommens Sprog” som han har skrevet på portugisisk, men senere oversat til latin. Den ved jeg ikke hvad er, med mindre det er ”Promptuario Philogico”. Bogen med digte, ”Salomons Sange”, som Salomon hævder er blevet godkendt af den kendte filosof Mendelssohn, har jeg heller ikke. Men se, hvad jeg skriver ovenfor under kapitel 23.
Kapitel 41
Mødet i det medicinske selskab fremgår af Adresseavisen, 28. februar 1778, side 3.
Salomon har beskrevet skarlagensfeberepidemien her: ”Merkwürdige Krankengeschichten und seltene praktische Beobachtungen berühmter Aerzte Ein Auszug aus den Abhandlungen der königlichen medizinischen Societät zu Coppenhagen ; Aus dem Lateinischen Halle, 1795” s. 145-151
Kapitel 42
At pastor Lorck kommer på besøg, ved jeg fra Salomons brev til professor Tychsen 8/9 1778. Se også artiklen om pastor Lorck.
Jeg postulerer, at Salomon havde det Ny Testamente fordi Bastholm i sin dåbstale siger, at Salomon har et grundigt kendskab til de kristne skrifter.
Winkelmann var måske laugsmester for linnedvæverne. Johann Winckelmann, 1754-1822.
Jeg har ingen kilder til at Salomon og Regina fortsat havde kontakt til Hanna Belinfante og hendes svigersøn Joseph de Lemos i Hamborg.
Salomons brev til Tychsen 8/9 1778 citerer det digt, som står på Abrahams grav. Jeg har gengivet ordlyden fra brevet i Melchiors oversættelse – i prologen står den i Julius Margolinskys oversættelse.
At familien flytter fremgår af Adresseavisen 16/10 1778, hvor det oplyses at Dr. Meza er flyttet fra Nyebørs til vinhandler Hammeløv på hjørnet af Admiralgade og Boldhusgade.
Kapitel 43
Det er opdigtet at Nicolai Kramer tilkaldte Salomon, da han var ved at dø.
Der er ikke noget der tyder på, at Tychsen nogensinde svarede Salomon vedrørende hans skrifter. Men på den anden side er dele af brevet fra Tychsen til Salomon 30/10 1778 forsvundet, eller også er det bevarede bare Tychsens egen kopi, hvor han ikke har skrevet det hele en gang til. Så jeg kan ikke garantere, at Tychsen ikke har svaret på det, men i hvert fald befinder Salomons skrifter sig kun på Det Kongelige Bibliotek i København, og ikke i Bützow eller Rostock.
Jeg har ikke fået oversat hele Tychsens brev, fordi det ifølge Melchiors primært var en kompliceret teologisk diskussion.
Kapitel 44
4. maj 1779 var Salomon opponent ved Ranøes doktorforsvar ifølge Adresseavisen, 21/5 1779
11. Maj 1779 Universitetets jubilæumsfest. Jeg har ikke dokumentation for at Salomon var med til festen, men jeg har sluttet det af, at han havde været opponent på en af de doktorers afhandling, som blev kreeret den dag, og at der står i avisen at ”lærde mænd” var med.
Festen er beskrevet i Adresseavisen 14/5 1779. Se også Henning Matzen: ”Københavns Universitets Retshistorie”, side 233, om festlighederne.
Det er korrekt at Johann Hartmann har skrevet og dirigeret musikken til Københavns Universitets jubilæum i 1779. Det fremgår fx af Adresseavisen 14/5 1779.
Ritualet ved doktorkreeringen har jeg fra Norrie: Medicinsk Fakultet 1750-1779 s 175 og Bolle Luxdorphs dagbog for 1779.
Desuden: Sceptrene – Københavns Universitet (ku.dk)
Kapitel 45
Det citerede brev er det sidste, jeg har fra korrespondancen mellem Salomon og professor Tychsen.
Af Adresseavisen 11. juli 1780 fremgår det, at Salomon har købt Farvergade 23 af Madam Marie Elizabet Dircks for 5300 Rigsdaler. Se også artiklen om Madam Dircks.
Ritualet for Sukkot er lidt anderledes end det, der praktiseres af ashkenaziske jøder. Ifølge Acoca: “The Sephardic Book of Why – A Guide to Sephardic Jewish Traditions and Customs” 2016 side 41 svinger de sefardiske jøder deres lulav i en anden rækkefølge end de ashkenasiske.
Ifølge ”Ritus der Portugiesen” side 164 i ”Die Sefarden in Hamburg”, bandt man kulørte bånd om Lulav.
I dag bruger man vist ofte grangrene i Danmark, men så vidt jeg har kunnet finde ud af, var der ikke grantræer i København i 1700-tallet. Derfor tror jeg, de må have haft en udfordring med at finde grene med løv på.
Kapitel 47
Jeg ved som nævnt intet om hvorvidt Salomon og Regina fortsat havde kontakt til Joseph de Lemos og Hanna Belinfante efter at Moses var blevet sendt hjem. Men jeg kan ikke se nogen grund til at de ikke skulle have haft det. Joseph de Lemos lyder i sit brev 30. august 1776 jo ikke, som om han var vred på Salomon over at Moses blev sendt hjem.
24. januar 1782 sendte Salomon en anmodning til Kongen om at Jacob måtte få lov til at få samme tilladelse til at blive promoveret som Justus fik. Tilladelsen blev givet ved kongelig reskript 19. april 1782. Se også artiklen om Jacob de Meza.
Israel Meyers besøg er opdigtet, men det kan sagtens have fundet sted. Se artiklen om Israel Meyer.
Kapitel 48
Jeg ved ikke, om Salomon har læst Bastholms 3-bindsværk om jødernes historie, men jeg finder det meget sandsynligt, at han har.
Salomon blev medlem af Landhusholdningsselskabet i 2775 ifølge Carøe. Møderne foregik i Prinsens Palais i Kalveboderne – dér hvor Nationalmuseet er nu. Der var 2-300 medlemmer, men der dukkede kun en 15-20 op til de ugentlige eller kvartalsmæssige møder. Bastholm blev medlem i 1779. Så de to mænd kan have mødt hinanden dér, men jeg har ingen dokumentation for at de har truffet hinanden.
Det er opdigtet, at Salomon stadig har kontakt med Marcus Nyeborg.
Bastholms besøg i det Mezaske hjem er opdigtet.
Kapitel 50
Salomons holdning til gulvvask har jeg fra hans skrift ”Om de Aarsager, som giøre Nervesygdomme hyppige i vore Dage”. Her skriver han:
”Til Overdaadighed henhører ogsaa vore Fruentimmeres utidige og affecterte Reenlighed, en Fejl, der nu omstunder er meget almindelig […Ikke mindst] den jevnlige Gulvvaskning, og den højst skadelige Beboelse af saadanne Værelser, som neppe ere tørrede, af den stygge deraf frembragte Lugt, og Ureenhederne af den qvalme Luft, som er fuld af Støv, opkomme Sygdomme i Hovedet, Hovedpine, Svindel,[dvs svimmelhed] o.s.v. ”
Det var en almindelig holdning, at sygdom kunne komme fra lugt, så Salomons synspunkt er ikke så fjollet, som vi synes i dag. Men udsagnet er interessant for dem, der måske interesserer sig for Salomons barnebarn, general de Meza, som var berygtet for sin frygt for fugtige gulve.
Brevet fra de Lemos er opdigtet. Men det er korrekt, at Reginas søskende døde på dette tidspunkt.
Hr. Wulff er en opdigtet person.
Besøget i det medicinske selskab er også opdigtet.
Kapitel 51 og 52
Om Salomons motiver til at blive døbt ved jeg kun det, han selv skriver i sin trosbekendelse, som Bastholm udgiver. Se også artiklen om Bastholm.
Hverken Salomon eller Jacob og Rachel skulle have en kongelig befaling for at få proselytoplæring, som jøder ellers skulle have. Se Lausten: ”Oplysning i Kirke og Synagoge” side 261 og 377. I en mail til mig skriver Lausten: ”Bastholm havde en særstatus som kgl. konfessionarius. De to (altså Bastholm og Salomon) har formentlig i al fredsommelighed talt om kristendommens hoveddogmer. Man skal næppe forestille sig en eksamen, som andre konverterende jøder skulle igennem.”
Scenen i kirken bygger på:
Hoffourerens dagbog. Rigsarkivet Arkivskaber: Hofmarskallatet. Arkivserie: Q. Dagjournal (1761 – 1899)
Bastholm, Christian: ”Den ældre Dr de Mezas Troesbekendelse” 1783 København Gyldendal, som både indeholder Salomons og Bastholms tale.
Jørgensen, Harald: ”Juli måned 1783 1984” Dansk Jødisk Historie nr. 17
Steenberg, Jan: ”Fredensborg Slotskirke – Danmarks Kirker” Nationalmuseet
Seeger, Valdemar: ”Fredensborg fra Oprindelsen til vore dage” 1937 Hillerød C. Nordlunde
Og mit eget besøg i slotskirken.
At Salomon og Bastholm overnattede på slotskroen bagefter er opdigtet. Men det er rigtigt at slotskroen ofte husede de kongelige gæster. Og det er også rigtigt, at de kongelige rejste tilbage til København. Se Valdemar Seeger, side 85.
Den efterfølgende samtale med Marcus Nyeborg er opdigtet, og det er også opdigtet at Meza-familien skulle have tilbragt juleaften hos Kratzensteins.
Kapitel 53
Det er kommunionbøgerne (registrering af nadvergæster) på rigsarkivet, jeg har brugt til at undersøge, hvor og hvornår Meza’erne kom i kirke. De har muligvis været der oftere, men er kun blevet registeret, når de er gået til nadver.
At Salomon forhindrer Jacob i at tage et fysikat i Norge fremgår af Jacobs selvbiografi ”Mit medicinske Levned”.
Kapitel 54
Det er korrekt, at Salomons hus blev skånet under Københavns brand. Jeg har ikke fundet ud af, hvor meget huset var forsikret for.
Om Københavns brand kan man bl.a. læse i Lahde, G. L.: Branden i Kiøbenhavn d: 5. 6. og 7. juni 1795”
Se også wikipedia – kun den nordlige side af Farvergade brændte.
Københavns brand 1795 – Wikipedia, den frie encyklopædi
Det er korrekt, at Isaac de Lemos med familie flyttede ind i Farvergade. Se artiklen om de Lemos.
Kapitel 55
Jeg ved ikke, om Salomon har været i teatret og set Jacobs skuespil, men det må han da have været.
Det skrift, Salomon får en voldsom kritik af, er „Tentamen Historiae Medicae“, og den er anmeldt i Allgemeine Litteratur Zeitung, 1796 Jena, s 628 ff. Anmeldelsen begynder: ”Wollte jemand zeigen, wie man es nicht anzufangen habe, um eine Geschichte der Medizin zu schreiben, so würde ihm dieses armseliges Machwerk zum unerreichbaren Muster dienen.“
Det er korrekt, at Rachel og hendes mand har boet i Farvergade, da Salomon døde. Det fremgår af vejviseren.
Rachels datter Regine er født 24. juni ifølge Garnisonskirkens kirkebog. Og Salomon døde 24. juni ifølge kirkebogen, og ifølge den dødsannonce, som Jacob og Rachel sætter i avisen 25. juni:
”Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger” 25. juni 1800:
”At det behagede den Algode den 24 hujus kl. 7 om Morgenen pludselig til det bedre Liv at bortkalde vor uforglemmelige, af alle Retskafne, høiagtede og yndede Fader, Doct. Medicinæ C. F. J. de Meza, i en Alder af 74 Aar, ville vi hermed tilkiendegive alle fraværende Slægt og Venner, frabedende os al skrivtlig Condolenence i dette vor sørgelige Tab.
Dr. de Meza junior, Stadsphysikus i Helsingøer
J. M. v. Weldingh, født de Meza
Også Frue Kirkes kirkebog bekræfter, at Salomon døde 24. juni. Her står at han døde af alderdom.
Hundewadt skriver ganske vist 23. juni i det heltekvad, der er gengivet i romanen, men det må være en fejl. For at undgå forvirring har jeg udeladt dette fra Hundewadts elegi.
Professor Tode giver Salomon følgende skudsmål i sin nekrolog i Nyeste Sundhedstidende nr. 40, Juli 1800:
“Han var ikke allene en med rette yndet og erfaren Practicus, men har ogsaa skreven adskillige bøger, som vidne om hans grundige Lærdom og modne Erfarenhed, især om hans fortroelige Bekjentskab med de ældre medicinske Autorer. Han var øvet i de fornemste europæiske Sprog, og kunde tale Latin som hans Modersmaal. Han beholdte sin elskværdige Munterhed, som ogsaa sine Sinds- og Legemskræfter, indtil han døde i sin Datters Favn. “
En liste over de fleste af Salomons medicinske skrifter kan findes her på hjemmesiden.
Har Salomon de Meza sat sig et lægevidenskabeligt spor i nutiden? Næppe. Men jeg har dog fundet én artikel, der beskæftiger med Salomons medicinske bidrag, nemlig: Gudmand-Høyer, Marius: ”Stemningssindssygdommenes historie i det 19. århundrede” 2013. Gudmund Høyer skriver side 130: ”På den anden side undersøges det med afsæt i en række selekterede naturhistoriske forfattere, og med særlig vægt på Salmone Theophylus de Meza, der som praktiserende læge i København producerede det formentlig eneste nationale bidrag til den naturhistoriske problematisering af melankolien og manien, hvad det var for nogle bestemmelser af melankolien og manien, der overleveredes til det 19. århundrede.” Det er Salomons ”Compendium medicum practicum” fra 1780, Gudmand-Høyer henviser til.